Entropolis – Cantabile 2 på vej væk fra den klassiske teateridé.

Overværet af Ulla Strømberg.

Cantabile 2s nye værk vist på Teaterøen i januar 2016.

Engang var teatret Cantabile 2 dæmonisk, suggererende, medrivende.

PR-foto.

I de senere år er teatret blevet individorienteret og samfundsrelaterende og i det seneste værk fremtidsanalyserende. Det er vel en moderigtig udvikling, men indebærer, at man bevæger sig væk fra teatrets inderste væsen og begynder at forkynde fremfor for at underholde i bredeste betydning.

I det nye værk Entropolis, som er skabt i samarbejde med gruppen Bombina Bombast, tages vi med på en rejse til Mars. I bogstavelig forstand. For vi, publikum, skal sandelig være aktive – og dermed bliver de 5 skuespillere snarere til en slags fremmedførere eller studieværtinder blottet for nuancer og selvstændighed – end skuespillere med individualitet. Det hele er så fastlagt. Vi skal give vores mening til kende, vi bliver udvalgte, måske. Og blandt de udvalgte vælges et par stykker, der skal gå Andreas Mogensen i bedene. Hvordan vil de organisere sig på en anden planet? Hvem skal gøre hvad? Hvad vil de savne? Hvad vil de have med?

Pressebillede.

 

Desværre var hverken den danske astronaut eller hans uimodståelige charme og karisma at finde i rummet. I stedet indhylledes vi i en alvor, som nogen måske havde brug for.

Den aften, jeg overværende forestillingen og heldigvis ikke kom på gulvet,var der en hel gymnasieklasse fra Midtsjælland. De gik op i det med liv og sjæl. Derfor tør jeg alligevel sige, at på trods af at hele maskineriet med taburetter, tavler og høretelefoner og nogle meget smukke projektioner og billeder, så er Cantabile 2 ved at fjerne sig fra det klassiske teaterbegreb. Det er synd. For egnsteatret fra Vordingborg er altid med interessante bud på et anderledes teater – dengang som nu med Nullo Facchini som leder og instruktør.

Men med Entropolis er vi tæt på et højskoleophold.

Pressebillede.

Jeg er også træt af publikumsinddragende teater. I den seneste uge har jeg tre gange været udsat for direkte attack fra skuespillere. På Det Kongelige Teater til ”Drømmeforestillinger”, på Rialto til ”Dirigenten” og så her med Cantabile 2.

Når jeg går i teatret, ønsker jeg at se, høre og sanse. Hvis jeg har brug for at tage ”komme nogen ved”–attituden på, bliver jeg hjemme eller går på et AOF-hold. I teatret vil jeg ikke fysisk angribes. Det var noget man gjorde i 1970erne. Men er det virkelig blevet moderne igen?

Cantabile 2.

Entropolis.