∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Fra Regnormenes liv – på turné.

Repremiere på den meget formfuldendte iscenesættelse af nyklassikeren ”Fra Regnormenes liv”, den svenske forfatter P.O. Enquists mesterstykke fra 1981 om ægteparret Heiberg og H.C. Andersen – men i lige så høj grad om arv, miljø og freudianske tanker skabt hen over et guldaldermaleri af Marstrand.

 

Det er altid en velkommen idé at genopsætte en god teaterforestilling. Derfor skal der lyde stor applaus til Folketeatret, der nu sender instruktøren og teaterchefen Kasper Wiltons ”Fra Regnormenes liv” på turné. Forestillingen er næsten den samme, som ved premieren februar 2022 – og så alligevel ikke.

Michael Moritzen har overtaget rollen som Johan Ludvig Heiberg og gør det med stor stilfornemmelse. Faktisk er det blevet til det bedste bud på denne til dels forhadte skribent, dramatiker, kritiker og ikke mindst teaterdirektør, jeg har oplevet. Michael Moritzen spiller ham afdæmpet, skarpt og samtidigt med det mest elegante og præcise sprog, måske så tæt man kan komme på denne smagsdommer, vi kun kender fra litteraturhistoriens oprulning af kabaler, intriger og ikke mindst litterære som kritiske værker.

Ole Lemmeke har poleret på sit  allerede fine personlige H.C. Andersen portræt, der ved urpremieren i 1981 blev legendarisk og uovertruffet spillet af Jørgen Reenberg. Selvfølgelig kopierer Lemmeke ikke Reenbergs egocentrerede forfatter. Måske derfor er det fortsat en mindre selvfed, men stadig meget akavet digter, som står på scenen her i 2023.  Man kan ikke andet end holde af ham. Intet overspil, men fra Ole Lemmekes side fuld beherskelse af et nervøst menneskes ansigtstrækninger og betoninger. Men den skrøbelige, verdensberømte eventyrforfatter ville vist helst være en klon af Johan Ludvig Heiberg, der kunne skrive tyndbenede vaudeviller og sige kloge ord.

Johanne Luise Heiberg spilles igen af Ellen Hillingsø, der har fastholdt en hård og lidt for præcis fremtoning af denne feterede skuespillerinde. Nok var hun lært op af den ældre ægtemand, der som en anden professor Higgens fra “My Fair Lady” formede hende, men jeg er sikker på, at der må have været noget ægte og genuint i hele hendes væsen. Århundredets skuespiller,  måske alle århundreders danske skuespiller.

Det er stadig et meget koldt,  for koldt, kynisk og nærmest hadsk portræt, som Hillingsø serverer ikke mindst via en syleskarp og kras stemmeføring. Jeg ville ønske, der var nogle sprækker – og ikke kun de steder, hvor proletariatets datter pibler frem – men også momenter,  hvor det rene og yderst begavede menneske Johanne Luise får lov at møde åndsfællen H.C. Andersen.

I denne genopsætning synes Johan Ludvig Heiberg og H.C. Andersen at blive forsvaret af deres fremstillere,  hvorimod Johanne Luise kommer til at fremstå som et alt for usympatisk personage.

 

I den gamle anmeldelse fra 2022 kommer jeg mere ind på selve skuespillet:

Mindeord om den store svenske forfatter og dramatiker P.O. Enquist.