∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Tom Harpøth.
”First Man” er filmen om Neil Armstrongs herostratisk berømte tur/retur til Månen i 1969. Og så alligevel ikke. For det er lige så meget med baggrund i Neil Armstrongs karriere gennem et langt flyverliv, dels som pilot under Koreakrigen, dels som testpilot og endelig som astronaut for NASA, at filmen følger en mand med en usædvanlig karriere.
Filmen dækker den seneste periode – tiden fra 1961 til 1969 – hvor det netop er det internationale rumkapløb, der præger de vigtigste begivenheder. Sovjetunionen er kommet foran i rumkapløbet både med bemandede rumraketter og med den første rumvandring, og USA svarer igen ved at iværksætte adskillige farlige missioner i skrøbeligt sammenflikkede rumraketter. USA kommer også først til Månen, men der har været mange personlige kriser og dødsulykker, inden det kommer så vidt. ”Det er hernede vi skal lave fejlene, så vi undgår dem deroppe”, siger Armstrong.
Men det er ikke det politiske, der er i fokus. Det er personen Neil Armstrong og hans liv både som astronaut sammen med sine lige så (dum)dristige kammerater, og som privatmand sammen med sin kone Janet og deres børn. Neil og Janet Armstrong mister deres datter Karen til kræften, da hun er tre år. De får flere børn, men glemmer selvfølgelig ikke Karen.
Privatlivet i astronautmiljøet består af fraværende ægtemænd til de børn og de koner, der materielt set lever udmærket og dyrker hinandens selskab med swimmingpool etc., men som lever med risikoen for at deres far/ægtemand ikke kommer hjem fra den næste mission. Der er et følelsesmæssigt underskud i disse familier og en indgroet frygt for, hvad morgendagen bringer. ”Jeg giftede mig med Neil, fordi han fremstod som den, der kunne bringe stabilitet ind i mit liv”, siger Janet Armstrong selvironisk og kærligt på et tidspunkt til sin astronautgenbofrue.
Filmens billeder er naturligvis fantastiske, især oplevet i IMAX-format. At opleve raketaffyringer på så nært hold er stærke sager. Man ryster nærmest i stolerækkerne og forskrækkes over larmen. De fleste scener er set med Neil Armstrongs øjne. Han kommenterer dog ikke situationerne, men handler i dem hurtigt og effektivt. Anderledes er det, når det kommer til følelser. Følelser er nemlig ikke rigtig noget en raketfysiker i 60’ernes USA taler længe og inderligt om.
Det er en fattig dialog, filmen præsenterer, men sikkert ikke urealistisk for miljøet. ”Yes Sir, thank you, Sir” og lignende militære ytringer præger lydbilledet udover de obligate nedtællinger til nul. Den emotionelle fattigdom er slående. Neil Armstrongs kone Janet taber et par gange besindelsen, og tvinger Neil til at fortælle deres fælles børn, at Far skal til månen og tilbage igen, men det er muligt, at Far ikke kommer hjem, for missionen er ikke ufarlig.
’First Man’ er en lang film – 141 min. – men den føles ikke for lang. En spændende actionfilm hvor handlingen er kendt på forhånd. For hvem kender ikke ”The First Man on the Moon who Took a ‘Giant Leap for Mankind’”?
Titel: First Man
Instruktion: Damien Chazelle
Premiere: 25. oktober 2018
Længde: 141 min.
Censur: tilladt over 11 år