∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Flagermusen – vidunderlig musik i kropumulig old school historie.
12 år efter premieren genopsætter Det Kongelige Teater Peter Langdals succesfulde ”Flagermusen” fra 2006. Peter Langdal kan om nogen få et show til at glide, og han er mand for at klippe til og skære fra, hvis noget synes kedeligt. Men i denne omgang har han ikke været til stede, og teatret har måttet klare sig uden maistro. Det kan mærkes. For ”Flagermusen” har i den grad tabt momentum, og der er alt for meget snak imellem operasangere, der ikke kan tale. Oveni er scener uden musik med Morten Eisners finurlige kok og siden fængselsbetjent – hyggeligt, men for langt.
Mia Stensgaards moderne scenografi holder, men er i den grad blev mainstream siden 2006 – så alt i alt er det en yderst borgerlig produktion, der nu langsomt ruller over scenen. 3 timer og 20 minutter tog det næsten ved premieren, inklusive to lange pauser.
Men ”Flagermusen” er et sjovt påfund. Af nogle betragtet som operetten over alle operetter. Af andre derfor anset for mindre fin, og eksempelvis er den ikke med i Gerhards Schepelerns operahåndbog. I Wien synes operahusene, at det er arvegodset, som kan underholde hvert år ved nytårstide.
Johan Strauss komponerede i 1873/74 hen over en allerede kendt historie og vaudeville. Handlingen er til gengæld helt umulig, mens musikken er smægtende, og hver en tone kan genkendes. For ”Flagermusen” passer til enhver lejlighed, hvor der er strygere til stede.
Det svære ved plottet er, at det bygger på flere præmisser, som ligger før tæppet går: Hr. Eisenstein skal afsone 5 eller 8 dage i fængsel. Han har tidligere, efter et karneval, efterladt vennen, dr. Falke, på en bænk, mens han var iført flagermus-kostume. Det skal hævnes nu og hvorfor ikke afsløre, at alle er hinanden utro. Eisenstein, hans kone, stuepigen etc. Intrigen sættes i gang.
Men her begynder moderniseringen at halte: stuepigen og hendes søster er mere end tjenstvillige over for alle mænd af betydning. Konen ligger i med både sanglæreren og andre. Eisenstein og fængselsinspektøren er også til salgs, bare de ser et par høje hæle. For at gøre det endnu sværere, er der normalt én bukserolle, prins Olofsky, som synges af en alt – her Hanne Fischer. Men hos Langdal, i denne genopsætning, er rollen som dr. Falke givet til Susanne Resmark. Som publikummer er det svært at se logikken i denne kønnenes tumleplads. Er dr. Falke mand eller kvinde? Og mon ikke, der her i nutiden ville være en whistle blower eller to, der ville afsløre, at fængslet blev brugt til at holde party i.
Logikken halter, og når så det kun er koret, der virkelig formår at bevæge én hen igennem aftenen, er der for lidt at glæde sig over. Joh, flot ser det ud i Mia Stensgaards sort hvide univers, som fører publikum fra et stor soveværelse videre til et køkken, herrertoilet til en badeanstalt for at ende i det obligatoriske fængsel. Alt glinsende flot. Og dejligt at koret er blevet koreograferet, og fint, at Morten Eisner er en god gøgler. Men med Robert Houssart på dirigentpodiet blev musikken uegalt afleveret og ikke som den fejende wienervals, de fleste af scenerne helst skal foldes ud som.
Sangmæssigt var det heller ikke meget at skrive hjem om. Ann Petersens store stemme for vild, når der var helt andre krav til figuren som Rosalinde, Eisensteins kone. Derimod fungerede Gert Henning-Jensen udmærket som den fjogede elsker, og ligeså var Jens Søndergaard en glæde som fængselsinspektøren, der hele vejen igennem fandt de dybe toner og en sjov figur som jyde ligeså. Hanne Fischers prins Orlofsky syntes derimod ikke at have fundet sit leje, og selv om Susanne Resmark kunne synge dr. Falkes toner, var der for meget skolekomedie. Derved røg det musikalske.
Adele, stuepigen, har vist sovet, mens #MeeToo har huseret i verden, men Dénise Beck sang fint uden falbelader. Michael Kristensens Eisenstein var fra start til slut en fjoget mand, så det lagde for meget pres på det sanglige.
Det er i øvrigt altid et dårligt tegn, når statister og kor må trække læsset og tage forestillingens få stik hjem. Det gjorde de ved repremieren.
“Flagermusen” i moderne dansk sammenhæng er vel en umulighed, hvor #MeeToo nu raser i de litterære kredse, og Carsten Jensen denne søndag endnu engang er vred på alt og alle.
Måske skulle man nøjes med koncertopførelser, for musikken er, med rette mand på podiet, jo bare uimodståelig, slet og ret.
Ps. Teaterprogrammet er for en gang skyld velfungerende, men gode stikord fra både instruktøren (som ikke har været tilstede) og et par af de medvirkende.
Instruktør: Peter Langdal
Instruktør ved genopsætning : Line Kromann
Dirigent: Robert Houssart
Dirigent: Geoffrey Paterson
Scenograf: Mia Stensgaard
Kostumedesign: Pernille Egeskov
Koreograf: Jo Strømgren
Koreograf ved genopsætning: Per Lundsgaard
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Korsyngemester: Steven Moore