∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Foto: Susanne Mertz –mit liv i billeder. Ny bog.
Det er en meget personlig, ærlig og varm fotobog, Susanne Mertz har udgivet. Der er ingen krukkede kuratortanker eller redaktørord, dog et forord af Politiken-journalisten Henrik Palle. Alle billederne er fortællende og indimellem også overraskende.
Susanne Mertz’ egne ord fylder ikke meget, men de beskriver dog den virkelighed, hun er rundet af, og som hun så og følte, ikke mindst i sin barndom og ungdom.
Hun var barn af en meget velanset billedkunstner, Albert Mertz, der i de tidlige år havde alkoholproblemer, noget som bekendt påvirker børn.
Hun kendte til et bohemeliv fra tidlig alder, og som voksen blev det blandt datidens rockfolk, hun følte sig hjemme. Det er deres ansigter og deres liv, hun til dels har skildret i de udvalgte fotografier i bogen. Flere af billederne havde jeg allerede set på FB og været fascineret af, da de alle rummer en ærlighed, for at bruge et lidt basalt begreb.
Langt hår, guitarer, bannere for at redde kondemnerede huse, sammenkomster med vennerne og mere langt hår er ikke mindst det, Kameraet fangede i 1970erne. For nogen vil det være eksotisk – for andre et kært gensyn med et miljø, som var engang – og bl.a. skabte en epoke i dansk rockmusik.
De mange billeder fra tiden i de tidlige 1970ere har allerede gjort Susanne Mertz til en af de vigtigste historiefortællere om ungdomsoprøret i Danmark lige omkring 1970 med rockmusikken som bagvæg. Nu er det hele samlet i en bog.
Gasolin i Tivolis Koncertsal 1973. Susanne Mertz. Vist med særlig tilladelse af fotografen.
De allerfleste fotos er i sort/hvid, men når Susanne Mertz begynder at tage farvefotos, synes billederne ikke nødvendigvis mere sande. Måske tværtimod.
Mange af musikerne er i dag kendte, bl.a. medlemmerne i Gasolin som gladeligt flere gange har stillet op til ære fotografen, alligevel ånder der ”en ægte stemning” som fotografen skabte og indfangede. Men mest levende er dog de billeder, hvor fotografen bare har været en del af det hele eller stået ude i kulissen og fanget nogle intense momenter.
Da Susanne Mertz var 16 år gik hun i lære hos Rigmor Mydtskov, den store, fine portrætfotograf. I øvrigt får alle omtalte mennesker på Susanne Mertz’ vej gennem livet tilføjet nogle smukke, positive ord. Det er som om, hun har glemt alt det negative, som jo også hører med til livet. Dermed bliver bogen på trods af genren og de mange sort/ hvide billeder, alligevel så livsbekræftende.
Allerede som 19 årig og færdiguddannet fotograf tog hun til Paris, hvor faderen også boede. Og da studenteroprøret i Paris i 1968 næsten satte byen under undtagelsestilstand, var hun iagttager, men boede uden for byen. Billederne fra tiden i Paris, hvor hun arbejdede hos en reklamefotograf, synes klassisk parisiske med en blanding af tristesse post- Anden-Verdenskrig og så noget genuint fransk, dvs. masser af butiksfacader, gader og caféborde.
Hjemme igen blev hun en del af musikmiljøet og boede i nogle år sammen med musikeren Bjørn Uglebjerg. Derfor står hun i dag som det nok mest sandfærdige og loyale vidne til den danske rockscene i København anno 1970 og i de følgende år. .Igen er det ærlighed og en ren kærlighed til miljøet og de afbildede, der træder frem.
Bogen er livsbekræftende, usnobbet og hele vejen igennem båret af en fremragende fotografs evne til at fange øjeblikket og videreformidle det uden omsvøb og dyre ord.
En ny kortfilm fortæller i øvrigt om Susanne Mertz’ virke:
https://www.dr.dk/drtv/program/kvinden-med-kameraet_451502
Udkommet november 2024 hos Frydenlund i stort format