∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Erasmus Montanus. Repremiere i København på Østre Gasværk Teater.
“Erasmus Montanus” i begavet opsætning skriver moderne teaterhistorie.
”Erasmus Montanus” er stadig både delikat og anderledes teater, præcis som da den oprindelige premiere fandt sted på Aarhus Teater i 2017. Siden har Christian Lollikes iscenesættelse og bearbejdelse modtaget masser af hæder, der meget velfortjent også er blevet Andreas Jebro som Erasmus til del.
Men hele holdet fortjener ros og applaus. Der er kadaverdisciplin i hver en krog og det er nødvendigt, for denne ”Erasmus Montanus” spilles som dukketeater i det rene pap. Det kræver præcision.
Den gamle Holberg-komedie handler om Kloge-Aage-Rasmus Berg, der vender hjem til sin barndomsby. Snobbet og overlegen er han blevet og vil kun tale latin, som han plejer. Han render hele tiden mod en mur, indtil han stilles overfor det fundamentale dilemma: Hvis han skal giftes med Jeronimus’ datter Lisbet, skal han både sige og mene, at jorden er flad. Han skal fornægte den moderne videnskab og erkendelse. Hos Holberg får hele byen drejet armen om på ham.
På det Kongelige Teater, for få måneder siden, forsøgte Lollike lidt i samme stil, men mindre vellykket, i guldalderdigtet ”Aladdin”, hvor det til sidst vrimlede med muslimske gevandter. I Erasmus Montanus-produktionen, som nu er to år gammel, lader Lollike den danske hær være en rød/ hvid pigegarde, mens et par muslimer titter frem suppleret af et knaldrødt søuhyre i plastic. Så kan man fundere lidt over det.
Andreas Jebro har ikke brug for plasticdyr, for han mestrer opdateringen eksemplarisk – også i de improviserede dialoger med publikum, hvor de aktuelle håndboldkampe blev nævnt i aftes.
Andreas Jebro har allerede fået ros og anerkendelse for sin fortolkning. Og det er imponerende, hvor megen kraft han bruger på at demonstrere en Montanus, der det ene øjeblik er lige så egocentreret og affekteret som en teenagepige, der tager selfies – for næste sekund at være babyagtig og søge trøst i moderfavnen. Den ekstreme fortolkning er vist ikke set før: Erasmus på freudiansk vis tilbage til fosterstillingen – eller er det en Pieta-positur? Med lidt god vilje køber vi det hele og mangler snart kun at se Lollikes fortolkning af ”Hamlet”. Her vil Andreas Jebro være mere end oplagt som titelpersonen, og mht. til Fortrinbras, den lurende fjende, som rumsterer i baggrunden, er der oplagte fortolkningsmuligheder for Lollike.
Vi venter spændt, og imens er der ikke andet at gøre end at opfordre københavnerne til at styrte til Østre Gasværk og opleve forestillingen, som fra slutningen af februar i øvrigt vender tilbage på Aarhus Teater.
Jeg så desværre ikke ”Erasmus Montanus” i 2017 på Aarhus Teater. Men jeg er sikker på, at rummet i det smukke teater nok var en mere velegnet ramme. På Østre Gasværk, der netop er genåbnet efter en omfattende og omkostningskrævende restaurering, drukner hele set-uppet lidt, bl.a. fordi spillet foregår i et kukkasseteater – og Østre Gasværk er en rotunde. Et lidt uheldigt sammenstød, men der er sikkert flere tekniske forklaringer på det.
Ps. Denne ”Erasmus Montanus” har allerede skrevet moderne teaterhistorie – på linje med Peter Langdals ”Erasmus Montanus vender tilbage ” i 1984 på Betty Nansen Teatret og Edvin Tiemroths ”Hekseri eller blind alarm” i 1966 på Det Kongelige Teater. Alle tre Holberg-forestilinger både fastholdt og fornyede på begavet vis traditionen, også takket være fremragende skuespillerpræstationer. Holberg er endnu en gang blevet sprællevende. Se det er teaterkunst!
Dramatiker: Ludvig Holberg
Producent: Aarhus Teater & S/H
Bearbejdelse: Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers & Christian Lollike
Iscenesættelse: Christian Lollike
Scenografi & kostumedesign: Gehrt & Grarup
Medvirkende
Andreas Jebro, Lotte Andersen, Lars Brygmann, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Bjarne Henriksen, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Andreas Nicolai Petersen & et kor under ledelse af Ingeborg Thisted Højlund.