∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Eugen Onegin – Tjajkovskij-opera på Det Kongelige Teater.

En fin, næsten ophøjet operaeftermiddag på Operaen i København.

For det var et internationalt niveau med danske sangere og ellers udlændinge bag, der mødte publikum.

For endnu engang er det en co-produktion, der serveres, oprindelig med premiere tidligere på året på La Monnais/de Munt i Bruxelles. Men hvilke gode muligheder for vores egne, imponerende gode sangere: Tenoren Jacob Skov Andersen som den pæne Lenskij, der ofrer sit liv i en tåbelig duel. Stemmemæssigt vokser Skov Andersen for hver ny opgave. Det samme med sopranen Sofie Elkjær Jensen, hvor Tatjana er den egentlige hovedperson i denne opera.  Hun er kvinden, der først er ulykkeligt forelsket i levemanden Onegin, men siden med rank og moden ryg kan afvise ham. Tiden er ny, hun er blevet voksen, og selv om hun stadig elsker ham, har hun et moralsk ansvar over for den mand, hun har giftet sig med.

Netop fordi det er en klar og minimalistisk opsætning, kan sangerne med god samvittighed koncentrere sig om det musikalske.

Det mærkelige med Tjajkovskijs opera  fra 1879 over den russiske forfatter Pusjkins historie tilbage fra 1829 er dog, at titelpersonen Onegin slet ikke er så dominerende. Måske i fortællingen, men ikke på scenen; dog står han i denne opsætning heldigvis markant som et skræmmebillede på dårlig moral.

Barytonen Jens Søndergaard har allerede tidligere sunget partiet på Den Jyske Opera, men var søndag d. 29.10. på grund af sygdom erstattet af en gæst udefra, Yutiy Yurchuk.  Det var en god løsning, for Yurchuk indgik naturligt i forestillingen med flot stemme og statur og har i øvrigt sunget i samme iscenesættelse i Bruxelles.

I denne opsætning ved den franske instruktør Laurent Pelly (dog med genopsætningsinstruktøren Laurie Felman), er meget barberet ind til benet, men musikken og  ”moralen” står lysende klar.  For selv om Pusjkin skrev ud fra sin egen tid om det feudale, klassedelte Rusland i 1820erne, er tendensen genkendelig fra Tjajkovskijs  og også Tjekhovs førrevolutionære tid omkring århundredskiftet, 1900. Overklassen keder sig og har intet at foretage sig, for de er uden mål med livet. Bl.a. udtrykt af Onegin. Engang hed det spleen, i dag er det måske bare det moderne fritidssamfunds forbandelse, hvor folk ”nyder livet”.

Denne moderne og evige følelse af mangel på livsmål er i denne ”Eugen Onegin” genialt demonstreret fra første sekund. I operaens første scene sidder moderen, smukt sunget af Hanne Fischer, på den tomme, kvadratiske, opløftede drejescene med sine to ugifte døtre og den gamle tjenestepige. Der sidder de, stolene skifter plads, nye situationer opstår, livet skal gå sin gang, for det gælder om at få døtrene afsat bedst muligt, som også Jane Austin tilbage omkring 1800 skrev om.  Men selv om det kan ende med ægteskab uden passion, er det i denne ”Eugen Onegin” løftet op, så det bliver et eksistentielt spørgsmål: passion eller fornuft, egoisme over for ordentlighed, og man kunne blive ved med modsætninger og valg, som også det moderne menneske udsætter sig selv for hver dag.

Derfor rammer denne ”Eugen Onegin” plet – uanset om det er nu eller i går – I Bruxelles eller København: Vi genkender følelsen.

Det Kongelige Teaters Kor er endnu engang imponerende velklingende og i en stram koreografi og smukke, stilfærdige kostumer, når de mange sangere er bønder til høstbal eller til elegant aftenselskab hos greven i Sct. Petersborg. Også kapellet spiller smukt med varieret tempo og lader sangerne få plads. På podiet står den nye kvindelige chefdirigent, Marie Jacquot.

En begavet operaproduktion, som det Kongelige Teater kan  være tilfreds med. Og så kunne man jo ønske, at yngre teaterinstruktører, som ofte står på hovedet for at nyfortolke og modernisere klassiske værker, ville lære lidt af instruktøren Laurent Pelly og indse, at minimalisme og fordybelse ikke er af det onde.

Varm anbefaling til alle:  Her er en stilfærdig opera med musik, der kan forstås af alle og rammer følelsesmæssigt bredt, og med fremragende sangere, der takket være en stram iscenesættelse formidler det klare budskab:  ”fornuft over for følelse”  og det uanset hvor på kloden man befinder sig.

Dirigent: Marie Jacquot

Iscenesættelse og kostumedesign: Laurent Pelly

Genopsætningsinstruktør: Laurie Feldman

Scenografi: Massimo Troncanetti

Co-kostumedesigner: Jean Jacques Delamotte

Koreografi: Lionel Hoche

Lysdesign: Marco Giusti

Medvirkende:

Marie Jacquot / Dirigent

(Jens Søndergaard) / Eugen Onegin

Jacob Skov Andersen / Lenskij

Artyom Wasnetsov / Gremin

Sofie Elkjær Jensen / Tatjana

Astrid Nordstad / Olga

Hanne Fischer / Larina

Johanne Bock / Filipjevna

 M.fl.

Samt Det Kongelige Teaters kor og kapel.

www.kgl.teater.dk