∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Genremaleriet over flere århundreder – Da hverdagen stjal billedet. Ny stor udstilling på Nivaagaard.

Udstillingen ”Da hverdagen stjal billedet” er stor og ambitiøs og lykkes på imponerende vis med at forene og bygge bro imellem et par nationer og nogle århundreder.

Det myldrer med dansende bønder i Nederlandene og italienere i smukke kostumer – malet i henholdsvis 1600-tallet og i midten af 1800-tallet. Også ”fattigfolk”  bliver afbildet og tænksomme mennesker for ikke at glemme kunstneren i arbejde. Alt blev næsten muligt på lærredet, og der har været købere til alle motiver.

Genremaleriet er emnet, men titlen på udstilling og det fagligt kompetente katalog er mere ligetil: ”Da hverdagen stjal billedet”, men er det nu også rigtigt og dækkende? – For også efter de perioder, som de hollandske malerier i begyndelsen af 1600-tallet er skabt i – og den danske pendant, primært første halvdel af 1800-tallet – har det hjemlige sneget sig ind, tænk blot på skagensmalerne.

Den interessante udstilling med næsten 100 lån fra danske og udenlandske samlinger og museer bliver naturligvis ind imellem nødt til at tale med store bogstaver for at tydeliggøre tesen om ligheder. Det kan ligne et kuratorgreb.

Vi lever i en tid, hvor der er mange aktive museer og adskillige kunsthistorikere, som hungrer efter at ”kuratere” – vælge, sammensætte og ikke mindst analysere og ”sætte ord på”, så kunsten på en ny måde kan træde frem i lyset. Samtidigt lever mange mennesker i et fuldtidsliv i fritidssamfundet, så kulturen må spille en stadig større rolle. Her er et museum som Nivaagaard mere end nyttigt.

Derfor er det indlysende, at to af de perioder, som Nivaagaard-samlingens stifter, Johannes Haage, interesserede sig for, stilles op over for hinanden. Det er Holland i sine velmagtsdage, mens Danmark var i en lidt forslået tilstand i 1800-tallet med både bankerot, tab af Norge og sidenhen nederlaget i1864. Det var hændelser, som ”kunsten” måske skulle kompensere for, hvis ikke det er at trække analysen lidt for langt ud.

I 1800-tallet i Danmark oplevede både billedkunsten, teatret og musikken en guldalder, selv om det først er eftertiden, der med Wilhelm Andersen har opfundet etiketten.   For litteraturen (og teatret) dateres storhedstiden ofte fra 1801 (Oehlenschlägers ”Digte 1801″) – for Musikkens vedkommende Hartmann seniors liv og virke, der strækker sig frem til 1900, – mens maleriet indtil for nylig blev sat til perioden fra 1817, hvor Eckersberg blev professor på Akademiet,  til 1848, året hvor både Lundbye og Købke døde som unge, lovende kunstnere.

Men den ene af forskerne i kataloget understreger, at Guldalderen nu på billedkunstens området er rykket til 1801 med slutpunkt måske stadig i 1848. Periode eller ej og fikse kuratoretiketter:  både de hollandske og de danske motiver fortæller hverdagshistorier.

Katalog og tilrettelæggere understreger, at værkerne skal ses som en kontrast til det såkaldte historiemaleri. Her blev kendte situationer eller personer afbildet. I genremaleriet er det øjebliksbilleder og hændelser, som de udspiller sig hos anonyme borgere og bønder.

Alt det og mere til kan iagttages på Nivaagaard, hvor gode plancher fører tilskueren ind i museets tankegang og påpeger detaljer i de mange værker.

Udstillingen er farveri, og det understreges af en ganske opfindsom ophængning og udstillingsdesign med ekstra vægge i skarpe farver. Det har givet mere udstillingsplads.

Der er nok at se på og opleve på væggene. Mange af de danske værker, som er hentet fra danske museer, er kendte – hvorimod de hollandske vel for mange  vil være nye bekendtskaber.

Det er imponerende opmarch af kunstnere:

Eckersberg, Marstrand, Rørbye, Bendz, Købke, Jens Juel, Blomster Jensen og mange flere fra den danske glansperiode, mens de hollandske malere fra perioden 1600 – 1680 på vore breddegrader er mindre kendte, men deres værker er overraskende charmerende, når de får det skarpe udstillingslys på.

Kataloget er flot om vanligt på Nivaagaard. Og både udstilling og katalog er støttet af A P  Møller Fonden.

Detalje:

 I en artikel i kataloget af Charlotte Christensen er 7 ud af 17 afbildninger ikke med på udstillingen. Det virker lidt mærkeligt, heldigvis markeres det, så læsere, anmeldere og lign. ikke tager fejl.

Et bondebillede af Marstrand bliver i denne omgang ikke relateret til at være et Holberg-motiv fra ”Erasmus Montanus”. Men i 2020 ved den store Marstrand-udstilling (også vist på Nivaagaard) kunne Charlotte Christensen i kataloget (s.79) benævne samme billede, som ikke er udstillet her i 2024, med Erasmus Montanus.

Da hverdagen stjal billedet – udstillingen er åben fra 28.1. – 16.6. 2024 på Nivaagaards Malerisamling.

www.nivaagaard.dk