Af Ulla Strømberg.
Frihedsmuseet. Serie om danske Museer, nr. 10.
Længe leve Wikipedia – for uden denne servicerende tjenestes oplysninger om Frihedsmuseet, ville jeg ikke kunne skrive noget fornuftigt. I gamle dage fandt man jo oplysninger i ”Hvem hvad hvor” og hos Politikens oplysning, når altså et museum ikke selv var i stand til at tilfredsstille ens nysgerrighed.
Hermed har jeg også markeret, at informationsniveauet på det nybyggede Frihedsmuseet, som åbnede i juli 2020, er under al kritik. Og jeg tillader mig at skrive dunder om dette ret lille museum, fordi det er statsligt og underlagt Nationalmuseet.
Mange har sikkert set den nydelige rotundebygning på Esplanaden skråt over for A.P. Møllers mammut-bebyggelsen, nogle har måske allerede nået at besøge museet.
Det oprindelige museum åbnede for indsamlede penge i 1957 i en ny træbygning. En eventuel påsat brand forårsagede en total nedbrænding i 2013. Private fondspenge muliggjorde reetableringen af det nye museum i en bygning delvis under jorden tegnet af Lundgaard og Tranberg arkitekter. Nydelig og diskret bygning, der nærmest falder i med græsplæne og det bagvedliggende Kastellet.
Fra man kommer indenfor er alt mørkt og uden dagslys. Den lille hall er fiks i disse corona-tider, da op til tre grupper kan sidde og vente ude i nicherne.
Der udleveres kun en ubrugelig minifolder med en grundplan uden forklaringer.
To etager nede (trappe eller elevator) er der en smal indgang til udstillingen. Her får man udleveret en lille maskine i snor. Det viser sig at være en hastighedsmæssig gumpetung minihøjtaler. Hensigten er, at man skal scanne et højtalersymbol rundt i udstillingen og vil så høre en langsom stemme læse op – dog nogle gange spillescener i monologform.
Udstillingen er som sådan smuk, hvis det var et besøgscenter om en ”begivenhed” i den nære fortid. Mørke tableauer med enkelte nye (og gamle) genstande, vinduer med skygger, plakater (genoptryk?) og filmede indslag med stemmer, der nok er ”pæne” men slet ikke har den ”sound” som var karakteristisk for danskere tilbage i 1940erne. Kort sagt lidt flinkt amatørteater, der skal eksemplificere og individualisere modstandsbevægelsens aktører.
Som i et sneglehus er der kun en vej at gå, fremad og rundt og rundt – ingen smutveje – kronologien skal følges. Har man hang til klaustrofobi er det nye Frihedsmuseet – et par etager under jorden uden vinduer og langt til udgangen – ikke stedet at opholde sig.
Den udleverede højtaler viser sig ind imellem at være ubrugelig – enten fordi der var pause i oplæsningen eller ? På flere af filmsekvenserne står der i øvrigt tekst, mens de ophængte plancher er for simple, for få og også for små.
Personalet er venligt og tålmodigt, for vi var mange med ubrugelige højtalere denne mandag formiddag. Og man brugte næste lige så meget tid på højtaleren som på at aflæse montrerne.
Selv efter en dobbeltrundtur blev jeg ikke ret klog på Anden Verdenskrig, og hvis jeg skulle formidle de fem år til børn, unge eller andre uvidende, ville jeg henvise til TV–serien Matador, som på en meget levende måde var i stand til at formidle et simpelt og enkelt ( og naturligvis også banalt) budskab. Men det gik lige hjem hos publikum. Jeg tror nemlig ikke det nye frihedsmuseum hare større ambitioner end Matador havde, de er bare ikke så gode.
Der er flere ubesvarede spørgsmål, der trænger sig på: Hvis vores Nationalmuseum er garant for dette museum, må man da gå ud fra, at formidlingen er i orden – og det vil bl.a. sige, at udstillingen skal opfylde visse krav om autenticitet, dvs. ægte genstande, fokusering på det væsentlige, prioritering i formidlingen etc. Man kan vel også gå ud fra, at det hele ikke er tænkt serveret på et 9. klasseniveau.
Denne mandag formiddag var der primært ældre mennesker. I mørket kom man til at tale med forskellige gæster, når man prøvede at trykke på højtaleren. Flere undrede sig over, hvorfor det egentlig lignede Arbejdermuseet, dog uden den rigtige lugt af kiksekage m.m.
Min lille gruppe var så heldig, at vi i vor midte havde en person, der var kyndig i militærhistorie, og hvis fader havde været en aktiv modstandsmand. Hans udgangspunkt var, at et Frihedsmuseum netop er vigtigt i dag for at forklare nye generationer, hvad der kan ske med et lille land, hvis eller når det militære forsvar ikke i tilstrækkelig grad er i gear.
I øvrigt har det lille Bådteatret siden slutningen af august spillet en meget fin forestilling skrevet af Kristian Halken: ”Scavenius”, som havde været udenrigsminister under første Verdenskrig og modvilligt også blev det under Anden Verdenskrig. Den lille forestilling forklarede mere om tiden 1940-45 end et helt koksfarvet ”oplevelsessted”.
Et nyt, lille katalog kan købes. Det er moderne i det veldesignede look, men mange af teksterne er på mørk baggrund og er derfor svære at læse. Der mangler en kronologisk oversigt og en direkte relation til museets udstilling. det er ærgerligt.