∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Frøken Julie på Vendsyssel Teater.
Det ambitiøse Vendsyssel Teater prøver endnu engang kræfter med en af teaterhistoriens store tekster: August Strindbergs ”Frøken Julie”.
Stykket er både moderne i sin kvindeopfattelse og så alligevel ikke, for læser man Strindbergs forord til teksten, er indstillingen frygtelig gammeldags. For i 1888 påstod Strindberg stadig, at manden var kvinden overlegen på alle områder og ikke mindst intellektuelt. Allerede 9 år tidligere havde Henrik Ibsen ellers ladet Nora Dukkehjem smække med døren og forlade mand og børn. Men hos Strindberg er andet og mere på spil, for her er der også klassekamp i samfundet og imellem kønnene. Og så er der drømmen om at skabe et naturalistisk teater, hvor det er mennesker af kød og blod styret af deres lidenskaber, som er sat på scenen.
Den fine adelige Frøken Julie lægger midsommernat an på tjeneren Jean, mens hans forlovede Kristin er den umælende tilskuer. Jean giver som mand efter for begæret og får efterfølgende ingen skrupler, men hvad skal de gøre? Det løser sig til sidst, for da greven ringer på sine støvler, har Jean glemt alt om en anden fremtid og er tilbage i sin tjenende rolle. Julie må sejle ud i mørket.
Ikke blot skal kvinden fremstilles som taber, hun skal ifølge Strindberg også bekæmpes, for han var jo selv ”Tjenestekvindens søn”. ”Frøken Julie” er en kompleks og fantastisk tekst, hvor Strindberg også anvender begrebet halvkvinde i sit forord.
Hermed har instruktøren Christoffer Berdal nok at arbejde med i sin opdaterede og meget gennemtænkte iscenesættelse. Og Berdal går et skridt videre, som Strindberg måske ville applaudere, og som i hvert fald ligger lige til sidebenet i disse LGBT tider. Instruktøren bytter midtvejs om på rollerne.
Første del iscenesættes efter bogen. Jean, tjeneren, spilles arrogant og nuanceret af Albert Stein Ankerstjerne, mens Maria Cordsen, som har en lidt for moderne diktion, tager sig af Frøken Julie.
Efter nattens klimaks, som sker off stage, men illustreres som et visuelt og lydligt inferno eller vulkanudbrud, skifter skuespillerne roller. Han bliver til en kvinde og vice versa.
Hvad Berdal opnår ved dette bytte er svært at sige, for stykket er så genialt og teksten så ren, at der kun behøves nogle meget gode skuespillere og ingen ombytning. Albert Stein Ankerstjerne magter dog på imponerende vis først at spille stærk mand og siden en lidt for bly, falden kvinde, men Maria Cordsen kommer desværre til kort og bliver ikke så troværdig.
Kristin, husholdersken, der accepterer mesalliancen, så længe Jean stadig er hendes forlovede og vil giftes, er som en klippe. Kristin spilles fint og afmålt af Linnea Voss og bliver derfor endnu en kvinde, man må tage afstand fra. Tænk, at hun med biblen i hånden på vej til andagt kan goutere Jeans sidespring, så længe hendes fremtid som ægteviet blot er sikret! Jean kan i denne version heller ikke tilgives, og det hele ender som typisk strindbergsk. De, menneskene, vi mennesker, er alle syndere og uslinge.
Scenografen Marianne Nilsson viser endnu engang en æstetisk og meddigtende styrke. Det berømte køkken i ”Frøken Julie”, hvor Strindberg har beskrevet alle detaljer, får en interessant ajourføring. Forestillingen er tænkt til turné, så Marianne Nilsson har i en helt lys farvenuance skabt en væg med et vindue fyldt med lysende blomster og et køkkenbord med alt, hvad der skal bruges. Samtidig kan det hele gemmes væk under låg, så rummet, lyst som en midsommerdag, kan anvendes i takt med den fremadskridende handling, hvor der både spises, drikkes, forføres og som bekendt også til sidst halshugges en lille indespærret pipfugl – symbolet på Julies egen 1888-situation.
”Frøken Julie” er en krævende tekst, der fordrer præcision og nuancering af alle tre skuespillere og en instruktør, der ved, hvad han vil. Christoffer Berdal har gjort sit hjemmearbejde og afprøver her en moderne, lidt trendy idé og er sluppet godt fra det. Men for et førstegangspublikum kan det måske være svært at forstå, hvorfor figurerne skal skifte køn – eller i hvert fald skuespillere. Og for skuespillerne kræver det et stort, teknisk register.
”Frøken Julie” fra 1888 overlevede altså endnu engang at blive ajourført, så August Strindbergs afklædning af de menneskelige attituder nu kan forstås af også nye generationer.
Frøken Julie spilles i København under Cphstage d.4.6. på Teater V.
MEDVIRKENDE
Frøken Julie (Jean): Maria Cordsen
Jean (Frøken Julie): Albert Stein Ankerstjerne
Kristin: Linnea Voss
Tekst: August Strindberg
Oversættelse: Sven Holm
Instruktion: Christoffer Berdal
Scenografi: Marianne Nilsson
Lysdesign: Marcus Philippe Gustafsson
Lyddesign: Kasper Neergård
Dramaturgi: Anne Middelboe Christensen
Fotos: Tao Lytzen