∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Galathea 3000 på Mungo Park.
Mungo Park i Allerød er altid et spændende sted at besøge. Atmosfæren er imødekommende, nye dramatikere præsenteres, og der er styr på det hele med program, information og i disse tider også Corona-restriktioner. Mungo Park er et sted, hvor man føler sig velkommen som publikummer og sikkert også som ung kunstner.
”Galathea 3000” er ”nyskrevet dansk dramatik”, som den forjættende etikette lyder. Bag ved står dramatikeren Marie Bjørn. Men ”Galathea 3000” er nu langtfra nytænkende. Historien er hentet hos Ovid i “Metamorphoser” og kendt fra George Bernard Shaws gendigtning ”Pygmalion”, der som bekendt førte videre til musicalen ”My fair Lady”. Også i billedkunsten er der mange eksempler. Kan en mand skabe sin drømmekvinde? Ja, lyder det historiske svar, men går det an i disse ligestillingstider? Så kunne man jo vende historien om og lade en kvinde udforme sin idealmand! Men bare ikke her hos Marie Bjørn.
Forestillingen ”Galathea 3000” er pakket feministisk og delikat ind i lyserødt – all over. Men hvorfor? Det må stå hen i det uvisse. Scenografen Mikkel Rostrup og instruktøren Anders Lundorph har helt bevidst valgt et utopisk, kvindeligt univers. Lidt mystisk, når det handler om en ensom (moderne) mand, der ønsker sig lidt selskab. Det køber han via nettet, og så står hun der på scenegulvet i cellofan, og det er faktisk visuelt brandflot.
Først er hun dukke med bevægelser, der kendes fra bl.a. balletten ”Coppelia”. Med stive arme- og ben-bevægelser vralter hun rundt og kan næppe tænke eller tale. Siden kommer der mere styr på både bevægelser og det verbale. Hun er faktisk så lærenem, at hun ud af det blå opremser navnene på hele verdensdramatikkens ulykkelige kærlighedspar – og oveni operahistoriens mange dødsmærkede kvinder. Det lyder nærmest som en eksalteret mundtlig eksamen i dramaets historie, eller måske er det afslutningen på den teoretiske del af dramatikeruddannelsen? Det er bare ikke nok til at få den flagrende historie på sporet igen.
De to skuespillere Ellaha Lack og Zaki Nobel Mehabil går hver sin vej: han er stille og lidt tung i sine bevægelser og føler sig næppe hjemme i den lidt for stramme og lidt for lyserøde habit. Hun fuld af for megen kraft i lillepigekjolen, mens hun rabler med skinger røst, da hun først er kommet i gang med at snakke.
At det hele ender i vold, mord (?) og evt. genopstandelse synes svært at forstå, men er samtidig en logisk udgang på det håbløse forhold imellem de to figurer på scenen. De er bare en dårlig match.
Det er ikke mærkeligt, at Marie Bjørn har skrevet stykket, for man skal altid afprøve kræfter op imod de store forgængere. Men det er ikke indlysende, at Mungo Park har taget imod stykket. Så kan scenograf og instruktør stå på hovedet; lige meget hjælper det, hvis historien og teksten ikke føles relevant.
Medvirkende: Ellaha Lack og Zaki Nobel Mehabil
Instruktør: Anders Lundorph
Dramatiker: Marie Bjørn
Scenograf: Mikkel Rostrup
Lyddesign: Asger Kudahl
Lysdesign: Mikkel Givskov
Dramaturgisk manuskriptkonsulent: Miriam Frandsen
Plakatfoto: Mikkel Russel
Forestillingsfotos: Zuhal Kocan