∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Frit Flet – teater S/H og siden på Mungo Park Kolding.
For øjeblikket synes der at være en ekstrem jagt på gode teatertekster. Det har fået mange teaterfolk til at kaste sig over diverse film og bog-successer. Men selv om det oprindelige værk mere end opfyldte sin rolle, er der ingen garanti for at det kan klare sig på en teaterscene.
”Frit Flet” havner lige i suppedasen. Da bogen udkom, blev den beundret – 600 sider – sammenstillet som en utidig fletning. Tre kvinder, med egne kunstneriske løbebaner, havde fundet sammen, og hvis det syntes lidt rodet, var det nok hensigten, at det skulle være rodet.
Som teater, med allerede anerkendte, unge kvinder bag, er ”Frit Flet” desværre blevet til en ucharmerende forestilling, som det er svært at sige noget pænt om. Det visuelle er kikset på den forkerte måde: et par kedelige gardiner, et hul på scenen, og kostumer, der synes hentet i en billig udklædningsbutik. Mærkeligt, for scenografen Francisca Zahle har inden for de seneste år vist stort talent ved at kunne beherske et scenebillede, ikke mindst i ”Melodien, der blev væk”, ”Aladdin” samt ”Revolution”. Også instruktøren Liv Helm har tidligere fået anerkendelse for sine bedrifter, senest med ”Messias i Nat” på Husets Teater. Dramaturgen og komponisten er ligeledes anerkendte. Men tilsammen bliver denne fletning for mig frastødende på den ufede måde. Det synes så gammeldags det hele.
Skuespillerne flagrer i stil, der er meget lidt samspil, de står som steler på den lille scene, og når de får lov at bevæge sig, spiller de på deres kendte repertoire, som om instruktøren er gået hjem.
Musikken og sangen er ubestemmelig og giver intet til teksten.
Teksten er som regel ophøjet, lidt ukonkret, men det lille blodige foster, som får lov at ligge på scenegulvet en rum tid, taler sig eget sprog. Og da Ina-Miriam Rosenbaum tager briller på næsen og hiver 5 krøllede a4 sider frem og begynder at læse op om mere end 150 hustrumishandlere, der var ret uopfindsomme i metoden (for det var enten kniv, kvælning eller skud) er der ikke mere at sige. Godnat.
Teater Sort/Hvid vil gerne gå til grænsen – og måske også overskride den engang imellem. Det er helt fint. Bare der er noget at sige, og bare publikum også føler sig velkommen.
Åh, forresten. Jeg glemte at nævne den store døde hest, som lå ved scenekanten i begyndelsen – og siden forvistes til et hjørne. Jeg er ikke færdig med at analysere dyrets betydning.
Forestillingen skal efterfølgende spilles på Mungo Park i Kolding.
I øvrigt ligger der på teatrets hjemmeside 24 siders undervisningsmateriale, hvor eleven/læseren opfordres til at tage stilling til alt muligt. Bl.a. gøres der meget ud af begrebet “remediering”, dvs. hvordan går det, når noget flyttes fra bogside til scenegulv. Og her kan jeg blot tilføje: rigtigt skidt i denne omgang.
Tekster af NAJA MARIE AIDT, LINE KNUTZON og METTE MOESTRUP, Forlag GYLDENDAL, Tekstbearbejdning LIV HELM, FRANCISKA ZAHLE, HANNAH SCHNEIDER og TANJA DIERS, Instruktør LIV HELM, Scenograf FRANCISKA ZAHLE, Komponist og musikalsk instruktør HANNAH SCHNEIDER, Dramaturg TANJA DIERS, Kostumier og rekvisitør ANNA LADAS, Lysdesigner MORTEN KOLBAK, Lyddesigner ASGER KUDAHL, Medvirkende SOFIE TORP, INA-MIRIAM ROSENBAUM, KIRSTEN PEÜLICHE og MARIE NØRGAARD
Forestillingen er skabt af teater Sort/Hvid, der er et lille storbyteater med tilskud fra stat og kommune samt fondsstøtte fra Statens Kunstfond, Sonningfonden, Københavns Universitet og Wilhelm Hansen Fonden.