Fra Regnormenes Liv på Folketeatret.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Fra Regnormenes Liv på Folketeatret.

Et eminent drama får nyt liv i en begavet og gennemreflekteret opsætning på Folketeatret  med Ole Lemmeke som H.C. Andersen, Ellen Hillingsø som fru Heiberg og Preben Kristensen i rollen som J.L. Heiberg.

Stykket

Her ved nyopsætningen af P.O. Enquists ”Fra Regnormenes Liv” er det slående, hvor eminent et drama, det er.  P.O. Enquist var fra slutningen af 1970-erne dansk gift og bosat i København. Efter sin gigantsucces med ”Tribadernes Nat” i begyndelsen af 1970-erne om August Strindberg, skrev han i samme dokumentarismestil et stykke om de store danske kulturpersonligheder i 1800-tallet: Fru Heiberg, hendes mand J. L. Heiberg og digteren H.C. Andersen. Som ”Tribadernes Nat” ikke kun handlede om forfatteren August Strindberg, men beskrev mandens store dilemma ved den kvindelige emancipation, som var i gang i slutningen af 1800-tallet, blev ”Fra Regnormenes liv” til et stykke om arv og miljø, det store naturtalent overfor den skolede intellektualisme og natur contra kultur (unatur). I stedet for at skrive om opdigtede personer gravede P.O. Enquist sig ned i kilderne og beskrev et fiktivt natligt møde imellem de tre store kanoner i dansk kulturhistorie. Et ærkedansk drama, ”et familiemaleri fra 1856”, med behørig reverens for Wilhelm Marstrand og hans konstruerede maleri af familien Heiberg omkring det runde bord og lampen.(Malet i 1870).

Replikkerne hos Enquist er funklende og monologerne, som der er flere af, ligeså.  ”Fra Regnormenes Liv” med urpremiere i København i 1981 holder stadig, når teksten som på Folketeatret spilles med stor indsigt i både P.O. Enquists værk og hele den kulturhistoriske baggrund.

Erindringen om urpremieren

Men det kan være farligt at sætte et stykke op, hvor ikke mindst urpremieren var om ikke genial, så i hvert fald er havnet i teaterhistorien. Vi er stadig nogle, der har erindring om førsteopførelsen og kan flere af replikkerne udenad med pauser og betoningerne i ikke mindst Jørgen Reenbergs uforglemmelige fortolkning og sidenhen også fra Ghita Nørbys tilgang til fru Heiberg.

Anno 2022

I den nye opsætning på Folketeatret har instruktøren Kasper Wilton i den grad sammen med scenografen Kim Witzel gravet sig ned i teksten og fået alle nuancer med. Næsten hver replik kan forstås isoleret og tillige sættes i relation til ikke mindst Enquists dramatikerdebutværk: ”Tribadernes Nat”.

 

H.C. Andersen

Ole Lemmeke har ganske beundringsværdigt fundet frem til en sitrende og bevægende H.C. Andersen. Uden at plagiere Jørgen Reenberg har Lemmeke skabt en digterfigur, der ikke er stereotyp, men hvor følelser, fornemmelser og den særegne blanding af ydmyghed og overstadig selvtillid præger hver en bevægelse. Skrutrygget uden at være karikerende, men blot nedbøjet. Også stemmen er hverken overgearet eller det modsatte, men lagt i et interessant leje. For pointen er jo, at vi ikke kender Andersens stemme.Vi ved i dag kun, at han her i 1856 tidligere har haft forbandet ondt i tænderne, men nu har fået et gebis, som desværre ikke sidder fast nok.

J.L. Heiberg

Preben Kristensens Heiberg har de samme dyder. Denne tilknappede, arrogante smagsdommer, som Andersen sætter på plads ved at kalde ham for arkivkritikeren, dvs, manden, der aldrig ændrer mening uanset hvilke farer, han udsættes for.  I en fantastisk monolog fremtryller Andersens fantasi de vildeste oplevelser for Heiberg, men denne kritiker pr. excellence ændrer ikke syn på verden. Heibergs kunstsyn er klippefast og uforanderligt.  Preben Kristensen spiller rollen formfuldendt, men får af dramatikeren ikke lov at være så meget tilstede i det natlige møde.

Fru Heiberg

Fru Heiberg er i realiteten centrum og med Ellen Hillingsøs meget teoretiske tilgang til denne det 19-århundredes største skuespillerinde, bliver der malet med en skarp og sirlig pensel. Det ydre er perfekt. Den lille krølle på kinden, den ranke ryg, kjolen med smal talje og selvfølgelig sjalet, som det kendes fra Marstrands store portræt af hende fra 1845.  Hvordan fru Heiberg talte, hendes stemmeleje, hendes evne til at alene med stemmen at skabe en stemning, ved vi intet om. Men vi kan og må gisne. Og desværre er det netop stemmen, der står i vejen for Ellen Hillingsø. Der er simpelthen for meget kraft på i starten, og når hun (fru Heiberg) endelig slapper af, synes det også fortænkt. Det er ærgerligt, for i denne fru Heiberg ligger en del af fortolkningen af hele stykket. Der tales om død, der tales om glas og en ishinde, men isen skal også smelte i mødet mellem de to ligestillede. For pointen med dette natlige møde er, at de to proletarbørn, som er nået vidt i livet, i ly af nattens stilhed, finder hinanden. Som H.C.  Andersen siger: som bror og søster med reference til ”Snedronningen”: Hans og Hanne.

Men hvor Fru Heiberg fremstår som den dydige elev, der blev løftet ud af proletariatet af først manden Herman siden af J.L. Heiberg – er det anderledes med Lemmekes fortolkning af H.C. Andersen. I al sin uro og tilsyneladende underdanighed hviler han på en måde i sin skrøbelige krop. Hos Ellen Hillingsøs fru Heiberg er alt konstruktion og med for rank ryg og for bratte skift, når hostesaften flytter sproget tilbage til barndommens proletariat. Men hun kan slutte stykket med den geniale erindring, der har givet titlen, om dengang hun som lille sad på trappetrinet. Hun rodede i rendestenen og samlede regnorme op: ”Disse regnorme vaskede jeg omhyggeligt, kærligt, ja så grundigt skyllede jeg regnormene i flere hold vand, at de til sidst var helt …rene.”

Ellen Hillingsø spiller med en overdreven kraft og knyttede hænder hele vejen igennem. Men så megen vrede, så megen kunstighed, tror jeg ikke, at den store skuespillerinde rummede i 1856 efter at have fejret de største succeser i årtier. Selv om P.O. Enquist i sit efterskrift taler om to sprog, men vel egentlig kunne tale om flere: det tillærte, det oprindelige og det sceniske, skal vreden og vulgariteten doseres og bruges psykologisk dramatisk.

Vi skal forstå denne kvinde, der udadtil har fået alt, men indadtil først bliver opmærksom på, hvad hun har givet slip på, da hun møder og forenes med sin klassefælle H.C. Andersen. Men poesien til sidst, den store erkendelse, den menneskelige varme, er desværre kun tilstede hos H.C. Andersen.

Scenografien

Scenografien er tindrende flot, men mere detaljerig end regibemærkningerne forskriver,  og som  urpremieren vist fulgte. Kim Witzel har skabt et psykologisk rum midt imellem drøm og virkelighed – et kulisserum, som stod vi med ét ben i Strindbergs ”Et Drømmespil” – og et andet ben i en udspillet ”Tribadernes Nat”. Det fungerer fortrinligt og er  smukt og funktionsdueligt samtidig med, at der er mindelser tilbage til den gamle scenograf Erik Nordgreens dekorationer til 1940-ernes store skuespil af bl.a. Abell.

Ekstra

I det elektroniske program (øv) skriver teaterdirektøren og instruktøren Kasper Wilton indgående om stykket, og hvordan det har fulgt ham.  Og jeg kan supplere med hvor uforglemmelig premieren var tilbage i 1981.  Kort tid efter interviewede jeg P.O. Enquist, der bl.a. talte om den glassplint, som var havnet i øjet på Fru Heiberg og havde skubbet til hendes verdenssyn. Det var kernen efter hans mening. Mennesket der er faret vild.

Men stykket rummer så uendelig mange fortolkningsmuligheder.  Kasper Wiltons opsætning er værd at bruge en aften på i Nørregade. For her bliver man klog på livet, døden og barndommens betydning. Samtidigt beskriver ”Fra Regnormenes Liv” såmænd også noget så alment som arv og miljø; ægteskab og klasseskel. Anbefaling: Gå om ad Nørregade til “Fra Regnormenes Liv”.

Dramatiker: Per Olov Enquist

Oversættelse: Frederik Dessau

Instruktion: Kasper Wilton

Scenografi: Kim Witzel

Medvirkende: Ellen Hillingsø, Preben Kristensen, Ole Lemmeke, Lisbet Lundquist

 

www.folketeatret.dk

Læs i øvrigt mine mindeord om P.O.Enquist ved hans død:

Mindeord om den store svenske forfatter og dramatiker P.O. Enquist.

 

Ekstra Info:

Johanne Luise Heiberg, født 1812, gift 1831 og død 1890.

Johan Ludvig Heiberg, født 1791, gift 1831 og død 1860.

”Fra regnormenes Liv” findes på DRs Bonanza i en indspilning fra Det Kongelige Teater – ikke i originalversionen i 1981, hvor Birgitte Price spillede fru Heiberg, men fra et tidspunkt, hvor Ghita Nørby havde overtaget rollen og måske da forestillingen var flyttet fra Gråbrødrescenen til  Kongens Nytorv.

https://www.dr.dk/bonanza/serie/686/tv-t/71213/fra-regnormenes-liv-(kglteater)