Kommenteret af Ulla Strømberg.
Franciska Clausen: Hele billedet – stor bog og udstilling på ARoS.
Der er kun få uger tilbage til at opleve den store udstilling på ARoS med adskillige værker af den danske maler Franciska Clausen (1899-1986). Samtidigt er udkommet en stor monografi om kunstneren skrevet af Inge Lise Mogensen Bech. Undertitlen på udstillingen: ”Hele billedet” er en meget dækkende betegnelse, men i øvrigt afviger bogen ikke så meget fra udstillingens opbygning.
I museets store udstillingsrum, som tidligere bl.a. rummede de fascinerende Turner-billeder, giver de mange temporære vægge mulighed for at dele udstillingen ind i flere forskellige temaer: Avantgardisten, portrætmaleren, modernisten, maskinæstetikeren, surrealisten, designeren og plakatkunstneren. Det er museets betegnelser, der synes ganske velfungerende, men også lidt pedantiske.
Hovedpointen synes for både bog og udtilling at være en fremhævelse af et forholdsvis ukendt aspekt i Franciska Clausens oeuvre, nemlig Clausen som portrætmaler. Dertil er også den nu nødvendige feministiske vinkel om den kvindelige kunstner, der måtte gå så grueligt meget igennem og alligevel fik skabt nogle enestående værker.
De fleste kender Franciska Clausen som den i flere perioder måske glemte kvindelige kunstner, der ikke mindst i først Berlin og siden Paris havde tæt kontakt i 1920erne med flere toneangivende kunstnere, bl.a. Legér. Clausen frekventerede hans malerskole og udviklede et interessant billedsprog i samklang med datidens parallelle maleriske udtryk og bevægelser, ikke mindst det konstruktivistiske og maskinæstetiske – og efterfølgende tillige det surreelle. Også Clausen som plakatkunstner eller designer viser hendes meget interessante greb om fladen, og Clausen rammer med præcision tidens udtryk.
Franciska Clausen nåede heldigvis at blive berømt for sine værker, inden hun i en alder af 87 år døde i 1986. På det tidspunkt var hun lykkeligvis også kommet på Finansloven, så den gamle historie om, hvor overset og fattig hun levede i sine sidste år er nok ikke helt rigtig. Og anerkendelse var der faktisk nok af. Statens Museum for Kunst erhvervede lige før hendes død en række vigtige værker.
Men, men. Helt ligetil var hverken Franciska Clausens liv eller hendes efterladte værk, som for hovedpartens vedkommende i dag befinder sig på Kunstmuseet Brundlund Slot i Sønderjylland. Tidligere kunne man opleve en del af Clausens livsværk på Trapholt Museum.
Kunsthistorikeren Inge Lise Mogensen Bechs store fortjeneste er sammen med ARoS at fremhæve portrætkunsten som et nyt aspekt hos Clausen. Men for mig at se er det problematisk, fordi hverken bog eller udstilling sætter spørgsmålstegn ved kvaliteten af portrætterne. Netop de mange portrætter synes på alle måde at vise bagud – og måske ligefrem lægge sig op ad en næsten triviel fremstillingsform. De synes helt upersonlige og uden samklang med resten af det kunstneriske oeuvre.
Udstillingen prøver på ingen måde at lægge skjul på denne indtjeningskilde hos den ellers avantgardistiske kunstner. Franciska Clausen opnåede i øvrigt den store anerkendelse for en kunstner, at få lov både at portrættere Dronning Ingrid (1980) og Dronning Margrethe (1977). Højere kan en dansk billedkunstner næppe nå, men det siger intet om kvaliteten af portrætterne.
På udstillingen får den lange række af portrætter en ret markant placering. Udover danskere ses mærkelige portrætter af internationalt kendte personer, som Clausen kun har mødt via magasiner og blade. Bl.a. Doris Day og Brigitte Bardot ses i kendte 1950er-attituder. I bogen bliver portrætterne præsenteret i indledningskapitlet ( s.18-60). Derved bliver den samlede opfattelse af Franciska Clausen helt fordrejet i forhold til tidligere analyser og mindre interessant.
Men hvordan kunne en kunstner, der var så opsøgende som ung og først drog til Tysklands kunstneriske højborge og siden til Paris for at tage ved lære af de stærke, internationale strømninger.
Netop ved den nye vinkel med Clausens parallelle beskæftigelse med portrætterne bliver den samlede karakteristik af Franciska Clausen måske tættere på sandheden, men for mig langt mindre interessant og fascinerende.
Udstillingen er nem at gå til på ARoS, men hvis man ikke når det, er bogen i sin redegørelse og inddragelse af nye kilder vel det nærmeste, man kommet et opdateret og revideret billede af den store kvindelige kunstner.
Helt bevidst har jeg ikke nævnt så meget om kunstnerens privatliv, da det kun gør karakteristikken endnu mere diffus.
Franciska Clausens tidlige år – ifølge ARoS:
Franciska Clausen er født og opvokset i Aabenraa (da byen var tysk). Hun er uddannet ved Die Grossherzogliche sächsische Hochschule für bildende Kunst i Weimar, Tyskland (1916-17), ved Kvindernes Akademi i München (1918-19), ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, Danmark (1920-21) og under Hans Hofmann ved Hofmann Schule Fur Moderne Kunst i München (1921-22). Derefter søgte hun privatundervisning hos László Moholy-Nagy i Berlin (sept.-dec. 1922), hos Alexander Archipenko i Berlin i 1923 og hos Fernand Léger i Paris (1924-25).
Franciska Clausen: 1899—1986.
Oktober 2022 — 26. Feb. 2023 på AROS –
bogen udkom i oktober 2022 på Strandberg Publishing.