∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Et Dukkehjem – genpremiere på Det Kongelige Teater. 2022.
Genpremiere! Så lærte vi et nyt ord, og det er rimeligt nok, for instruktøren Anna Balslevs kraftige bearbejdelse af Henrik Ibsens Mesterværk: ”Et Dukkehjem” fra 1879 er justeret en hel del siden 2020.
I september 2020, hvor Coronaen rasede over hele verden, havde version 1 af Anna Balslevs ”Et Dukkehjem” premiere. Også dengang stod Sicilia Gadborg Høegh meget stærkt på scenen som en spirrevip af en lærkefugl, en kvinde, der var og er på vej til større selvindsigt. Og hun havde psykologisk dækning for udviklingen. Men spillerne udenom Gadborg Høegh agerede lidt i øst og vest – og det sproglige niveau var ganske svingende. Også iscenesættelsens mange visuelle påfund med sne og børneleg skyggede og tog pusten fra skuespillerne – og såmænd også fra publikum.
Nu er der strammet op på iscenesættelsen og kostumer, og det er et stort fremskridt. Med norsk/danske Jakob Oftebro som Torvald Helmer, den unge bankdirektør in spe, er der også blevet en vis logik i det hele. Han har en god stemme, udstråling, overskud og charme, måske lidt for meget, for Torvald har altid i mine øjne været en tørvetriller, et regneark ville man nok kalde ham i dag. Men stadigvæk må denne figur desværre agere forlænget arm for instruktørens barnlige indfald om fri leg i fugleland. Sådan kan det vist bedst udtrykkes. For nok benytter Ibsen sig af fugle- og dyresymbolik, men det er ganske anstrengende at se gode skuespillere hoppe rundt og baske med armene, mens ikoniske ord er strøget for at give plads.
Både Sicilie Gadborg Høegh og Jakob Oftebro er så gode og favnende skuespillere, at de snildt kan spille større, psykologiske roller, hvor de svære og lange passager IKKE er strøget for nemhedens skyld. For det er vist netop det, der er sket her. Instruktøren er bange for at stille krav til skuespillerne og publikums intellekt og forfalder i stedet til fysiske udfoldelser, der kommer til at fremstå som delvis kontrapunktiske, sjove passager i handlingsforløbet. Sådan har det været i flere af Anna Balslevs iscenesættelser, bl.a. i ”An Education” på Teater Republique og i ”Stolthed og fordom” på Betty Nansen Teatret.
Men med ”Et dukkehjem” forholder det sig anderledes. Det er ikke kun handlingen, der er vigtigt – det er som et digt af Oehlenschläger eller for at være moderne – af Søren Ulrik Thomsen. Det er det enkelte ord, de enkelte strofer, der er med til at skabe den samlede stemning – og i yderste konsekvens betydning. Og så går det altså ikke, at man som en anden Jørgen Leth, der i 1966 på Svalegangen instruerede Shakespeares ”Hamlet”, men fandt, at dramaturgien var så ringe, at der måtte skrues lidt på knapperne og omrokeres. Vi står med verdensdramatikkens ikoniske tekster, som nutidsmennesker også har godt af at lære at forstå og annamme.
Omme bag de tåbelige påfund med hoppen rundt på gulvet får denne version af ”Et Dukkehjem” alligevel tydeliggjort det gamle dilemma om ægteparret, der nok har elsket hinanden, men på forskellig vis. Han har haft sin trofæhustru og er stolt over, at han nu via hårdt arbejde kan skabe tryggere rammer om den lille familie. Hun er den opofrende sjæl, der gjorde alt for at redde mandens liv, da det gjaldt om at få ham på rekreation. Hendes eneste udvej var at skrive falsk under på en veksel. Et langt replikskifte, hvor Nora hos Ibsen siger, at det må være nogle dårlige love, der ikke spørger om bevæggrunde – er strøget. Øv.
Og så er der pauserne. I denne moderne version er der faktisk passager uden ord, men med en form for muzak, bl.a. den berømte tarantelscene, hvor Nora, der indtil da har været fattet og samlet, kaster sig ud i en vild dans, og Helmer konstaterer, ”At du danser som om det gikk på livet løs”. Nora svarer: ”Det gør det jo også”. (Norsk udgave fra 2006 der bygger på udgave 1952 med moderniseret retskrivning).
Igen: Et ikonisk replikskifte bør ikke stryges. Sådan er det bare.
At det så alligevel lykkes at hive hovedpointen hjem, er jo godt. Nora forlader sin Helmer, fordi ”det vidunderlige” ikke indtræffer. Nemlig at han, for at vise sin kærlighed til hende, påtager sig al skyld i offentligheden. Men nej, det hverken kan eller vil Helmer, og Nora må forlade ham. Her i denne 2022 version er der hverken ring eller andet, men Nora tager sin gulddragt(?) af, og kun iført undertøj vader hun ud i den sne, som vi allerede har mødt flere gange tidligere i forestillingen.
Begår Nora selvmord i denne version 2022? Min sidemand syntes det, mens to begejstrede, modne teatergængere mente, at Nora, løsnet fra de snærende familiebånd, gik ud i verden. Hvad de flere hundrede meget stille skolebørn, der var til stede, mente, ved jeg desværre ikke.
Uanset hvad – ægteskabet er en mærkelig institution, med og uden børn, og med og uden kærlighed. Sådan var det, og sådan er det – og skilsmisseprocenten i Danmark er vist på 40 – og så er der ikke talt de ikke-gifte med.
Vi bliver nok aldrig klogere, selv om Ibsen påpegede nogle væsentlige mekanismer i institutionen.
Se tidligere anmeldelser af ”Et Dukkehjem”, hvor jeg kommer mere ind på Ibsens naturalisme – anno 1879. ( I øvrigt havde dette stykke jo urpremiere i København på Det Kongelige Teater.)
Vendsyssel Teaters version (til 6 stjerner) 2018: https://www.kulturkupeen.dk/et-dukkehjem-paa-vendsyssel-teater/
Det Kongelige Teater (til 4 stjerner) 2020: https://www.kulturkupeen.dk/tag/et-dukkehjem/
Medvirkende:
Sicilia Gadborg Høegh / Nora
Jakob Oftebro / Torvald
Ida Cæcilie Rasmussen / Dr. Rank
Kasper Dalsgaard / Krogstad
Anna Bruus Christensen / Fru Linde