∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
3 stjerner – til “the Death that best preserves” og “Short Time Together” – 2 stjerner til “Know” på Det Kongelige Teater.
Gode dansere i middelmådige balletter. Annonce: dansedramaturg søges til Den Kongelige Ballet. Efterårets første store program har været annonceret i ugevis med et avanceret foto af ben som et snurrende hjul. Det lovede godt – æstetisk optunet. Men så kom premieren på programmet ”Short Time Together” med tre balletter af fire koreografer, hvor af alle har eller har haft tilknytning til Nederlands Dance Theater.
Men hvilken skuffelse. Her var nok følt og tænkt en masse, men gennemtænkt, færdigbearbejdet – opstrammet – eller vurderet om dette nu også ville passe til Gamle Scene på Kongens Nytorv, som hungrer efter kunstnerisk indhold? Nej. Og PR-billedet havde intet med noget at gøre.
En skuffelse, selv om de udvalgte dansere gjorde deres til at gøre aftenen seværdig. Men dans uden interessant koreografi er næsten værre end ingenting.
Første ballet havde en masse på hjerte om en 94 årig kvinde, der skal dø, men tøver i forholdet til den kjoleklædte, galante død. I stedet passerer dele af hendes liv revy i nogle gevaldige tidsmæssige hop. Der sker ikke meget efter krigen, og scenografien er alt for luftig og ufærdig. Var vi på et lille selvfinansierende teater kunne det gå an, men Det Kongelige må være op i beatet, og den scenografiske armod, dvs. tilsyneladende pænt, men ureflekteret og uden de store armbevægelser, fortsatte aftenen igennem, og der var jo indforskrevet folk fra hele verden til det!
Koreografen er Natalia Horecna, født i Bratislava, i en periode danser ved Nederland Dance Theatre og modtager af flere priser. Her på Kongens Nytorv synes den meget fortællende ballet at mangle et fast greb om historie og rum – eller er scenen bare alt, alt for stor?
”Know” handler om individets frihed og fastlåshed, og ”hvem er jeg?” Danserne fra Corpus er blevet bedt om at henvende sig til publikum. Det har dansere gjort i flere årtier, bare ikke på Det Kongelige. Talende dansere er altså ikke nogen nyhed. Måske sjovt for dem selv, men for os andre hel overflødigt.
Selve dansen er blot individuelle øvelser og kropsvridninger af alle de unge dansere i flotte t-shirts, men det er bare ikke nok: Der står en hær af super unge dansere og får ikke meget til fødder og krop. Koreografen Idan Sharabi fra Israel har også haft en periode på Nederland Dance Theatre og får i programmet lov at sige lidt om at prøve, improvisere og arbejde med dansere. Alt det kan og skal gøres på en lille, eksperimenterende scene. På Gamle Scene forventes værkerne at kunne stå alene og helst i flere år!
Den tomme orkestergrav giver altid et trist ekko, men heldigvis kom musikerne på for at spille Beethoven i tredje ballet af makkerparret Sol León og Paul Lightfoot. Internationale navne og ”Short time Together” er tidligere blevet danset delvist – men er nu omarbejdet. Det synes mærkeligt, for ligesom aftenens første ballet virker balletten dramaturgisk slingrende og ufærdig – og med en al for upræcis scenografi, dog flot dans i momenter, men matcher slet ikke Gamle Scene. Det hele bliver lidt gannemdags. Igen handler det om følelser, om at blive gammel, om at skulle død, men lige nu lever vi(!) – og så nogle dybsindige ord i programmet: ”Hvor går tiden hen, og i hvilken retning vælger den at gå? Hvad er før og hvor er efter?” Citat slut.
Jamen det er da vigtigt at reflektere over livet, døden og forgængeligheden. Det må være fantastisk at have Den Kongelige Ballets hus til rådighed med et orkester, et danseensemble og nogle solister, men teatret må selv arbejde hårdt og kontant med gæsterne, for en balletdramaturg eller en balletmester kunne måske være kommet balletterne til undsætning og strammet op – og bragt dem på niveau.
Ej, hvor ærgerligt. Danserne dansede helt fint, men koreografierne var forvirrede og ikke interessante nok og slet ikke historierne bag ved.
Ps: Hvis Det Kongelige Teater har en stram økonomi og ikke råd til at have en dramaturg eller andre hjælpere til gæsterne – så må teatret simpelthen omstrukturere og fjerne nogle administrative lag. Det er til syvende og sidst KUNSTEN PÅ SCENEN der skal legitimere det hele. Og andre danseteatre kan for færre midler skabe magiske øjeblikke.
The Death That Best Preserves Koreografi: Natalia Horecna Musik: Kronos Kvartetten, Max Richter m.fl. Scenografi og kostumer: Christiane Devos Lysdesign: Mario Ilsanker
Know – præsenteret af: Corpus Koregrafi: Idan Sharabi Musik: Maurice Ravel Kostumestyling: Idan Sharabi Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Short Time Together Koreografi: Sol León og Paul Lighfoot Musik: Ludwig van Beethoven og Max Richter Scenografi: Sol León og Paul Lighfoot Kostumer: Joke Visser og Hermien Hollander Lysdesign: Tom Bevoort Film: Instrueret af Sol León, realiseret af Rahi Rezvani Kostumer: Designet af Sol León og Paul Lightfoot, realiseret af Joke Visser og Hermien Hollander Dirigent: Andreas Hanson Orkester: Det Kongelige Kapel
www.kglteater.dk