∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En Midsommernattsdröm af Britten på Malmö Opera.
Smuk og ”velholdt” 40 år gammel produktion genopsat på Malmö Operaen.
Forestillingen lever på det visuelle, der fremhæver og understøtter Benjamin Brittens musik, som er både underholdende og sine steder ganske morsom.
Det er teaterhistorie på allerbedste vis. Den hyperaktive institution Malmö Opera har nemlig ”købt” en 40 år gammel produktion af Benjamin Brittens ”En Skærsommernatsdrøm”. Operaen blev skrevet i 1960, og en legendarisk opsætning i Glyndebourne i 1981, ved den meget anerkendte britiske instruktør Peter Hall, høstede stor anerkendelse.
Produktionen har været genopsat i Glyndebourne flere gange, men er for første gang på udebane. Med scenografi af John Bury og genopsat af Lynne Hockney, som også har stået for den nye koreografi, må jeg sige, at ikke alene holder iscenesættelsen og det visuelle, det er en helt igennem dækkende, næsten neutral fortolkning uden dagsaktualitet.
Shakespeares spex har aldrig været nemt. Historien foregår i to verdener, det jordiske liv, hvor der skal være bryllup og så en drillesyg underverden, som er befolket af små alfer med et fyrstepar i spidsen. Teksten er af Benjamin Britten og Peter Pears blevet kogt ind fra fem til tre akter. Første akt er helt sprunget over, mens det shakespearske sprog er bevaret i librettoen. Derfor synes det ellers forvirrende skuespil her som opera at være en næsten lineær, klar fortælling, hvor de to-tre sidehandlinger føjer sig smukt til en samlet historie. Håndværkertruppen, der prøver på en nonsens-teaterforestilling, de små, overnaturlige væsener, som er overalt, samt ikke mindst æslet, der forbinder de to verden og bliver det væsen, som dronningen i elververdenen forelsker sig. Her hos Britten samler brikkerne sig, og intet synes overflødigt.
Benjamin Brittens musik er både underholdende og ind imellem ligefrem filmisk i sin muntre fortællestil med markante stemningsskift. Britten har bl.a. valgt, at underverdenens stemmer skal være ekstreme. Derfor skal Oberon, kongen, synges af kontratenor og dronningen af en koleratursopran. Lidt disharmonisk, i hvert fald i Malmø, hvor dronningens parti, da jeg var i salen, blev sunget fra kulissen på grund af sygdom.
Orkestret lykkes med det hele i Malmø og ligeså en del af sangerne, men desværre ikke alle.
Det er tydeligt, at denne produktion fra 1981 er skabt til et smallere scenerum, så spillepladsen er indsnævret og måske lagt lidt bagud for at skabe intimitet.
Men denne smukke scenografi, der også bruger dybden i scenen, koster til gengæld på balancen imellem orkester og sangere og ikke til sangernes fordel. Selvfølgelig kan det også skyldes akustikken, som jo ellers er legendarisk i Malmø.
Stemningen på scenen er overvældende, for derude i skoven er træer og buske bevægelige, for sortklædte figurer skubber dem frem og rundt, så vi pludselig synes at befinder os på kanten mellem renaisssancens underholdningsteater og det lidt mere moderne barokteater i 1600- og 1700-tallet.
I programmet citeres den nuværende instruktør/koreograf Lynne Hockney for at sige, at produktionen netop har vist sig at være holdbar, fordi Hall ikke har lagt ekstra nymodens og moderigtige fortolkninger ind i historien. Han har skabt et eventyr, ladet ordene stå rene, så fortællingen synes anvendelig til næsten evig tid. Men uden scenografens elegante løsninger, som viser tilbage til en tæmmet Jean Voigt her til lands, ville oplevelsen slet ikke være så god med de spindelvævstynde bladformationer og buede sidekulisser med indlagte spejle. Det hele synes mørkt, blåsort, fremprovokeret af lyset, og indpakket i en tåget stemning. Kostumerne i den overnaturlige alfeverden er tillige i harmonisk balance med tiden omkring år 1600 med både renaissance- og tudor-associationer. De suppleres af håndværkernes smukke jordfarvede arbejdsdragter. Klasserne er klart markeret, mens det jordnære, de unge forelskede, som vover sig ud i skoven, snarere er iklædt oplysningens kostumer. Det er kort sagt godt teaterkostumehåndværk, som ikke overfortolker.
Sangerne er som sagt gode og dækkende uden at imponere, næsten hele vejen igennem og ligeså drengekoret, som udgør alferne, mens den lille Puk/Puck spilles af en lille væver, britisk dreng. Han er et fund til denne talerolle, selv om jeg principielt er imod børn på en scene.
Netop fordi den gamle iscenesættelse har afstået fra at overfortolke, bliver hele opsætningen et smukt skue med gode sangere og et velspillende orkester – og samler sig som visuelt mættet underholdning. Dermed synes de dybere filosofiske overvejelser om konfrontationen imellem det jordnære og den kriblende underverden ganske irrelevant.
MUSIK Benjamin Britten
LIBRETTO Benjamin Britten, Peter Pears
(efter William Shakespeares pjäs En midsommarnattsdröm)
DIRIGENT Wolfgang Wengenroth
ORIGINALREGI Peter Hall (1981)
REGI NYUPPSÄTTNING OCH KOREOGRAFI Lynne Hockney
SCENOGRAFI John Bury
KOSTYM Liz Bury
LJUS Paul Pyant
KOREOGRAFI NYUPPSÄTTNING Lauren Poulton
PÅ SCEN
ÄLVORNA
Oberon Christopher Ainslie
Tytania Elisabet Einarsdóttir
Puck Frederick Balcombe (James Roberts 10/10)
Cobweb Leo Jemison
Peaseblossom Harry Lamb
Mustardseed Isaac Rogers
Moth Benjamin Fletcher
UNGDOMARNA
Lysander Nathan Haller
Hermia Tuva Semmingsen
Demetrius Sebastian Durán
Helena Sigrid Bøe
HERTIGPARET
Theseus Eric Roos
Hippolyta Maria Streijffert
HANTVERKARE
Nick Bottom Zachary Altman
Peter Quince Caspar Engdahl
Francis Flute Conny Thimander
Robin Starveling Eric Lavoipierre
Tom Snout Timothy Augustin
Snug Phil Christensson
Trinity Boys Choir Arlo Dezille, Benjamin Gilbert, Victor Lanaspre, Albert Leslie, James Roberts, Luke Thornton
www.malmoopera.se