∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
EXTREMOPHILES på That Theatre Company i København.
Alvorlig og velspillet moderne undergangsvision.
Det er urpremiere på stykket af den herboende irske dramatiker Fergal O’Byrne. Og selv om det nok er skrevet før Coronaen nåede verden, rammer det lige ned i den kollektive angst og ”på vagt” stemning, som ikke kun præger lille Danmark, men hele verden. For den aktuelle corona-krise kan snildt oversættes, så den synes sammenfaldende med netop det, hovedpersonerne oplever i ”Extremophiles”, hvor de sidder isoleret på Sydpolen.
Titlen betegner de organismer, som kan trives der, hvor intet andet kan leve, altså på ekstreme steder. Historien udspiller sig da også på en videnskabelig base på Sydpolen. Radioforbindelsen forsvinder, og ligeså er en af de fire udstationerede midlertidigt blevet væk derude i kulden.
I flere omgange udsættes de tre tilbageværende for nye forandringer, som skaber angst og uro. De når til stadier, som primært kendes fra litteraturen: Hvad gør vi, hvis der ikke er nogen morgendag? Ingen naboer? Ingen fremtid og heller ikke mad eller drikke til alle?
Darwinismen sætter ind på forskellige niveauer.
I den nyere verdenshistorie har mennesker gennemlevet forskellige situationer, hvor alt håb syntes ude. Sådan er det også for de fire mennesker indespærret i det lille laboratorium. Og alligevel er der et overlevelsesgen – og ikke mindst hos disse mennesker, som er forskere og på arbejde et selvvalgt sted.
Det er interessant, at That Theatre sætter stykket op og får urpremiere. Skuespillerne er både canadiske, britiske og danske, og netop denne blanding er også med til at understøtte den globale atmosfære. Claus Bue har instrueret og fornuftigt valgt at bruge primært klassisk musik og specielt Beethoven som underlægningsmusik. Wagner ville også have været en mulighed, for ikke mindst slutningen har sine hentydninger til Niebelungens Rings fjerde del: Götterdämmerung, Ragnarok. En gammel verden er på vej ned, med der er håb og lys forude. Også nogle tunge bibelske hentydninger med Jesusbarnet er med og for at fylder ekstra på, er der såmænd også en henvisning til Oscar Wildes ”The importance of being Earnest”, hvor hovedpersonen er et hittebarn afleveret på Victoria Station i en indkøbstaske!
Instruktøren Claus Bue går fornuftigt nok uden om de lidt tunge henvisninger og får alle skuespillere til at yde gode og nuancerede karakteristikker: Sira Stampe som moderne kvinde, der en tid får lov at være leder af gruppen, men må kæmpe for respekten hos den ældre, spillet ganske vittigt af Ian Burns. Hans hallucinationer sætter ind, hvor fornuften går ud. Benjamin Stender spiller den seriøse nordboer, mens den rigtige teamleder, spillet af den canadiske skuespiller Michael Worthman, har noget urinstinkt og vildmand over sig.
Scenografien er fin og klinisk hvid. Det er en glæde, at That Theatre har satset her. Også programmet er fikst og informerende, men lidt småt i format og skrevet med lidt for små bogstaver. Men vigtige er alle informationerne. For skal stykket også forstås af gymnasielever, som er en af det engelsksprogede That Theatre’s målgrupper, er det godt med nogle stikord.
That Theatre har midt i en kompliceret tid brugt mange kræfter på at sætte forestillingen op og er således med til at vise vejen frem. For uden kunst og kultur klarer vi rent psykisk ikke den nuværende krise. For nu er de fysiske grænser i bogstavelig forstand med til at stavnsbinde mange af os for en tid.
Kan varmt anbefale forestillingen, selv om stykkets tema desværre både er bidende alvor og alt for aktuelt.
EXTREMOPHILES af Fergal O’Byrne
Instruktør: Claus Bue
Medv: Ian Burns, Sira Stampe, Benjamin Stender, Michael Worthman
Oct. 21 – Nov. 21 2020
Mon – Fri 7.30 pm
Matinees Tuesday & Thursday 1 pm
Sat. 5 pm
www.that-theatre.com