Bed and Breakfast i Saint Laurent des Abres.
I de dage vi var i Provence boede vi på et Bed and breakfast i en lille middelalderby, Saint Laurent des Abres. En af de talrige små franske romantiske byer, der er gudesmukke med flere hundrede år gamle stenhuse, smalle gyder, en kirke, en fæstning og vinmarker udenfor bygrænsen. Problemet med disse byer er bare, at de er affolkede. De unge søger til byerne, og en efter en drejer de handlende nøglen om. Det er synd, for byerne er betagende. Vi kender jo problematikken fra udkants Danmark.
Saint Laurent des Abres ligger ikke i udkants Frankrig. Byen ligger nærmest lige i smørhullet af Provence kun18 km til Avignon og med et væld af spændende byer og enestående flot natur i en radius af knap 50 km fra byen. Her findes et rådhus, to rigtig gode restauranter, to hoteller, et pizzeria, en bager, en café og så vores Bed and breakfast, Mon Amour.
Indgang til Mon Amour.
Stedet er ejet af indehaveren af den franske restaurant/bistro af samme navn i Skindergade 22, franskmanden Nicolas Lammin. Restauranten modtog i 2014 AOK’s pris som byens bedste billige spisested. Han ejer også den italienske restaurant Como Trattoria i samme gade nr. 19, og har i øvrigt lige slået dørene op for endnu et spisested Normandie.
Den dynamiske og charmerende Nicolas har boet i Danmark i snart 20 år, er opvokset i Normandiet og kommer ud af en familie, hvor alle var i restaurationsbranchen. Hans restauranter i København går godt, og han ønskede at udvide med et lille sted i Frankrig, hvor frankofile danskere kunne nyde fransk kultur og mad. Det havde været naturligt at lægge stedet i Normandiet, som han kender ud og ind, men som han siger: Jeg vidste, at jeg ikke kunne få danskerne derned pga. klimaet. På nettet så han dette lille sted i Saint Laurent des Abres med i alt otte værelser. Han slog til, satte det i stand og åbnede det, for knap en måned siden.
Et dejligt sted. Værelserne er nydelige i skandinavisk smag i brune, beige og hvide nuancer, moderne møbler. Badeværelserne er i typisk fransk smag er med stærke blå, røde og andre farvestrålende klinker.
Appelsiner fra torvet til morgenjuice.
Morgenmaden er rigtig god med frisk brød, friskpresset juice, ost, yoghurt, æg, m.v. I modsætning til hvad man ellers bliver budt i Frankrig, et godt solidt måltid at starte dagen på. Man kan også spise der til aften, hvis man melder sig til om morgenen. Der serveres en enkel middag med tre retter, som vi fik til en introduktionspris på 150 kr. pr. mand. Det var hyggeligt. Man sad, som på et pensionat, ved et langbord med de andre gæster, og talte om dagens oplevelser, mens Nicolas’ mor Christine, en skøn, sød og meget serviceminded kvinde, serverede maden for os. Christine taler kun fransk, så man får rig mulighed for at praktisere sine rustne fransk kundskaber. Fint arrangement.
Til stedet hører også en swimmingpool og en lille gård, hvor man kan sidde og slappe af med en bog, en kaffe, et glas vin eller hvad man måtte have lyst til.
RUE Francois BONNE HOMME hvor Mon Amour ligger.
Vi spiste også på byens to restauranter. La Louisia og Le Papet, sidstnævnte lige ved siden af Mon Amour. De var rigtig gode. Tre retters mad med vine til omkring 35-40 euro.
Vi skulle oprindelig have boet der i fire nætter, men endte med at blive der i seks. Vi faldt godt til. Hvis man kan leve med, at man er nødt til at bruge bilen, når man skal nogen steder hen, hvor der er liv i gaderne, ligger Mon Amour helt perfekt for ture rundt i Provence´s smukke historiske byer og skønne natur.
Aldersmæssigt var der stor spredning blandt gæsterne. Fra 5.mdr. til 70 år.
Nicolas planlægger i nær fremtid at lave cykelferier dernede, hvor han vil cykle rundt med gæsterne i området, og hvor der bl.a. bliver mulighed for at cykle op af bjerget Mont Ventoux og en tur til Alpe d’Huez.
Udsigt til byens fæstning.
Vi fløj til Nice og lejede bil. Der er ca. 280 km fra Nice til Saint Laurent des Abres. Ca. to en halv times kørsel ad fine motorveje.Vi var der i off season og fik opholdet som et introduktionstilbud til en meget rimelig pris.
Til prisen et super alternativ til den mere traditionelle rejse til Sydfrankrig.