5 stjerner.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Underholdende og fysisk nærværende leg med teatrets muligheder.
I scenografen Steffen Aarfings kino-interiør anno mellemkrigstiden er komedien både genre- og tidsmæssigt placeret. “Hele verden er en scene…….” Og så løber historien ellers afsted fra vulgær nutid med masser af selfies, til 1920-erne og tilbage til eventyrland, hvor alt sker og op igen til nutidens vulgære overflods -“see-me” verden. Til slut viser det sig, paradoksalt nok, at kun de enfoldige amatører kan fortælle en ren og stilfærdig kærlighedshistorie.
Shakespeares komedie er som kinesiske æsker med mange krumspring. Det er lige netop teaterdirektør og instruktør Elisa Kragerups specialitet. Forestillingen bygger da også på forskellige erfaringer, hun har høstet ved ikke mindst tre produktioner: Shakespeares “Sonetter” som blev et næsten orgastisk nummer i sort læder og blonder, Ovids “Metamorfoser”, som visuelt gik den modsatte vej og var bleg, nøgen og meget sanselig, mens Mozarts “Figaros Bryllup” foldede sig ud i et moderne tivoli med et tv-reality show etc.
I denne komedie er der tre parallelle handlinger, hvor håndværkernes amatørspil om Pyramus og Thisbe er blevet til nogle store tøjmaskotters forsøg på at spille teater – med en noget omskrevet tekst af den nye husdramatiker Line Knutzon suppleret af indlagte tekster fra Ovids Metamorfoser.
Men Ovid står i øvrigt centralt i hele skuespillet: det at transformere sig, om det så er, fordi naturen lokker og sender blomsterstøv på øjenlågene, eller det er som skuespiller, at man kan hoppe i en anden figur og foregive at være noget andet – nogen anden. Alt og alle transformerer sig – også i den moderne verden, lyder moralen.
Den ydre handling beskriver et forestående bryllup imellem Theseus og Hippolyta. Nogle unge par, der har det lidt svært med kærligheden, lægger rammen. Oveni og udenom er der skovtrolden Puk, der her er blevet til en piccolo på et bordel (?) i mellemkrigstiden. Ak ja.Og så er der turen ud i naturen, hvor alt kan ske og tilsidst ikke mindst amatørskuespillernes greb om den ulykkelige kærlighed.
Spørgsmålet lyder: Lykkes opgaven for Elisa Kragerup og ensemblet? Langt hen ad vejen tror jeg, at de opstillede præmisser og den tegnede skabelon udfyldes med bravur af ensemblet. Kragerup har tænkt rigtigt, men på den anden side kunne der var mange andre svar på “En skærsommernatsdrøm” anno 2019.
Ensemblet tæller mindst to fra det gamle Røde Rum på Det Kongelige Teater: Maria Rossing og Peter Plaugborg kender til instruktørens krav om skift i stemmeleje og attitude og indfrier dem. Niels Ellegaard med sin revyerfaring er en gave til forestillingen sammen med Simon Bennebjerg, som er et, også, musikalsk fund. Emma Sehested Høeg viser stor musikalitet, og Mikkel Arndt er stemmemæssigt nok den bedste til at klare Shakespeares ord.
Forestillingen er kort sagt sjov, hyperenergisk, moderne og underholdende, men klogere på kærligheden, Shakespeare eller Ovid bliver man nu ikke.
www.bettynansen.dk
( Anmeldelsen er kort og der mangler billeder – beklager, men min højre hånd er stadig dårlig.)