∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Syret men ganske morsom omvendt coming-of-age film.
Det er ikke nemt, når børnene flytter fra reden. Det gælder om at stramme sig an og forsøge at bilde sig selv ind, at nu venter det store eventyr og friheden, som man har drømt om i årevis. Har man set ungerne sætte sig begejstret ind i en kassebil med IKEA møbler fra teenageværelset og køre ud af indkørslen for at starte eget liv, genkender man den følelse af tomhed og vemod, som vores to hovedpersoner Keld( Søren Malling) og Vibeke(Bodil Jørgensen) føler i Forældre, da de vinker farvel til deres søn Esben(Anton Honik), der flytter til København.
En dag ser Keld i en boligannonce, at deres gamle lejlighed på 55 m, som de boede i, da de var helt unge er til salg. De beslutter sig for at købe den for at genopleve deres ungdom. De indretter den, som den var dengang, og en morgen vågner de op og er blevet 30 år yngre, vel vidende at de ikke er i 20erne men i 50erne.
Forælde er en omvendt coming- of-age historie, der foregår mellem drøm og virkelighed. Filmen forholder sig til et interessant tankeeksperiment. Hvordan ville vi leve vores liv, hvis, vi med den bagage og erfaring vi har i dag, kunne starte forfra.
Den første del af filmen er morsom og fungerer rigtig godt. Den rammer såvel følelsesmæssigt som lavpraktisk lige på kornet, når det drejer sig om forholdet mellem forældre og børn, der flytter hjemmefra. De unges besøg i barndomshjemmet hører til sjældenhederne, men snavset tøj, et tomt køleskab og pengemangel kan få selv de mest selvstændighedshungrende unge til at aflægge forældrene en visit.
Da de vågner op og over natten er blevet 30 år yngre, er der også en del skarpe og humoristiske scener. F.eks. en scene hvor Esben inviterer sine forældre til housewarming og må fortælle kammeraterne, at Keld(Elliot Crosset) og Vibeke(Miri Ann Beuschel) er nogle af hans nye venner. Der opstår nogle meget akavede situationer, ikke mindst da Vibeke viser sig at være meget populær blandt festens unge mænd.
Men så sker der noget. Filmen mister fokus og kører ud i et surrealistisk syretrip. Det er synd, for historien er god og vedkommende. Et overdrevet stilbrud overtager indhold. Det hele bliver for søgt, voldsomt og eksplicit, også selv om vi bevæger os i en drøm.
Bodil Jørgensen og Søren Malling som respektive Vibeke og Keld i den ældre udgave er godt castede til rollerne. De kan som altid deres kram.
De unge Vibeke og Keld er også er udmærkede. Især kan man se, at Miri Ann Beuschel har gjort et stort arbejde ud af at lære Bodil Jørgensens mimik.
Bag filmen står den 39 årige skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Christian Tafdrup. Forældre er hans første spillefilm som instruktør. Filmen får 3 store stjerner.
Instruktør: Christian Tafdrup
Fotos og trailer: Nordisk Film
https://youtu.be/YOfVtlyid84
Premiere: 3. november 2016