∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En skærsommernatsdrøm – ballet på Det Kongelige Teater.
Flot er det, og balletpublikummet er taknemmeligt. Med tredje repremiere i dette efterår lever Den Kongelige Ballet dog ikke helt op til det, som Nationalscenen også bør sikre, nemlig fornyelse. Med først ”Giselle”, så ”Blixen” og nu ”En skærsommernatsdrøm” har det været godt for korpset, og stampublikummet tager vel ikke skade af et gensyn, men alligevel.
John Neumeiers ballet fra 1977, ”En Skærsommernatsdrøm”, er en erstatning for en nyere Neumeier-ballet, ”Othello”, (1985) som balletkorpset efter sigende nedlagde veto imod, fordi der indgik nogle danse, som i en misforstået krænkelsesattitude blev opfattet som stridende imod et moderne moralkodeks, hvor ingen må hænges ud på grund af køn eller etnicitet. Det er vist stadig ok at ”krænke” andre på grund af alder, men det må vi diskutere en anden gang. I hvert fald hev Det Kongelige Teater den gamle ”En skærsommernatsdrøm” frem igen. Det er en ballet, der sammen med ”Romeo og Julie” er et godt bud på at være et af Hamburg-balletchefens bedste værker – sat op i København.
Men, men, men. Koreografien og trinene er fortsat imponerende friske, ungdommelige og stadig i stand til at favne både det klassiske og det moderne og tillige fuld af humor. Ganske befriende. Scenografen Jürgen Rose fremhæves altid for sine næsten tidløse billeder, men der er noget hengemt over de enkle dekorationer, nogle silketæpper og lidt disney-agtige træer og ellers en tom scene, hvor kostumerne til gengæld fortsat fungerer i deres prunkløshed. Det er lysdesignet, som er det store problem. Lyset viser tilbage til en tid, hvor lyset kan ændres hvert 10. minut. Dermed bliver det visuelle noget forældet. Her burde Neumeier, der krediteres for lyset, have renonceret og erkendt, at der er sket rigtigt meget på de 45 år siden urpremieren i Hamburg. Hele popindustrien har lært os, hvad et godt lysdesign kan gøre – uden at tage noget fra hovedessensen.
Så derfor er og bliver det en repremiere, hvor heldigvis danserne kan folde sig ud. Man kan endnu engang glæde sig over ikke mindst de mandlige dansere, solodanserne som korpset.
Tobias Praetorius er som skabt til rollen som Puk ude i skoven. Det er ham, der spiller alle et puds, i øvrigt den gamle balletmester Frank Andersens glansrolle. Tobias Praetorius er både underholdende og fuld af karakter.
Det sammen med Jonathan Chmelensky i dobbeltrollen som kongen på jorden og i underverdenen. Statuarisk og igen med en spændende dobbelthed. Og ligeså de unge elskere Sebastian Pico Haynes og Alexander Bozinoff. Fremhæves må også Jon Axel Fransson, der har fået den karikerende rolle som både formand for håndværkerne og æslet. Bedre kan det næppe danses.
Med Emma Riis-Kofoed som både dronning i den jordiske verden og Titania i den underjordiske er det dansemæssige i orden, men efter min smag er der alt for meget kulde og mangel på følelser i mimik og såmænd også i hele kropssproget. Det hele bliver mekanisk og goldt. Forhåbentlig kommer der følelser i hendes dans med årene. Derimod har både Silvia Selvini og Holly Dorger som de unge forelskede piger nok at gøre med at finde de rette elskere og danser partierne med så meget humor og overskud, at man helt glemmer, at Shakespeares ord mangler.
Sammen med Ligetis moderne toner derude i skoven, hvor alt kan ske mellem alfer, Oberon og Puk, har Neumeier valgt at bruge Mendelssohns alt for kendte toner til det jordiske. Sjovest er Neumeiers brug af såkaldt lirekassemusik til håndværkerne, og hvor det fungerer godt.
Fra Shakespeares hånd er det ikke nogen nem komedie, for hvad skal vi egentlig forstå? Der er to verdener, og derude, eller dernede, tør vi måske kaste os ud i det mere løsslupne og dyrke andre sider af vores lyster. Men hvordan passer håndværkertruppen ind? Et af Shakespeares traditionelle greb med ”klovne” midt i alvoren. Truppen er både komisk og sjov, men som regel et appendiks, der sjældent forløses optimalt, når det er i skuespillet. Her i balletten synes Neumeier dog at have fået et godt tag på dem, og de bliver et velfungerende bindeled imellem de to niveauer.
Som erstatning for et andet værk fungerer ”En skærsommernatsdrøm” helt fint, men hvor man dog glæder sig til, at Den Kongelige Ballet snart viser, at der fortsat sker noget nyt og væsentligt i den store internationale balletverden. Det fortjener både danserne og publikum.
- Måske har jeg ikke ydet forestillingen retfærdighed. Man ser meget dårligt fra parkettet. Sådan er det bare. Parkettet egner sig faktisk slet ikke til ballet, hvor det både er fødder og helhedsbilleder, der skaber det samlede indtryk.
Koreografi: John Neumeier
Musik: Felix Mendelssohn-Bartholdy, György Ligeti og traditionel lirekassemusik
Scenografi og kostumedesign: Jürgen Rose
Lysdesign: John Neumeier
Dirigent: Nathan Brock
(Dansere i fed skrift var på programmet til premieren)
Emma Riis-Kofoed / Hippolyta (Titania)
Stephanie Chen Gundorph / Hippolyta (Titania)
Jonathan Chmelensky / Theseus (Oberon)
Ryan Tomash / Theseus (Oberon)
Silvia Selvini / Helena
Lena-Maria Gruber / Helena
Sebastian Pico Haynes / Demetrius
Gregory Dean / Demetrius
Holly Dorger / Hermia
Caroline Baldwin / Hermia
Alexander Bozinoff / Lysander
Andreas Kaas / Lysander
Tobias Praetorius / Philostrat (Puk)
Samuel Zaldivar / Philostrat (Puk)/
Det Kongelige Kapel
Den Kongelige ballet m.fl.