Anbefaling af Ulla Strømberg.
Fænomenet Fo – gøgler, maler, ven.
Fænomenet Fo – ny bog om den italienske gøgler af Bent Holm.
Nu foreligger der en stor, omfattende og også opsamlende beretning om den italienske teatermand, magiker og gøgler Dario Fo, skrevet af den danske forsker Bent Holm. Men det er ikke den ultimative bog om Fo, snarere en ny vinkel, hvor det politiske og dramaturgiske er i højsædet.
Bent Holm har i øvrigt delt sit faglige liv næsten ligeligt imellem Holberg og Dario Fo.
Meget klogt argumenteres for titlen: Fænomenet Fo – for det er den professionelle, vidtgående kunstner, Holm beskriver, selv om han havde kendt Fo personligt i 50 år og været en slags dansk ambassadør og oversætter og i øvrigt skrevet flere mindre bøger om det italienske fænomen.
Introduktionen er meget velformuleret, og man kunne ønske at resten af bogen, næsten 500 tætskrevne sider, var lige så klare, men hen ad vejen bliver det hele mere komplekst i både politiske beskrivelser og dramaturgiske analyser. Det er ikke så mærkeligt og dog, for derved blive bogen mindre brugbar, hvis man vil have overblik over anden halvdel af det 20. århundredes politiske teater.
Dario Fo (1926-2016) var en mand, hvis udgangspunkt var billedkunst og arkitektur, men hurtigt bevægede han sig over i teatrets verden, da han blev gift med Franca Rame (1929-2013). Hun var ud af en gammel gøglerslægt og med et fælles, anarkistisk og socialistisk udgangspunkt udviklede de et særegent, unikt teatersprog.
Det begynder faktisk inden for det etablerede teater, bl.a. var der gæstespil i København i 1969 på Det Kongelige Teater, men snart blev budskabet mere alternativt og i en italiensk kontekst faktisk ganske farligt.
I flere spændende kapitler redegør Bent Holm for de politiske uroligheder, som var fremherskende i Italien i 1970erne og begyndelsen af 1980erne.
Herhjemme blev Dario Fo dyrket bredt af teatrets folk.
Først var det dramatikerens værker, der blev oversat. Fos stykker blev allerede fra 1963 spillet på Fiolteatret, ABC Teatret, Aarhus Teater, Folketeatret, i TV, på Gladsaxe Teater, Det Kongelige Teater etc. Men fra slutningen af 1970erne blev det snarere de store monologer, som nu dyrkedes i Danmark og Sverige af lokale skuespillere.
Det skriver Bent Holm desværre ikke noget om i denne omgang, men flere bøger og teaterkataloger fortæller de gamle historier, som er vigtige. For ellers mangler der nogle brikker for at forstå, hvorfor Dario Fo allerede i 1981 modtog Sonningprisen i København og i 1997 Nobelprisen i litteratur i Stockholm. Svensk og dansk teater kendte og elskede Dario Fo.
Med Nobelprisen blev en forfatter og gøgler hædret, selv om han eller netop fordi han var gået op imod både politiske magthavere og den katolske kirkes dominans og dobbeltmoral.
Også Odin Teatrets Eugenio Barba har været en god ambassadør for Dario Fo. Jeg husker stadig et flerdagsseminar i Holstebro, hvor Dario Fo stod på scenen i et par døgn og paralyserede alle i salen. Fo var magisk og uimodståelig, og simple pantomimer kunne fortælle hele historier om et kirkevæsen, der var galt afmarcheret eller en flue, der ikke ville fanges.
Bent Holms bog går mere teoretisk, dramaturgisk til værks i beskrivelserne af flere teaterproduktioner. Det er interessant, men udpræget teaterhistorie i dag. Samtidigt er der også en personlig vinkel i glimt, som kommer til udtrykt på de sidste sider, da Dario er død, og Bent Holm straks tager til Italien.
Bogen kan ses som en vigtig brik i forståelsen af de politisk urolige 1970erne og 1980erne, men det er næppe hele sandheden om Fo og hans teater. For det uimodståelige menneskelige overskud, som både Fo og Franca Rame evnede at få ud over scenekanten og spillepladsen var unikt på et større plan. Det må vi ikke glemme.
Fænomenet Fo, gøgler, maler, ven.
Udkommet 2024 på Multivers.