∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Giant Steps III på Det Kongelige Teater.

Det var en balletaften, næsten som i de gode gamle dage: totalt udsolgt på Gamle Scene. Allerede om eftermiddagen var kun 4 pladser, spredt over det ganske teaterrum,  til salg.

Folk glædede sig, ikke fordi der var en urpremiere, nej, de kom snarere fordi der endelig var moderne klassikere på plakaten. Balanchines ”Serenade” fra 1934 – flere år før New York City Ballet blev dannet, og aftenens clou:  ”Etudes”, Harald Landers mesterværk,  oprindelig fra 1948. Men med småkorrektioner og opstrammet scenografi og koreografi fik balletten pariserpremiere i 1952.

Oveni en ny macho-ballet for 10 mandlige dansere og en kvinde, koreograferet af finnen  Jorma Elo med Sibelius musik til 4. symfoni, heraf også titlen.

Serenade

Åbningen til ”Serenade”, med musik af Tjajkovskij  kræver præcision og disciplin  hos kompagniets kvinder i de lette, læglange skørter.  Som det antydes alle vegne i litteraturen er de en abstrakt ballet, ingen handling i den neoklassiske genre, men selvfølgelig kan man tolke fællesskab, følelser og tilbedelse af højere magter ind i de opadstræbende arme og de evigt  koordinerede diagonaler.

Ikke mindst solisterne fik det yndefulde frem, og da Gregory Dean som første mand i blåt trikot trådte til, kom der mere spænding over scenen. Siden bliver håret slået ud på flere af danserinderne, og det helt alfeagtige forsvandt.

“Serenade” kan engang imellem opleves helt magisk, men så meget styrke har den kvindelige del af balletkorpset ikke for tiden, og det har været sådan en rum tid. Det mangler et eller andet, der kan løfte fællesskabet og forplante sig til salen.

Etudes

Det samme gør sig også gældende for Landers ”Etudes”. Her er det igen solisterne, der sætter niveauet og viser nerven. Denne aften overraskede Emma Riis-Kofoed med smil om læben og som sædvanligt perfektion i trinene. Hun er ved at blive voksen og tør vise følelser eller blot kærlighed til trinene – over for de to herrer, Alban Lendorf og Jón Axel Fransson. Takket være de tre superdansere blev aftenen teatret værdig.

Også ”Etudes” er svær, en lakmusprøve for korps og også for det tekniske hold bag. Alt skal fungere. Med Riisagers musik, der brager af sted og får mere og mere kraft hen mod de store finaler, er der nok at tage vare på  også for publikum, men  havde det ikke været for de sidste sekvenser med de store herrespring, ville aftenen have været mindre sjov. Alban Lendorf tilbage på Kongens Nytorv i flot form glædede publikum, og Fransson er bare så præcis i de fleste spring.

Denne version er vist fra 2011, og der er hverken kandelabre på siden eller spejle til at skabe dybde og bredde. De oprindelige skulpturer af ballethistoriens store mænd forsvandt måske allerede for adskillige årtier siden. Men i originalscenografien af Erik Nordgreen (se foto) fortælles en historie om både daglig træning og stor fest.

Jeg har oplevet ”Etudes”, hvor man bedre fornam intentionen om både øverum og balsal, og så blev den store hyldest til ballettens magiske kraft helt uimodståelig. Sådan var det ikke helt.

I den gamle balletkritiker Svend Kragh-Jacobsens bog: Balletaftener (1969) er medtaget en anmeldelse fra 1948 med urpremieren på ”Etude”, som den hed oprindelig: ”Etude bragte den største sejr, Harald Lander endnu har hjemført – og den mest ubetingede. Aftenen blev en triumf for vor ballet og for dens mester.” – På det tidspunkt havde Lander været balletmester siden 1932 og styrket balletten kunstnerisk på nationalt og internationalt plan. Tre år efter faldt han i unåde (en #Metoo sag, som løb ud i sandet). Lander tog til Paris og virkede ved Pariseroperaens ballet i flere år. Han fortsatte med at polere på ”Etudes”, hvor først Margot Lander og siden Toni Lander dansede hovedpartiet.

Det kvindelige corps de ballet  har noget at arbejde med i de næste mange uger.

Sibelius 4. symfoni

Jorma Elos machoballet om syv brødre, der prøver kræfter, har styrke, flotte spring og en vis originalitet. Herrerne er mere end gode, og ikke mindst Tobias Praetorius passer ind i trinsproget og løfter balletten. Men der er noget hårdt ved både kostumer og i begyndelsen en stor, grå, brutal bagprojektion af noget stål. Siden bliver billederne mere jordnære og skifter i smukke rytmiske formationer, som matcher de lidt hårde brune mandsdragter.

Danse kan Den Kongelige Ballets herrer. Så er det spørgsmålet om  sammenhængen imellem Sibelius’ toner og Elo s koreografi ikke nærmest opildner hinanden. Men flot er det, dog ikke noget harmonisk eller muntert møde. Lidt humor havde gjort underværker.  Om det klæder aftenen med denne mandsdans? Ja, hvis man kan lide kontraster – ellers ikke.

Musikken

Kapellet i orkestergraven under ledelse af  Matthew Rowe må ikke glemmes. For indimellem var det musikken, der bar hele oplevelsen. Tjajkovskijs serenade-musik er underskøn og blev spillet med fin fornemmelse.  Med Sibelius og siden Riisagers Etudes-toner var der indimellem smæk for skillingen, hvor det næsten var som musikken ville tage over. Vi skal nyde at få musikken serveret levende og flot, selv om man kun på udvalgte pladser kan se kapellet.

Kommentarer 

Det er tredje gang overskriften Giant Steps anvendes på en balletaften. Mærkeligt og misvisende – som om ingen tænker på, at det faktisk er umuligt at fange informationer på nettet under sådan en titel – for nu er der altså 9 forskellige balletter, så her på Kulturkupeen bliver det til Giant Steps 3.  Og så forstår jeg ikke, hvorfor det skal være på engelsk, hvor er den nationale følelse henne på vor nationalscene?

Igen ros til balletafdelingens teaterprogram, som indeholder det meste af,  hvad man kunne ønske sig – redigeret af Lise Keiser. Det kunne de andre afdelinger lære noget af – ingen popsmarte bemærkninger, ingen skæve fortolkninger, men nyttige ord om trin og musik.

Billeddokumentationen til denne balletaften, fotograferet af teatret, er måske misvisende eller afslørende, i hvert fald fremstår både “Serenade” og “Etudes” med samme blå bagprojektion!

Og så igen en advarsel og undskyldning. Jeg ved ikke meget om, hvad der er foregået ude på siderne af scenen i løbet af aftenen. Fra min plads på 11. række så jeg mindre end halvdelen af scenen – så advarsel. Sid ikke på gulvet/ i parkettet, på Gamle Scene – det er håbløst! Op på etagerne. For denne balletaften med store flotte ”billeder” har krav på at blive set og nydt i fuld udstrækning. Så undskyld til både Balanchine og Lander, jeg så kun halvdelen!

 Kglteater.dk    

  

Serenade
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Kostumedesign: Karinska
Lysdesign: Ronald Bates

Sibelius’ 4. symfoni
Koreografi: Jorma Elo
Musik: Jean Sibelius
Scenografi og kostumedesign: Jorma Elo
Lysdesign: Mikki Kunttu
Kunstnerisk rådgiver for koreografen: Nancy Euverink

Etudes
Koreografi: Harald Lander
Musik: Knudåge Riisager
Kostumedesign: Lise Lander og Rikke Korfix
Kunstnerisk rådgiver: Lise Lander

Dirigent: Matthew Rowe

Medv. i Etudes:

Emma Riis-Kofoed / Ballerina – Etudes

Holly Dorger / Ballerina – Etudes

Jón Axel Fransson / Solistherrer – Etudes

Alban Lendorf / Solistherrer – Etudes

Ryan Tomash / Solistherrer – Etudes

Afonso Coelho / Solistherrer – Etudes

www.kglteater.dk