Kommenteret af Ulla Strømberg.
Gertrud svarer igen – Husets Teater.
Noget teater rammer én lige i solar plexus. Andet teater synes mindre vedkommende, enten fordi man ikke forstår pointerne, eller fordi man kan gætte sig til det hele på forhånd.
Med ”Gertrud svarer igen” er det for mig lidt for forudsigeligt og indlysende. Har både set og forstået hensigten næsten på forhånd, men venter hen igennem forestillingen på overraskelser og forskydninger etc. Teksten er slet ikke af Shakespeares, men primært en dagbog fra prøveforløbet og de to skuespillere og instruktørens ord.
”Hamlet” er som bekendt verdens mest spillede stykke dramatik, skrevet omkring 1601 med en hentydning til Helsingør i Danmark (IKKE Kronborg) og digtet oven på diverse gamle kilder, herunder også Saxos Danmarkshistorie og en fransk, yngre kilde.
Da Shakespeare skrev sine over 30 dramatiske værker, måtte kvinder ikke stå på en offentlig teaterscene i England. Derfor blev alle kvinderoller udført af yngre mænd med lyse stemmer. Det er en af grundene til, at de færreste kvindefigurer hos Shakespeare har noget interessant at sige, tyngden ligger i mandspersonernes replikker, om det er Hamlet, Richard 3., Lear eller Othello.
Det er selvfølgelig pokkers ærgerligt i en tid, hvor kvinder gerne vil markere deres ligeværd, men det er lidt hus forbi, når det drejer sig om Shakespeare.
For nogle årtier siden skrev den engelske dramatiker Tom Stoppard, i 1965-66, ”Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde”. Det var næsten et teatermæssigt chok, lidt på linje med Pirandellos ”Seks personer søger en forfatter” (1921). Tom Stoppard beskrev to bipersoner, som var trætte af at stå i skyggen og havde ligeså meget på hjerte som titelpersonen Hamlet. Det samme kan man sige om Gertrud, men det, der kommer frem i denne forestilling på Husets Teater, er svært at forbinde med de eksistentielle spørgsmål, som ”Hamlet” altid er blevet fravristet – dog uden svar.
Med reference til Freud og efterfølgerne eskalerer samspillet til en umotiveret kastration. Men heldigvis kunne jeg ikke se så meget, da det foregik helt fremme på scenen, mens det røde teaterblod flød.
Christine Albeck Børge er velvalgt i rollen som den modne, reflekterende Gertrud, der dog er alt for vred allerede fra første sekund, som hun sidder i renaissancekjole ovre tv. på scenen (Desværre kunne jeg slet ikke se hende). Mens Hamlet, Patrick Baurichter, ligeledes i renaissancekostume åbner forestillingen th. med at fortælle de uvidende (dumme) publikummer, at han er Hamlet etc. . Det kunne have været gjort fiffigere, f.eks. som Rune Klan indførte publikum i Ibsens “Peer Gynt” på Betty Nansen Teater omkring 2005, hvor han med en flip-over og en spritpen tegnede og forklarede. Her kunne alle være med, for det var morsomt, selv om man måske var Ibsen-ekspert.
Gertrud svarer igen. Husets Teater. 2022. Christine Albeck Børge og Patrick Baurichter. Tegning af Claus Seidel.
På Husets Teater går det ud og ind af rollerne, som om det var et dårligt prøveforløb. Selvfølgelig får vi også lidt præklimakteriesnak fra Albeck Børge. Når eller hvis Patrick Baurichter er på en teaterscene, plejer han at smide tøjet. Det sker også her som en helt overflødig gestus. Siden, i små sorte underbenklæder, forenes han med Albeck Børge (også i sorte benklæder) i en Adam og Eva positur. Det er faktisk nyt i Shakespeare-sammenhæng, men jeg ved ikke helt, hvordan det skal fortolkes. Takket være scenografen Christian Friedländer bliver dog ikke mindst denne scene visuelt attraktiv, men laaangt væk fra Shakespeares ”Hamlet”.
Scenografien balancerer imellem tegneseriens borgparafrase, de gamle renaissancekostumer og så slutscenens paradisets have – i varm tegneseriestil, dog ikke nok til at redde eller blot forklare forestillingens budskab.
Husets Teater er et lille, interessant spillested, men det kom bag på mig, at iscenesættelsen havde placeret de to spillere helt fremme, så de var svære at se samtidigt. Det kan næppe være meningen, at jeg (og andre) gik glip af en del, ikke mindst Gertruds stumspil.
For et par år siden var vi mange, der kæmpede for, at de små avantgarde-teatre i København, bl.a. Sort/Hvid og Husets Teater skulle overleve med ret til hver sin (også intellektuelle) profil. Husets Teater er en interessant størrelse, hvor de forskellige ledere har givet stedet en skiftende profil. Senest med Jens Albinus’ tyskorienterede teaterlinje. Nu er det Liv Helm, der ønsker en markant og feministisk linje med tekster ofte skabt til formålet. I øvrigt er den feministiske overbevisning lige nu markant på hele tre teatre i København: Betty Nansen Teatret med instruktøren Elisa Kragerup, Republique med dramaturgen Rikke Hedeager og altså Husets Teater. Tre teatre med kvindelige ledere er blevet til kønspolitiske kamppladser.
10 sep. — 15 okt. 2022
Medvirkende: Christine Albeck Børge, Patrick Baurichter
Tekst: Christine Albeck Børge, Patrick Baurichter og Liv Helm samt tekster i udvalg af William Shakespeare i Lembcke og Brunses oversættelse
Instruktion: Liv Helm
Scenografi: Christian Friedländer
Lyddesign: Erik Christoffersen
Lysdesign: Christian Vest Berntsen