∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gasolin. Ny bog om 9 års sammenhold i et band – skrevet af Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsgaard.
Hvad er ligheden imellem Dronning Margrethe, Jørgen Leth og Gasolin? Svar: Der kommer mindst en og helst flere biografier om dem hvert år op til julesalget. 2021 er ingen undtagelse. Jeg er sprunget kækt og frejdigt hen over vor dronnings portrætbøger, har til gengæld glædet mig over Jørgen Leths seneste skriblerier, for det er vist en god betegnelse for ”Mine Film”. Med Gasolin er det noget andet.
Den myreflittige skribent og journalist Jacob Wendt Jensen er medforfatter til bogen om Gasolin. Han udsendte sidste år op til jul den store Matador-bog, hvor han var medforfatter, og er ellers i det daglige filmanmelder i Jyllandsposten m.m. Han står bag en lind strøm af bøger med skuespillerportrætter og har nu sammen med Niels Ole Baadsgaard skrevet en bog om den gamle rockgruppe.
Jacob Wendt Jensen er altid grundig og velskrivende, og det bærer bogen præg af. For “Gasolin” er sympatisk, udleverer tilsyneladende ingen, men ligger i slipstrømmen af nogle af de bøger og dokumentarfilm, som er kommet, de fleste inden Kim Larsens død i 2018.
Først da sangeren, komponisten og digteren Kim Larsen gik bort, blev vi vist for alvor opmærksomme på, hvilken næsten uudgrundelig placering han havde fået i dansk bevidsthed. Siden er kommet mere litteratur om Larsen og tiden, bl.a. en meget sympatisk portrætsamtalebog med Kim Larsen, skrevet af Jens Andersen på opfordring af Kim Larsen.
Her i “Gasolin” er der mindst 900 citater (står der på bagsiden) og mange stemmer er med i denne stilfærdige kakafoni, hvor Kim Larsens skygge dog er er svær at komme udenom.
Den nye Gasolin-bog forsøger at dele sol og vind lige mellem bandmedlemmerne, for det er kollektivhistorien, som er bogens mission: Gasolin: 1969-1978. 9 år blev det til. Spørgsmålet er, om de 9 år formede skjalden Kim Larsen, eller han havde så meget kraft i sig at årene med Gasolin blot en god start. Bogen konkluderer vist ikke – og jeg tør heller ikke.
Strukturen med den uendelige og velredigerede strøm af citater er sjov. Minder mest af alt om en radiomontage, for de to forfattere har gennemgået alt det materiale, de har kunnet finde. Derefter har de interviewet de levende sjæle, som ville stille op. Alle hovedpersoner og bipersoner står frem i direkte citater. Men hvordan det nu end har været, så er de lidt for enslydende til, at deres personlighederne titter frem. Transskriberingen fra bånd til tryk har nok været lidt for hårdhændet – eller også har de to forfattere ønsket denne mainstream ordstrøm.
”Gasolin” blev en kortvarig historie. 9 år: 1969-1978, så havde de slidt nok på hinanden, som i et slags ægteskab, hvor man har været for tætte, for kreative, for krævende. I øvrigt med en økonomisk bet til alle. Derfor er det ikke de 4-5 musikeres lange liv, der beskrives. Det er, som vi også kender situationen andre steder fra, bl.a. med the Beatles, hvor det også var en periode på under 10 år, som bare måtte afsluttes. Personlighederne og egoerne blev for store, kataloget var brugt op, drømmene var ved at blegne….
I begyndelsen er det sjovt at læse de forskellige personers fortolkning af de tidlige år. Wili Jønsson er den nemme, der også er musikalsk. Han har lige fra starten haft styr på privatlivet med sin livsledsager og kone Katrine Jensenius. Franz Beckerlee er den urolige, den ambitiøse, den sitrende, den krævende, den vanskelige, men også ham, der måske havde check på de nyeste strømninger – også uden for rocken. At han i en sen alder ikke når at blive forsonet med Kim Larsen før dennes død, nager ham vist stadig. Beckerlee, der i dag er billedkunstner, ville længe tage til Odense og tale med Kim Larsen og få ”orden på fortiden”, men fik det ikke gjort.
Trommeslagerne var der flere af i bandet, uden at de var problembørn. Først afdøde Bjørn Uglebjerg, der får venlige ord med på vejen af bl.a. fotografen Susanne Mertz. Han var vist lidt rodløs og altid på vej videre til et nyt band. Siden kom Søren Berlev. Som han ses på de mange fotos og også efter hvad han siger, virker han nemmere end de andre og den ideelle samarbejdspartner. Ham var der ikke så meget vrøvl med.
I andre dokumenter end i denne bog, er det blevet beskrevet, hvordan hverken Franz eller Wili i begyndelsen ville acceptere Kims guitarspil og såmænd heller ikke hans sange. Dette skisma underspilles lidt i bogen, men måske vil de to herrer ikke indrømme det i dag.
Ved Kim Larsens død i 2018 var det som om, en masse brikker faldt på plads. Det var ikke bare én selv, der havde været fascineret af gavflaben Kim, hans stemme, hans musik og måske også hans sympatiske og stilfærdige privatliv. Der var en hel nation, der i et tidsspand på 40-50 år havde vænnet sig til en ganske bestemt sound og nogle tekster, der var uimodståelige. Og igennem de 40-50 år var det som om der måske ikke blev skelnet så meget imellem Gasolin-tiden – og årene derefter.
Bogen “Gasolin” kredser af naturlige årsager om de 9 år, hvor det meste skete, mens citaterne vel indeholder en del efterrationaliseringer. For mig, der er vant til at læse kilder og være kildekritisk, er det ærgerligt, at det enorme kildearbejde, som fint er noteret bagest i bogen, ikke fremstår i selve teksten. For en udtalelse er altid præget af den tid og de vilkår, hvorunder den er blevet til i. Der er pokkers stor forskel på et synspunkt sagt til en avis, on location, in action, i midten af 1970erne, i 1990erne og så i 2020. Men det er prisværdigt, at der ikke snydes på vægtskålen og at alt oplyses. Det havde bare givet en mere udbytterig læsning, hvis tid og sted var noteret tydeligt.
Bogen er på 478 sider. Det er meget, for meget. Teksten havde ikke mistet noget ved at blive strammet op. Den legendariske radiomontage-mand Viggo Clausen sagde engang, at der aldrig var nogen radioudsendelse, der havde taget skade af at blive forkortet. Og lytteren ved jo ikke, hvad der er skåret væk.
Sådan har jeg det også med bogen. For det her er jo ikke en minkkommission, hvor end ikke det slettede må forblive skjult!
Gasolin. Politikens Forlag.
Udkommet november 2021 – 50 året for gruppens første album.