∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Et tysk liv.
Suveræn og genuin præstation af Kirsten Olesen.
Brunhilde Pomsel sad i fængsel i 5 år, oven på anden Verdenskrig. Så kunne jeg vel nok vente 5 uger på at det endelig lykkedes at købe billet til ”Et tysk liv” med Kirsten Olesen på Det Kongelige Teaters lille scene.
Mødet med ”Et tysk liv” var mere end ventetiden værd –takket være Kirsten Olesen.
”Et tysk liv” er beretningen om en forholdsvis enfoldig, tysk kvinde, der bare var født i 1911 og i slutningen af 1930erne endte i Hitlers propagandaministeriet under Goeppels. Hun gjorde ikke modstand, for hun vidste vist ikke, hvad der i virkeligheden skete omkring hende. Hun flød bare med. Så enkel er historien – skrevet af Christopher Hampton, bygget over en dokumentarfilm om virkelighedens Brunhilde Pomsel, der levede helt ind i det nye årtusinde.
Teksten er ret nøgen og kun et par steder skurer oversættelsen, men pointen er, at man sidder fastnaglet til Kirsten Olesens fremstilling af denne kvinde, der tænker tilbage. Og som hun siger allerede efter få sekunder: Jeg husker ikke det nære, men der dukker mange nye detaljer op fra fortiden. Og det kan mange ældre mennesker vist nikke genkendende til. Nutiden udviskes til fordel for fortiden.
Den (grusomme) fortid erindres hos Olesen/Pomsel med et stille smil for det meste, for det er ikke en vred eller selvbebrejdende kvinde, der taler. Tværtimod er hun ganske opmærksom på sin egen begrænsede og dermed ganske nyttige kun middelmådige evne til at gennemskue verden. Som barn var hun kvik, men ikke fornuftig nok til at sidde stille og blive på latinskolen, så hun kom på kontor. Stille bemærkes det flere gange, at hun var omgivet af jøder, for det var jo dem, der havde penge og virksomheder. Tilfældigt havner hun i Radioen som skrivedame og derfra videre, uden at kunne sige nej, i Propagandaministeriet.
Men hvad hun så og hørte, mens hun var i nærheden af vigtige papirer og beslutninger, nævnes faktisk ikke. Lidt symptomatisk er det, at hun ikke kan huske ordet ”Krystalnatten”. Samtidig gør det indtryk, da hun oplever chefen Goeppels holde tale for masserne. Men hun gjorde ikke oprør.
Da hun fortæller, at Goeppels tog sine børns liv, før han selv begik selvmord, fælder hun en tåre. Alligevel er det billede, som lidt efter lidt fremkaldes af denne kvinde, fængslende, forstående og – overraskende. Hvordan kan man bare stå op, gå på arbejde og gå hjem igen, mens verden er under angreb?
Kirstens Olesens virkemidler er fuldstændig under kontrol: Med en stemme, der er lagt, så den lyder tilpas gammel, en mimik med lidt nervøse trækninger, som er karakteristisk for ældre mennesker, og så hænderne, der af og til knuger et par briller. Outfittet er neddæmpet, socialrealistisk med alle de detaljer, som en almindelig borgerlig kvinde bærer på: pæn dragt, nylonstrømper, flade, sorte sko og et kort, gråt hår.
I et landskab af hvide metalstole på række og geled sidder hun helt alene på en stol og bliver siddende der de næste mange minutter. Her titter symbolismen ind, og det er helt fint. Det er for tiden på mode at bruge stole som teaterbaggrund, for stole kan signalere alt muligt, fra biograf, skolestue, forhørslokale eller fraværet af andre mennesker.
Scenografen Mårten K. Axelsson har skabt et gumpetungt baggrundstæppe af rigtig mange metalstole i sort – hulter til bulter på adskillige kvadratmeter, der som en sort bølge bevæger sig lidt fremad og skubber til de ellers pænt opstillede stole omkring Kirstens Olesens figur. Det brummer og synes ikke at fungere optimalt og leder tanken hen på, at her er en teaterinstitution med lidt for mange (overflødige) midler til det tekniske. I programmet siger instruktøren Liv Helm, at baggrundsmusikken nøje er valgt ud fra jødiske komponister. Det er svært at høre. Efter 5 ugers spilletid er der stadig flere umotiverede bump, der tager opmærksomheden. Måske er det tænkt sådan, men ….
Alt det kan være ligegyldigt så længe en enkel skuespiller i knapt to timer kan tryllebinde publikum med beretningen om en enfoldig kvinde, der næsten intet bemærkede, mens hun sad midt i kampens arnested.
Det er teaterkunst, når det er bedst, og Kirsten Olesen havde også klaret sig uden småbulder i baggrunden.
For som Ingmar Bergman har udtalt: teater behøver ikke andet og mere end en skuespiller, et emne og et publikum. Det var og er essensen af ”Et tysk liv”.
Tekst: Christopher Hampton
Medvirkende: Kirsten Olesen
Iscenesættelse: Liv Helm
Scenografi, kostume- og lysdesign: Mårten K. Axelsson
Koreografi: Marie Topp
Lyddesign: David Andreas Hjerting
Oversættelse: Anita Bay Bundegaard
Oversættelse: Christian Bundegaard