∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Finkultur og mangfoldighed – ny bog om 60 års danske kulturpolitik af Poul Bache.
Velskrevet og meget informativ bog om dansk kulturpolitik set igennem skiftende kulturministres virke og skrevet af en loyal topembedsmand.
Troen på embedsværket
I de seneste uger har mange vel fået en nyt og ganske revideret syn på embedsmandsværket. Først Støjbergs rigsretssag, hvor det ikke er til at hitte ud af hvem, der sagde eller skrev hvad, til hvem og hvorfor – og senest minkkommissionen, hvor man kan blive i tvivl, om topembedsmændene overhovedet er pengene værd. Læser de ikke de papirer, som de skal give videre til politikerne? Lytter de ikke til hinanden, når de taler i telefonen? Og hvordan er det, at de kommunikerer med hinanden på tværs af ministerierne? I en tid, hvor #Metoo har fyldt, var det måske snart på sin plads at tale om begrebet powerplay og voksenmobning på arbejdspladserne. Vi har vel også på det seneste lært, at politikere ikke selv læser det med småt, men forventer at embedsværket har gjort sit hjemmearbejde.
Den loyale embedsmand
Lang udenomssnak for at komme til pointen. For her gælder det bogen ”Finkultur og mangfoldighed” om dansk kulturpolitik fra Julius Bomholt og næsten frem til dette øjeblik. Forfatteren er en rigtig embedsmand, Poul Bache, der endte som direktør i Kunststyrelsen og siden blev områdedirektør i kulturstyrelsen, før han gik på pension. Allerede her med begreberne kunststyrelse og kulturstyrelse anes vist, hvordan navne og strukturer i et væk har skiftet igennem de seneste 20 år.
Ikke meget kan ophidse Poul Bache, for han er tilsyneladende den perfekte embedsmand, og må jeg sige, loyal hele vejen igennem. Det falder ham heller ikke svært at give de enkelte ministre det, de fortjener og så glemme resten.
Bomholt og efterfølgere
Bogen er velskrevet, og så vidt jeg ved, den første af sin art, der ikke er drejet mod den ene eller anden side. Det er en bog, der holder fokus og respekterer dem, der har siddet for bordenden, siden Julius Bomholt i 1961 blev den første regulære kulturminister. Men til sin skuffelse fik Bomholt ikke universiteterne med. Det ville nemlig have givet den magt og indflydelse på folkeopdragelsen, som han ønskede og sikkert havde røgtet til glæde for alle.
Sådan blev det altså ikke, og siden er forskellige områder skvulpet ind og ud af ministeriet, bl.a. sport, som jo på mange måder har gjort begrebet kultur diffust. Er det finkultur, folkekultur, oplysning, tidsfordriv eller kunst, vi taler om, når vi siger kultur?
Så sent som med kulturminister Joy Mogensen var de gamle problemer oppe at vende igen, fordi der bag hende vist var en stærk socialdemokratisk stemme, der ønskede den såkaldte ”finkultur” på lavere blus til fordel for det, alle kan forstå og se den umiddelbare nytte af.
Poul Bache balancerer fint i den kronologiske, fortløbende beretning. Bogen er ikke mindst nyttig i de opsummerende afsnit, hvor flere ministres holdninger (og gerninger) sammenstilles. Denne sammenkædning af modstridende synspunkter og resultater kan være svær at få hold på, når man sidder langt væk fra Assistenshuset, hvor Kulturministeriet har haft til huse i mange år.
Da udlændinge skulle være med til at fordele penge til danske kunstnere
Sjovest er bogen i beskrivelsen af de perioder, hvor man selv har lidt indsigt og har mærket på sin egen krop, at begreber og intentioner flød. Poul Bache siger stilfærdigt, at ministeriet under den konservative Brian Mikkelsen skulle have et internationalt syn på pengefordelingen til projekter og arbejdslegater til de mange kunstnere via de forskellige fagudvalg. Efter få år, holdt det op. Men Poul Bache skriver ikke det himmelråbende i eksempelvis, at en dansk forretningsmand, bosat i Sydamerika med arbejdsfelt i Nordamerika, på statens regning kom rejsende til København 12-14 gange om året igennem flere år. Det var dyrt. Også andre ”tiltag” var kostbare. Hver gang en ny struktur blev opfundet, var der rigeligt med midler til at ”implementere” opfindelsen, så den kunne ligne en succes. En enkelt gang skriver Bache, at det jo faktisk var embedsværket, der skrev det, som ministeren befalede, ellers ingen kritik.
Operaen og Skuespilhuset
Der er skrevet meget om Bomholt, Rindalismen og til dels om Niels Matthiasen. Men der er ikke tidligere skrevet så kontant om Operaen og Skuespilhuset. Her husker jeg rækkefølgen noget anderledes, men tror på Bache, når han skriver, at Kulturministeriet selv valgte at bruge A.P. Møller penge på et operahus. Ligeledes vidste jeg heller ikke, at det rent politisk havde været muligt at standse byggeriet af Skuespilhuset. Til gengæld skriver Bache ikke, at embedsværket i både Finansministeriet og i Kulturministeriet burde have forudset, at udgifter til bygningsdrift i alt for høj grad ville dræne Nationalscenens årlige statstilskud. Teatret er derfor i dag ikke i stand til at sætte en eneste produktion op uden private fondsmidler. Samtidig er der færre og færre fastansatte af det kunstneriske personale, mens administrationen vokser og vokser.
Fravalg
Poul Bache holder sig væk fra mediepolitik og sport. Det må andre tage sig af. Til gengæld kommer han nogle gange ind på forskellige partier og ministres forsøg på bl.a. en sprogpolitik. Det er interessant læsning, ikke mindst fordi det jo udefra set synes at være en total fiasko. De steder, hvor kulturministeriet kunne holde fanen højt, er jo bl.a. der, hvor staten støtter kunsten og kulturen. Både museer og teatre vælger i dag ofte titler på engelsk. For at være smarte? Senest Det Kongelige Teaters danseprogram Giant steps. Tre små danseprogrammer, hvor ingen af koreograferne er engelske og heller ikke komponisterne. Hele det nye musikdramatiske program på Teater Sort/Hvid har også engelske titler. Der er utallige eksempler.
Under Coronaens første måneder var der et hav af ”door step-pressemøder” – og så viste det sig, at det var et dansk udtryk! Måske får vi igen dørtrinspressemøder.
Baggrundsmateriale
Bogen har gode oversigter hen igennem siderne oversigter med ”tiltag” eller opfindelser. Nogle var langtidsholdbare, andre næsten døgnfluer. Det kunne der skrives meget om, men den loyale embedsmand lægger det op til læseren selv at kombinere start og slutår, hvis man kan finde dem.
Bogen rummer indekser med litteraturhenvisninger og navne, som er nyttige. Til gengæld kunne jeg godt have tænkt mig en oversigt over ministre og departementschefer og deres vigtigste sagsområder. Ikke fordi departementscheferne har haft stor betydning i ministeriet, men det er alligevel nyttig viden at have. Nu må man selv skrive en oversigt bag i bogen, så skiftende synspunkter og hovsaløsninger kan sammenlignes og fastholdes.
Spejdered
Hvis ikke Poul Bache har aflagt et vildt spejderløfte, da han forlod undervisningsministeriet til fordel for kulturministeriet og igen, da han gik på pension, vil jeg håbe, at han kaster sig over et af de omhandlede emner og går i dybden med plusser og minusser til de aktive (og opfindsomme) politikere og penneførere blandt embedsværket. Her har vi ikke brug for navne. Men holdningsændringer på tværs af partifarver og sund fornuft er nyttig viden at få frem i lyset.
Så ”Finkultur og Mangfoldighed” er basislæsning for alle, der arbejder inden for området kultur og kulturpolitik – herunder også flere af de politikere, der under kommunalvalgkampen, bl.a. på Frederiksberg, slog sig op på at ville gøre noget for kulturen. Læs bogen er det bedste råd.
476 sider