∗∗∗∗
Fornyet anmeldelse af Ulla Strømberg.
Figaros bryllup.
Glædeligt gensyn med den spøjse opsætning af Mozarts “Figaros Bryllup”, som heldigvis stadig har en meget hjemlig besætning. For det er godt, at de danske sangere får lov at udfolde sig.
For lidt over to år siden debuterede Elisa Kragerup som operainstruktør med Figaros Bryllup. Handlingen blev rykket op i moderne tid og flyttet til et tivoli, et fun fair af den mere dubiøse af slagsen skabt af scenografen Steffen Aarfing. Greven forblev greve! Med Orkestret på scenen og dirigenten som en del af løjerne og sangerne kraftigt instrueret, blev der lagt op til spøg og skæmt.
Nu ved genindstuderingen ved Anne Fugl går det på mange måder endnu bedre rent musikalsk, bl.a fordi Susanna, sunget charmerende af Sofie Elkjær Jensen, har så meget udstråling at byde på. Figaro er også ny, og Simon Duus gør det med autoritet og er både dybere i stemmen og et halvt hoved højere end greven. Signe Bundgaard og Palle Knudsen er gengangere som grevinde og greve og synger begge med velklang deres beskrivelse af den aktuelle ægteskabskrise. Ikke mindst Knudsen tager kegler hjem hos publikum, når han ifører sig sikkerhedsbriller og motorsav for at fange den unge Cherubino bag den lukkede dør.
Mozarts toner er vidunderlige og kan klare det meste. Den styrke er der sandelig brug for her på grund af de mange ekstra løjer, som er tilført stykket. Det omrejsende tivolis sejlende svaner, gyngerne, der fører sangerne højt til vejrs og en dressine, der kan transportere folk rundt. Og så er der alle de seksuelle tegn og gebærder, som Kragerup ekcellerer i. Jeg må indrømme, at de var blevet tydeligere og mere gumpetunge og altså for tydelige, som var det amatørteater.Her hjælper Signe Fabricius’ koreografi, men kor og solister havde alt for mange obskøne fagter. Værst er det med den lille Cherubino, en såkaldt bukserolle, dvs. sunget af en kvinde og illuderende en yngling.
Men Mozarts toner, spillet af Concerto Copenhagen, kan tåle det meste, men sådan burde man ikke tænke. For hvorfor skal en klassiker udsættes for så kraftigt et frontaltangreb? Hvorfor ikke bare justere og få så meget psykologi frem hos de gode sangere.
Jeg afviser ikke iscenesættelsen, er dog lidt mere forbeholden over for de populistiske tilløb i opsætningen denne gang. Det, som allerede for to år siden syntes tungt, bl.a. nattescenen, er ikke blevet justeret. Greven skal endelig til sidst møde den udkårne Susanna, men får i stedet grevinden. Scenen tabes på scenegulvet af rent tekniske grunde. Det er synd og kommer til at stå i vejen for musikken.
Men Mozart er robust – ikke mindst i hænderne på Concerto Copenhagen.
www.kglteater.dk
Her følger min anmeldelse fra foråret 2016.
∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Instruktøren Elisa Kragerup er ret neddæmpet ved sin operadebut med ”Figaros Bryllup”. Nok er vi ikke i rokokotiden, men i et nedslidt tivoli: ”Fun Fair”, hvor karusselheste og vippende svanebåde forvilder sig rundt om orkestret, men så holder udskejelserne næsten op.
Det et scoop, at orkestret er kommet op på scenen. Omkring 50 musikere sidder som et andet nu hjemsendt promenadeorkester og spiller, men bliver ind imellem distraheret af sangerne, som løber rundt blandt musikerne.
Dirigenten, Andreas Spering, tager udfordringen op og forlader af og til sin plads for at lade sangerne tage kommandoen. Det fungerer. Tivolikonceptet ligeså og de ganske grove og platte seksuelle hentydninger er ikke værre end, at de går an, for ”Figaros Bryllup” handler jo om sex og begær i alle retninger.
Operaen er en musikalsk perle, et klenodie, der har en kompliceret og indimellem småkomisk handling strakt ud over tre charmerende timer. Men i modsætning til hvad Elisa Kragerup plejer at gøre, når hun kæmper med Shakespeare eller Ovid – nemlig at stryge eller gentage, så er det jo tabu inden for musikkens verden. Der er et partitur – og sådan er det.
Historien er i dag ufarlig. Det var den ikke hos Beaumarchais, der i de urolige 1780-erne skrev skuespillet om tjeneren Figaro. Omvendt nedtonede både librettisten da Ponte og Mozart det politiske og klassebestemte og skabte en vittig forvekslingskomedie.
Det er nok her Kragerup har sværest ved at tag stikkene hjem. Det går tungt med omklædninger og tøjskift, buldermørke og tagen fejl af tjenestepige og frue, mand og elsker. Forviklingerne er kun antydet, ikke spillet helt ud. Elisa Kragerup og scenografen Steffen Aarfing, der også var fødselshjælper på Kragerups ”Romeo og Julie” på Skuespilhuset, er ellers gode til at finde løsninger og gøre det æstetisk acceptabelt. Alle er i hvidt eller lysebrunt – et gardin med lette tegninger kan skjule orkestret efter behag.
Figaro er en altmuligmand med gode hænder og alverdens værktøj. Greven derimod ligner en nar, når han forgriber sig på diverse motorsave og skruetrækkere, men er flot i habit. Og sådan er der masser af detaljer og fornyelserne, som lykkes allerbedst i scenen, hvor Figaro pludselig i stedet for en kommende brud får en mor – og en far. Det er jo så tåbeligt, at Kragerup resolut har besluttet, at det må være en tv soap med tv-kameraer og hvad der ellers hører til i de reality shows, som sendes i disse år. Derved bliver det lag på lag med Tivoli og fun-oplevelser og oven i en tv-soap.
Så kan vi egentlig være ligeglade, om greven har en affære med Susanna, eller den vimse Cherubino elsker alle kvinder – eller slet ingen.
Figaros Bryllup. Pressebillede.
Publikum tog ved premieren hele historien til sig i et fuldt hus på Gamle Scene. Så hyggeligt at være tilbage, syntes alle operaelskerne at tænke. Og dejligt med danske og nordiske sangere fra ensemblet, for alle gik op i løjerne. Akustikken var bedre end den plejer – selv mindre stemmer kom ud over rampen, måske fordi der var lagt et interessant halvtag hen over musikerne.
Med svenske Henning von Schulman som en høj, charmerende og flink Figaro i arbejdsoverall og Palle Knudsen som en moderne greve, suppleret af Sine Bundgaards grevinde og Tuva Semmingsens Cherubino, var der pæn og engageret sang, men plads til, at de kan udfolde sig endnu mere. Det gælder i særlig grad for Susanna, sunget af Anke Briegel. Hun skal jo være det hele, både sjov, fræk og indtagende. Lidt mere charme i stemme og krop måtte gerne tilsættes. Resten af holdet agerede upåklageligt sammen med koret, der også var kittelklædte, og hvor kvinderne vist nok bar rundt på frugten af grevens mange sidespring. En tung pointe.
Det Kongelige Teater har fået en munter Mozart-opera, der giver publikum glæde, men samtidig understreger, at en operaforestilling er et ritual med en række præmisser, som skal accepteres på forhånd. Går man ind på dem, er det hele bare fun.
Instruktør: Elisa Kragerup
Dirigent: Andreas Spering
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Koreograf: Signe Fabricius
Lysdesign: Ulrik Gad
Dramaturg: Nila Parly