∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gauguin og hans venner på Ordrupgaard.
”Gauguin og hans venner” på Ordrupgaard er en interessant udstilling, hvor ikke alle kunstnere på væggene er lige kendte.
Tænk, at der stadig kan vrides nye vinkler ud af fænomenet Paul Gauguin. Men det er lykkedes for Ordrupgaard at skabe en fornyende udstilling, der med udgangspunkt i Paul Gauguin, som museet ejer flere værker af, viser flere yngre kunstnere, som var i nærheden af Gauguins tilholdssteder i Bretagne i slutningen af 1880-erne og begyndelsen af 1890-erne.
Det var byerne Pont-Aven, som siden gav navn til en hel kunstnerisk retning ”Pont-Aven- skolen” og kystbyen Le Pouldu. Omkring 500 km væk fra metropolen Paris fandt kunstnerne i slutningen af århundredet den ro og oprindelighed, som de kunne inspireres af og tillige udnytte. Men så mange kunstnere flokkedes om de små byer, at det nok har sat sit præg på det landlige liv. Og det er netop livet i Bretagne, i nogle få år, som er den underliggende idé bag den nye udstilling.
Det har i de seneste år været på mode at udskamme kunstnere for deres gerninger tilbage i tiden. Det er sket ikke mindst i Flemming Friborgs nye bog om Gauguin ( anmeldt her: https://www.kulturkupeen.dk/gauguin-mennesket-monsteret-og-myten-ny-bog/ ) og i Glyptotekets udstilling om Gauguin og Fransk Polynesien (anmeldt her: https://www.kulturkupeen.dk/paul-gauguin-hvorfor-er-du-saa-vred-udstilling-paa-glyptoteket/ ).
På Ordrupgaard tager man hånd om kunsten for kunstens egen skyld. Det er befriende og atypisk for denne tid, hvor enhver kan blive forfulgt for synder begået i fortiden.
Der er selvfølgelig nok at komme efter hos Paul Gauguin, der først sent begyndte at male. Han havde hustru og børn i Danmark, men opholdt sig mest i Frankrig og siden Fransk Polynesien og førte en anderledes livsstil med unge kvinder af anden etnisk herkomst. Det ville ikke gå an i dag.
Men Ordrupgaards nye udstilling er tiden lige før Gauguins asiatiske eventyr. Det er såmænd kun to-tre år, i perioden 1888-1891. Derfor ses på væggene Bretagne-idyl, landskaber og også kristne emner, bl.a. ”Bretonsk Kristus (Den grønne Kristus).
Det bemærkelsesværdige på udstillingen er bl.a. et par meget unge danske kunstnerspirer, Mogens Ballin og G.F. Clement. Først drager de til Paris og derefter ud mod vest til Bretagne for at finde Gauguin. Også deres billeder er mere end gode, men noget tungsindige og farvemæssigt tilbageholdende. Det ikke hver dag man møder deres værker. De slutter sig siden til gruppen, der kaldte sig ”Les Nabis”.
Dermed jonglerer udstillingen mellem begreber som symbolisme og det mere sofistikerede syntetisme, som er en udløber af symbolisme og står for en forening af ydre og indre virkelighed, gerne via erindring og tillige Les Nabis.
Blandt de lidt yngre franske malere, som så op til Gauguin er en række mere kendte kunstnere: Sérusier og Bernard, og som det hedder i sportssproget yngre profiler: Maurise Denis, Jan Verkade og siden altså danskerne Mogens Ballin og G.F. Clement.
Interessant er det, at mange af værkerne også fra ”eleverne” side synes at vise markant beherskelse af flader og farver. Og slægtskabet mellem de mange forskellige kunstnere er iøjnefaldende.
Danske J.F. Willumsen har naturligvis også en plads på udstillingen.
Han kommer til Paris og ser den skelsættende udstilling som eftertiden har givet navn efter udstillingsstedet Volponi. Det er i året 1889, hvor der endnu engang var Verdensudstilling i Paris. Som bekendt tager Willumsen i høj grad ”farve” af Gauguin og bliver efterfølgende en god ven, men tager siden afstand fra den udefra set tydelige inspiration fra Gauguin.
At der i disse år er en gennemstrømning af flere nye tendenser gør ikke Ordrupgaards udstilling mindre vigtig.
En ekstra pointe er bl.a. Gauguins udsmykning af en kro, hvor han logerede i Bretagne. Her blev vægge og loft dekorerede og en fotostat på museet giver lidt fornemmelse af dette Gesamtkunstwerk, hvor der også er gengivet samtidige værker og ligeså er medtaget den byttehandel som Gauguin og Willumsen foretog. Willumsen fik en træskulptur, mens Gauguin modtog et maleri af en bretagnekvinde med et noget forvredet ansigt.
Paul Gauguin. Bretagnepige og gås ved vandet, 1888. Olie på lærred, 25,1 x 39,4 cm. Privatsamling, Canada
Værkerne er smukt hængt op på grønne vægge i de nyere udstillingsrum, hvor man skal bevæge sig fra etage til etage for at ende nede i dybet. Det fungerer, men arkitekturen af henholdsvis Zara Hadid og nu også Snøhetta, er stadig en gåde. For kompliceret, for besværligt.
Kataloget er stort og smukt, layoutet af Mikael Jensen med en hovedtekst af en fransk specialist, André Cariou efterfulgt at en danskrelateret artikel af overinspektør Dorthe Vangsgaard Nielsen. Det er godt, for netop en dansk vinkel har flere gange tidligere været savnet i Ordrupgaards kataloger. Men de store ambitiøse udstillingskataloger, som danske kunstmuseer ynder, skal passe på ikke at lade form og æstetik få præference fremfor nytteværdien.
Plancheteksterne på udstillingsvæggene er gode og burde egentlig være trykt til publikum med kunstneroversigter og ekstra detaljer om de udstillende kunstnere.
Kort sagt: Udstillingen i Ordrup i den stadig lidt betonagtige tilbygning er i høj grad værd at bruge tid på. Udstillingen er et vigtigt supplement til det samlede billede af kunstneren Paul Gauguin og hans betydning. For i de seneste år har prædikatet næsten udelukkende været, at han var en skidt knægt. Måske egensindig, siger Ordrupgaard, men Gauguin var også en mand, der samlede folk omkring sig, og hvilke malerier blev ikke resultatet!
Udstillingen lægger op til nye udstillinger, der kan fortsætte i sporet og afdække mere om den store variation, der var i kølvandet på impressionismen, over symbolismen for at ende i det moderne abstrakte og dermed inddrage mindre kanoniserede kunstnere.