Kommenteret af Ulla Strømberg (selvbiografier får ingen stjerner)
En skidt knægt, en selvbiografi af Henning Jensen.
Det er ikke mere end to år siden, at skuespilleren Henning Jensen udgav den meget intense og velskrevne bog om et langt liv med depressioner og indlæggelser: ”Igennem glasvæggen”.
Nu kommer endnu en selvransagende bog af den litterært begavede skuespiller. Men hvor den første bog i al sin gru havde et skær af humor over sig, er ”En skidt knægt” mere et bundalvorligt moderopgør eller ligefrem et karaktermord på et moderdyr.
Bogen ville næppe være blevet skrevet, hvis ikke Henning Jensen var blevet en succes, en stor skuespiller med en lang karriere bag sig på film og på scene. Derfor er pointen måske, at han indirekte og tørt kan konstatere: Det lykkedes trods alt.
Som læser er det svært at håndtere den frygtelige moder, som aldrig var i stand til at sige noget pænt eller gøre noget godt. Hun skulle hele livet dække over det ulyksalige, at hun var et barn født uden for ægteskabet og siden gift med en husmand. Det sociale liv og den sociale anseelse betød alt.
Portrættet af den stille fader er til gengæld smukt og ligeså af den udkårne livsledsager, som Henning Jensen efter flere dårlige ægteskaber endelig finder i skuespilleren Solbjørg Højfeldt.
”En skidt knægt”. Allerede titlen markerer sorgen, men er såmænd moderens karakteristik af sin eneste søn. Bogen giver også et mærkeligt billede af det klasseløse og alligevel klasseinddelte Danmark fra 1940erne op til 1970erne. Bogen stiller modsætningen imellem provins og storby klart op, men resonerer ikke over det. Hvor ”Igennem glasvæggen” beskrev det ene mentale sammenbrud efter det andet, så man blev klog på nogle af symptomerne på en gryende depression, er der ikke så meget ny viden at hente i ”En skidt knægt”.
Selvfølgelig er det altid interessant at læse baggrunden for en stor kunstners udfoldelse. Samtidig er jeg dog ikke sikker på, at jeg vil vide alt om en skuespillers private eskapader eller manglende seriøsitet i forbindelse med forliste uddannelser. Det, der sker på scenen og på lærredet, er nok.
Det gik nemlig ikke godt for lille Henning i skolen. Igen spillede moderen en afgørende rolle, idet hun pacede ham i retning af en ingeniøruddannelse. Men det skete heldigvis aldrig for drengen, der syntes helt blottet for matematisk interesse. Til gengæld kom han på kostskole i Haslev, på en religiøs en af slagsen. En enkel lærer, dansklæreren, fortalte de unge gymnasiaster om alle de nye danske forfattere med Klaus Rifbjerg i spidsen. En nye verden åbnede sig for lille Henning. Siden bliver det bl.a. Det Kongelige Teaters opsætning af ”Teenagerlove” med Henning Moritzen, Bodil Kjer og mange flere, der viste, hvad teatret evnede og evner.
Der skulle dog fem forsøg til, før det lykkedes at komme på den nyetablerede Statens Teaterskole. Og hvis jeg ellers har læst korrekt, så forlod Henning Jensen skolen i utide, for karrieren var allerede i sving. Indtil dette tidspunkt havde først moderen og siden John Price, der vist havde al for stor magt på Det Kongelige Teater, været de værste stopklodser.
Bogen er ikke kronologisk, men begynder helt oppe i nutiden og skuer tilbage på barndommen, så det er som om, der er plads til endnu en terapeutisk bog om et svært voksenliv i teatrets tjeneste.
Og hvad kan vi så lære af det? At livet er hårdt. Men spørgsmålet er, om ikke alle, og heldigvis for det, kan ryste op med historier, hvor vi har følt os fremmede, fremmedgjorte, uglesete og utilpassede. Alligevel har de fleste magtet at manøvrere videre. For der findes næppe nogen, som danser på roser alle døgnets 24 timer.
Med ”En skidt knægt” viser Henning Jensen endnu engang, hvor velskrivende han er, og hvor afhængig han også er af, at omgivelserne støtter ham. Men bogen synes også at minde om resultatet af et langt terapiforløb, hvor fortiden ikke kun dukker op, men også skal bruges konstruktivt til forklaring på aktuelle problemer.
Henning Jensen er da vist heller ikke bleg på for mellem linjerne at antyde, at noget af moderens sind vist er gået i arv. Og så er vi tilbage i første bog ”Igennem glasvæggen”.
At Henning Jensen til sidst beskriver, hvordan en ny depression kom rullende for få år siden, mens han spillede ”Møller og Larsen” på Det Kongelige Teater, er for mig overflødigt. Det var på mange måder en fin forestilling. Spørgsmålet er, om vi skal vide alt om andre. Og det mener jeg ikke.
Bogen kan vel anbefales til alle med en frygtelig moder. For så kan man måle moderdyrenes utilgivelige optræden op mod hinanden. Eller har man været heldig og haft en sød og venlig moder, ja så må man bare være taknemlig og naturligvis få lidt ondt af Henning Jensen.