∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Fem kvarter ved 200 grader – turnéteater fra Teatret.
En velspillet mandeforestilling om tre typer mænd, der vist alle ville dumpe til den store 2022 manddomsprøve. Dansk nutidsteater med et glimt i øjet.
Det er altid interessant at opleve, hvad instruktøren og teaterlederen Hans Rønne nu har skabt. Han følger sin egen linje og lader sig ikke i al for høj grad afficere af diverse teatermodeluner. Men alligevel bruges der nymodens ord i annonceteksten: “En situationsbåret komedie om manderollen og maskulinitet efter #MeToo.”
Denne forestilling er, som vanligt fra Teatret, velskrevet og velinstrueret. De tre mandlige skuespillere brillerer i hver deres karikatur af en moderne mand. I midten står den halvalkoholiserede kunstner over for den åh så politisk korrekte søn, der gerne vil have, at alle har det godt og derfor både forstår bohemefaderen og den strikse svigerfader. Her er der noget at komme efter, for svigerfaderen er en forretningsmand ud af bondeslægt med troen i orden på gud – og kun en halvkvalt holdning til miljø og dyrevelfærd. Gad vide om sådanne mænd stadig går rundt og taler højt?
De tre mænd mødes i faderens svenske ødegård, hvor der bliver drukket tæt for at dulme anspændtheden og også arbejdet uafbrudt på at snitte grøntsager til den store påskefrokost, for så er skuespillerne jo beskæftigede lige efter Stanislavskij-bogen.
Der er meget 1:1 naturalisme i både tekst og iscenesættelse. Men heldigvis er der flere gode sprækker, som eksempelvis den symbolske scenografi ved Gitte Baastrup, hvor ødegårdens møbler kun er halve og brækkede og dermed et sindbillede på forfaldet. Og da mændene til sidst bliver korporlige, som mænd nu bliver, er det symbolske slag, de giver hinanden, helt på Commedia dell’Arte manér. Det fungerer, for Hans Rønne er en meget habil iscenesætter.
Teksten skal vel afsløre vor nutid og hvordan divergerende synspunkter kan leve side om side i mere eller mindre fordragelighed.
Dialogen er meget velfungerende og ganske vittig, og kommer rundt om mange af de spørgsmål, som et ”Politiken-læsersegment” vist rumsterer med: hvordan legitimere både at drikke dyr rødvin, spise økologisk mad, helst ikke okse og kalv, selv stå for surdejen og så tage på lange flyveture?
Teksten skal vel også afsløre vor nutid og demonstrere, hvordan divergerende synspunkter kan leve side om side i mere eller mindre fordragelighed.
Oveni kommer så de mange spøgelser fra fortiden, som i ren ibsenstil lidt efter lidt tumler rundt på scenen: Hvem er fader til barnet? Hvor er familiearven henne? Og hvem var gift med hvem?
Der bliver sagt meget på den lille scene i løbet af de næsten 6 kvarter, som forestillingen varer. Men heldigvis gør de tre mænd det overbevisende. Alligevel kan man hen ad vejen føle en vis træthed, for det hele er både indeklemt og en smule forudsigeligt. Der måtte godt have været forkortet hist og her – så det hele havde været 100 % spex-agtigt, præcis som den teaterleg, den italienske maskekomedie er. Også det ville instruktøren Hans Rønne kunne klare.
Som et stykke brugsteater, hvor mange vil kunne genkende diverse akavede familietræf ved højtiderne, er denne forestilling med den skæve titel (henviser til en hurtigstegt lammekølle overfor en langtidsstegt) et godt bud – og bedre end det meste teater lige nu, fra Gedser til Skagen og fra Esbjerg til Rønne. Dansk nutidsteater med et glimt i øjet.
Medvirkende:
Thomas Clausen
Bo Stendell Larsen
Bue Wandahl
Kunstnerisk hold:
Dramatikere: Thomas Clausen & Hans Rønne
Instruktør: Hans Rønne
Scenograf: Gitte Baastrup
Teknik: Poul Jepsen