∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Et Dukkehjem på Vendsyssel Teater.
Suveræn harmonisk og ibsentro opsætning af verdens kendteste, feministiske skuespil.
Ibsens ”Et Dukkehjem” fra 1879 har været udsat for det meste. Men i Hjørring på Vendsyssel Teater tror de på både Ibsen og egne kvaliteter. Dvs. der er ingen (billige) moderniseringer, måske lige bortset fra, at historien udfolder sig på en cirkelrund spilleplads, Noras kjole er uden tournure, de små børn kun findes som højtalerlyd, og Fuzzy har skabt ny, stemningsmættet musik i mellemakterne.
Resten er tilsyneladende suverænt teksttro, forankret i 1879, og med de rette pauser og stemningsskift, så effekten bliver maksimal.
Instruktøren Kaspar Rostrup, der ellers har været en pioner inden for dansk total-teater viste for nogle år siden til perfektion, hvordan det naturalistiske skuespil: ”Indenfor murene” skulle spilles, så man glemte tidsspandet imellem forfatteren Henri Nathansen og vor nutid. Det var på Det Kongelige Teater med Ghita Nørby og Jørgen Reenberg.
Det samme lykkes nu med ”Et Dukkehjem”, hvor Rostrup orkestrerer og neddæmper skuespillerne, samtidig med at de to hovedpersoner, Nora og Helmer, får lov at folde sig momentvis ud.
I centrum af den runde spilleplads står Nora, og når hun danser den farlige tarantel, som gjaldt det livet, går lyset ud, og i dæmonisk belysning drejer hun rundt i den blodrøde kjole, et symbol på det sårede dyr og det farlige liv. Dermed lader Rostrup også den rene naturalisme en stund træde tilbage for en mere symbolladet opfattelse af Ibsen, hvilket er helt legitimt. For i de følgende skuespil lurer der altid mere eller mindre klare symboler.
Sofie Topp-Duus er en spirrevip og spiller den svære rolle som Nora-Dukkehjem til UG. Hun behersker stemningsskiftene – og har altid, trods en vis sprødhed, en dobbelthed i sit møde med de andre personer. For Nora er jo ikke spor lykkelig, selv om hun lader som om. Fru Linde, veninden fra fortiden, spilles neddæmpet og myndigt af Jette Sophie Sievertsen. Preben Kristensen som Krogstad, manden, der kan udløse bomben under Noras dukkehjem, bærer en naturlig, alvorstung mine. Han følges op af Susanne Heinrichs amme og husfaktotum, mens Doktor Rank, der er den sorgmuntre familieven, spillet af Søren Hauch-Fausbøll, får lov at være mere nuanceret og galgenhumoristisk.
Her overfor står Helmer, Martin Hestbæk, som lidt af en he-man, der faktisk lige fra starten har svært ved både at styre sit temperament og sin tålmodighed. Verden skal dreje rundt efter hans anvisninger, ellers mister han kontrol.
På de præmisser fungerer kammerspillet imponerende godt.Der er kun én løsning på historien: Nora må forlade den mand, som kun ser hende som en trofæhustru. Den tunge pris er børnene.
”Et dukkehjem” er et af Ibsens tidlige nutidsdramaer, hvor han bruger teknikken fra de ”veldrejede” franske skuespil og samtidig bygger på al den viden, som nyere videnskab og filosofi havde åbenbaret for verden i anden halvdel af det 19. århundrede. Darwins evolutionslære var netop oversat til dansk, og arven fra tidligere slægter er på forskellig vis et gennemgående tema i ”Et Dukkehjem”, for siden i forstærket grad at være grundtemaet i ”Gengangere”. Også begrebet “det vidunderlige” henter Ibsen udefra, faktisk hos Søren Kierkegaard. Historien kommer fra virkeligheden, og Ibsens egen fædrene arv, hvor frygten for, at pengene ikke ville slå til, lå som et angstskabende moment igennem hele hans barndom og ungdom og kom til udtryk i skuespillene.
Men hvis teaterinstruktøren ikke blander kortene rigtigt, kan ”Et Dukkehjem” nemt afvises som fuldstændig ude af trit med vort moderne liv. Omvendt er beskrivelsen af Noras udviklingshistorie, fra lille lærkefugl med rynker i panden til voksen kvinde, der vil realisere sig selv som menneske, evigt aktuel, hvis altså instruktøren betragter teksten som et raffinerede skakspil. For så lever Ibsens tanker, og vi kan, uanset tid, sted og kultur genkende os selv. Det lykkes i Vendsyssel.
”Et dukkehjem” er skruet eminent sammen, og blev Henrik Ibsens adgangsbillet til verdensscenerne via urpremieren på Det Kongelige Teater. Men Ibsen blev skuffet, da den danske nationalscene to år senere ikke turde antage det næste skuespil: ”Gengangere”. Fra da udgav Ibsen i bogform sine analyser af nutidsmenneskers komplicerede følelses- og sjæleliv. Først derefter blev de frigivet til teatrene.
I ”Et Dukkehjem” på Vendsyssel Teater er både figurer og handling lysende klare. Kvinden gør op med sin undertrykte rolle og placering i både samfund og ægteskab. Nora synes at være en lille, naiv moder og elskerinde. Ude i samfundet må hun hverken stemme eller skrive under på noget uden sin mands samtykke. Derfor er “Et Dukkehjem” ikke kun et privat oprør mod den velmenende, undertrykkende ægtemand. Det er også en kamp mod det samfund, som havde gjort kønnenes rettigheder så forskellige. Der gik næsten 40 år før kvinderne fik stemmeret i Danmark. Spørgsmålet er nu, næsten 140 år efter urpremieren, om den ideelle ligestilling for kønnene er indtruffet?
Alt det og mere til rammer én i hjertekulen med Vendsyssel Teaters opsætning. En sejr for både Vendsyssel Teater, skuespillerne og sandelig også for instruktøren Kasper Rostrup.
PS: Der er nærmest udsolgt til samtlige forestillinger. Se, også det er en bedrift.
Spiller til og med d.20.3. 2019.
Medvirkende:
Nora Helmer: Sofie Topp-Duus
Torvald Helmer: Martin Hestbæk
Sagfører Nils Krogstad: Preben Kristensen
Dr. Rank: Søren Hauch-Fausbøll
Fru Kristine Linde: Jette Sophie Sievertsen
Anne-Marie: Susanne Heinrich
Drejelirevæsen: Nicolai Størup Gregersen
Dramatiker: Henrik Ibsen
Instruktør: Kaspar Rostrup
Scenograf: Stine Martinsen
Koreograf: Jeanette Binderup-Schultz
Musik- og lyddesign: Fuzzy
Lys: Anders Budolf Andersen
Oversættelse: Thomas Bredstorff
Dramaturg: Anne Middelboe Christensen