∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Dansefestivalen København danser har endnu engang overrasket med et vidunderligt livskraftigt og ustyrligt gæstespil – denne gang fra Göteborg:
Det er GÖTEBORGSOPERANS DANSKOMPANI med værket “Hammer” af den 40 årige, internationalt kendte svenske koreograf Alexander Ekman. Der danses på Operaen.
Med ca. 30 dansere i evigt vigør på scenen i halvanden time er det en tour de force om at leve og næsten gå til grunde. En ret banal historie om mennesket der fødes, oplever glæde, vanskeligheder, kærlighed og venskaber. Men så kommer griskheden og selviskheden. Det udvikler sig i ekstrem grad, men menneskene når at finde en form for frelse og vender tilbage til samhørighed og ydmyghed.
Koreografien synes løssluppen og individuel og aldrig banal eller stereotyp – flot klaret, for der er mange på scenen.Det lykkes også for de mange dansere at få etableret meget forskellige figurer, som i høj grad understøttes af kostumerne. Det er koreografien og kostumerne, der rammer publikum og bærer historien.
Med først hudfarvet undertøj, siden spraglet Henrik Vibskov-tøj i en semi-1960er-stil, dvs. mærkelige mønstre til løse sommerkjoler og spraglede habitter samt mænd i kjoler skabes et billede på et mangfoldigt samfund. Da danserne og dermed borgernes vildskab tager overhånd, kravler danserne i bogstavelig forstand som sultne gribbe henover publikum for snart at stå som søjler rundt blandt tilskuerne. Mens de klapper vildt af sig selv, tigger de om at få taget selfies: Se mig. Se mig.
Efter pausen sker der en interessant udvikling. Nu er alle i sort og moderigtigt i modsætning til tidligere mix. Det hele ligner backstage ved en fransk modeopvisning. Alle farer rundt, mens scenen er imponerende fyldt ud og op hele tiden. Snart bygges op til den følgende scene, som mest af alt ligner et amerikansk reality-program. Alle har hagebind, som om de netop har fået botox eller en anden kosmetisk reparation.
Her slår Henrik Vibskovs sig løs med langhårede blå og hvidstribede pelse over bare ben – vildt og uhyggeligt. Situationen ender heldigvis med soning, hvor der slæbes sten, som var de alle Sisyfos. Det lykkes at nå til sjælefred, og mod slutningen er der igen harmoni og fællesskab i den teatralske nøgenhed, hudfarvet undertøj.
Alexander Ekmans udvikling af historien giver mange mindelser om ”Dødens Triumf” og synes uhyre logisk, nærmest indlysende. Musikken på bånd af Mikael Karlsson fungerer ved at give skiftende stemninger, bl.a. stilhed, vildskab og kaos. Men musikken giver intet ekstra – alt det begavede må de dygtige dansere, Ekman og Vibskov klare.
Indimellem kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor spændende det havde været, hvis der var valgt mere dobbeltbundet musik, eksempelvis med et udpluk af klassiske toner i bredeste forstand – fra Bach over Wagner til nyere toner.
“Hammer” er titlen, og ret symbolsk er der på bagvæggen en stor hammer, der på et tidspunkt tages ned, med da roen falder over samfundet, er hammeren tilbage på sin plads.
Det blev et velkomment møde med endnu et interessant dansekompagni. Jeg havde næsten glemt, af inspirerende moden dance findes uden for de danske grænser, så kedelig har vinteren været på dansefronten i Danmark.
Tak til København Danser.
Sandelig om ikke festivalen sørger for, at afdøde Pina Bauschs kompagni, Tanztheater Wuppertal, kommer til byen med klassikeren ”Kontakthof” næste år. Det er 28 år siden, at danserne fra Tyskland gæstede København under Kulturby 96 i den hedengangne Torpedohal på Holmen. Nu bliver det Gamle Scene.
Sæt kryds 26.-29. juni 2025.
Der danses på Operaen igen i morgen: ”Hammer” af Alexander Ekman- Varm anbefaling – fået ikke bedre på vore breddegrader.