∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Enter Copy
Meget velspillet og neddæmpet science-fiktion-stykke på Bådteatret med gæstespil af det engelsksprogede Why Not Theatre.
Med Sue Hansen-Styles i spidsen blev den lille teaterinstitution grundlagt i 2007, siden med skiftende spillesteder, dog i en lang periode på Teatret ved Sorte Hest. Nu er adressen Bådteatret, og det klæder forestillingen ”Enter Copy” – skrevet af husdramatikeren Tanja Mastilo.
Teksten er velkomponeret, stram, selv om enakteren tager syv kvarter uden pause. Det er endnu engang det lukkede rum, der er omdrejningspunktet. Tre mennesker, som ikke frivilligt har valgt hinanden, er ”indespærret ”. Hvad betyder det? Hvad vil der ske? Og ikke mindst: Hvad sker ikke?
Historien kendes bl.a. fra Sartres ”Lukkede Døre” (hvor de dog er døde) og er et semiabsurd/ eksistentialistisk sindbillede på det moderne menneskes klaustrofobiske fornemmelse af livet, dagen og vejen.
Her er vejen hen til det lukkede rum frivillig. Vi er i 2029. AI er ved at vinde indpas på linje med andre højteknologiske opfindelser. Mange teaterfolk/skribenter har allerede øjnet spændende muligheder ved at skabe nogle konfrontationer imellem mennesker og maskiner og ligeså Tanja Mastilo.
Her i ”Enter Copy” er processen frivillig på et ikke nærmere bestemt laboratorium, som vi aldrig ser. Personerne har mod betaling ønsket ikke at gøre deres liv om, men derimod blive konfronteret igen med nogle personer (levende eller døde) som de gerne lige vil sige et par ekstra ord til, opleve nogle minutter sammen med etc. Nu beskriver jeg det lidt jordnært, men det er vist pointen.
De tre personer er: en moden, rig kvinde, smukt spillet af Sue Hansen-Styles – overfor en ung, skrøbelig mand, der har brækket ryggen som soldat. Tredje person er anderledes. I programmet kalder de ham city-boy, dvs. en pengemand fra City i London. På mig virkede han lidt anderledes, en gammeldags lurvet sidegadevekselerer eller en smågangster fra restaurationsbranchen, der gerne vil tjene penge?
Forskellige er de tre, ligeledes deres sprog. Hun vil møde sine afdøde søn, hun ikke var nogen opmærksom moder overfor. Den unge mand vil tilbage til den løjtnant, han var forelsket i. Og pengemanden vil bare have fat i ekskonen og få en forklaring på, hvorfor hun bare gik!
Instruktøren Jacob Stage har holdt spillet i fin balance, visuelt og ikke mindst sprogligt, så det hele ikke bliver så distinkt kantet, som man ofte kan opleve med britiske skuespillere.
Hvad sker der, når tre mennesker først føler afsky for hinanden, men siden omsorg?
Det i sig selv er interessant og kommer i fuld skala til udtryk. Visuelt er rummet hvidt i hvidt med lidt for mange hvide plastickasser, der skal flyttes rundt på det ternede gulv for at markere rummets forskellige muligheder. De lysende kasser skal fungere som stol, seng etc. Det burde kunne gøres bedre. Men lyset, kostumerne og alt andet fungerer overraskende godt, så selv om jeg ikke er til fremtidshistorier, glemte jeg for en stund min antipati, fordi spillet i sig selv var så gennemført fint og menneskeligt. Meneskelige møder!
Slutningen vil jeg ikke røbe, forstod den måske heller ikke til fulde. Men ellers varm anbefaling. Der spilles til og med 18. december i Nyhavn på den pæne side, hvor der også er julestemning. Adresse: Bådteatret.
Konsulent / Jonathan Hjort
Iscenesætter / Jacob Stage
Skuespillere /
Sue Hansen-Styles, Bennet Thorpe, Daniel Neil Ash, Nathan Meister
Dramatiker / Tanja Mastilo