Femø. Historiebog udkommer på kvindernes kampdag.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Anne Brædder:  Femø. Historiebog, der udkommer på Kvindernes Kampdag.

Endnu en bog i den fondsstøttede serie ”100 danmarkshistorier” fra Aarhus Universitetsforlag.

8.marts, Kvindernes Internationale Kampdag! Det er vel den rette dato at udgive bogen ”Femø” på. Titlen er i øvrigt god, kort og knap. Bogen er også kort, men havde næppe behøvet 100 sider, for der er desværre mange gentagelser i Anne Brædders lidt ustrukturerede beskrivelse af Femølejrens historie fra 1971 og frem. At der faktisk er tale om et ”jubilæumsskrift”, synes ikke at interessere forfatteren.

Der burde ellers være nok at skrive om, men det er som om forfatteren løber tør for stof meget hurtigt og kommer til at skrive i samme (erindrings)spor det meste af tiden.

Femø som begreb står med en både forjættende og farlig klang hos alle, der er mere end 60 somre. Hos andre burde blot navnet skabe nysgerrighed. Hvad skete der i 1971, hvor 500-600 kvinder og børn tog turen ned til den lille ø nord for Lolland? Lejren blev til med statsstøtte i ryggen, for Kulturministeriet med den radikale K. Helveg Petersen som minister var interesseret i, at der skulle opstå nye fællesskaber. Vi var i opbrydningens tid.  Men faktisk fik Femølejren i første omgang afslag, men lykkedes alligevel med at overtale ministeren til at give økonomisk tilskud, og hjemmeværnet hjalp til med telte og lign.

Lejren blev vist en mediesucces, som vel bl.a. skyldtes de meget letpåklædte kvinder. For nogle kvinder gav lejren efterfølgende mod og styrke til at frigøre sig. Nogle gik måske hjem og blev i stand til at revolutionere i det små inden for familiens rammer eller måske ligefrem bryde ud.  Det skriver bogen desværre ikke om.   Tiden var præget af Rødstrømpebevægelsen, som bogen  ikke rigtig kommer i kødet på og får beskrevet fyldestgørende. Men allerede i årene op til 1971 havde forskellige Rødstrømper og grupperinger iværksat aktioner og demonstrationer. I det hele taget var det danske samfund i 1971 ved at vågne op og forstå, hvad det bl.a. var sket i Paris i 1968.

Spørgsmål uden svar

Mange spørgsmål trænger sig på ved læsningen af denne lille bog, bl.a. fordi den ikke fra starten klart definerer sit ærinde. Er det lejren, kvindebevægelsen eller noget helt tredje, som egentlig skal portrætteres?

Til gengæld fortælles detaljer som bl.a., at kvinderne boede i store fællestelte i de første år, mens bivuakker bliver at foretrække senere hen. Det er vigtigt, men så heller ikke mere. Den generelle mødeform eller blot en almindelig dag i lejren beskrives heller ikke. Og hvem var deltagerne i de første år?

Nok nævnes kort nogle af de store kvindekoryfæer fra 1970erne, men der må være mere at sige om dem. Flere har skrevet bøger om kvindefrigørelsen og mange af dem lever endnu. Hvorfor hører vi ikke deres udsagn?

Det understreges flere steder, men uden en eksakt redegørelse eller konkrete og klare henvisninger, at Lesbisk Bevægelse på forskellig vis hurtigt overtog Femølejren og måske i sidste ende har været med til sikre Femølejrens den nu 50årige eksistens. Men hvor står lejren i dag?

Forfatteren kom selv til Femølejren i 2008 for første gang som ”feltarbejder” og er siden vendt tilbage. Det mærkes nu desværre ikke og heller ikke hvor vidt forfatteren, som er post.doc. ved RUC. har et dybere kendskab til de tendenser, som har præget den danske kvindes individuelle og samfundsmæssige udvikling igennem årtierne i det 20. århundrede.

Se, også det havde været interessant og givtigt at læse og ville have sat begrebet Femø i et større perspektiv for også yngre generationer.

Sproget og fagfællebedømmelsen

Sproget er lidt knapt, og det føles som om, der har været en redaktør eller ghostwriter inde over og strømlinet sætningerne, så de fungerer. Samtidig fremstår teksten desværre også uden saft og kraft og er på det sproglige plan ”billedløs”, selv om illustrationerne heldigvis giver lidt stemning af viljestærke kvinder. Men som det har været tilfældet med tidligere udgivelser i serien 100 danmarkshistorier kører illustrationerne i sit eget individuelle spor.

At bogen også er et ”fagfællebedømt” værk mærkes for at sige det lige ud slet ikke indholdsmæssigt, dertil er konklusioner mm. for fattige og indlysende. Til gengæld er der et enkelt sted, s. 72, hvor der er lidt guf til den fagfællebedømmende. I et af de få konkluderende afsnit, her midtvejs om baggrunden for ” (…)  fortællingen om 1960-1970’ernes politiske og kulturelle oprørs ophør (…): ”Denne fortælling bør nuanceres – for positionerne, miljøerne og aktivisternes praksisser var langt mere overlappende, forskellige og sammensatte gennem 1960-1970erne, end radikaliseringsfortællingen giver plads til at vise”.  Så er vi tilbage på skolebænken.

Redaktionskomiteen

Jeg har skrevet det før i forbindelse med omtale af flere bøger i denne serie med nedslag i Danmarkshistorien. Hvorfor har forlaget og den ”fine” redaktionsgruppe på den ene side ønsket, at bøgerne skulle være fagfællebedømte, og på den anden side har nogle af forfatterne fået lov at blæse på struktur, kronologi og substans?

Ps. I 1960erne, hvor jeg voksede op, var det indlysende, at kvinder skulle have en videregående uddannelse, hvis evnerne rakte. Ligeløn talte man mindre om. I bogen mener forfatteren, Anne Brædder, noget andet og bærer enten skrønen om kødgryder og børnepasning videre eller har et skjult, videnskabeligt bevis for standpunktet.

Udkommer d.8.3.2021.

Aarhus Universitetsforlag

www.unipress.dk