Kommentar af Ulla Strømberg.
En ikke-kunstnerisk finanslov på kunsten og kulturens område.
Nu løber jeg nok en risiko for at blive udskammet. Men betragt det følgende som et såkaldt indspark fra en borger, der i årtier har været tilskuer på tæt hold til en evig kulturpolitisk runddans og til kultur- og kunstinstitutionernes daglige kamp for overlevelse. Tillige har jeg, måske i modsætning til de politikere, som står bag den nye finanslov på kulturområdet, været storforbruger af KUNSTEN. Derfor tillader jeg mig at mene, at mange af de nye prioriteringer, som er foretaget, ikke vil gavne kunsten eller borgerne, men højst skabe en række udvalg, arbejdsgrupper m.m. med dertil hørende snik, snak og rapporter. Ingen vil orke at læse dem, og de vil blive skrottet i det øjeblik, der sidder en ny i kulturministerens stol. For vi har prøvet det hele før.
Det er en trist og bureaukratisk og ukunstnerisk finanslov, som er blevet vedtaget på kulturens område.
Selvfølgelig er der gode og fornuftige, ekstraordinære pengeposer til udvalgte institutioner: Kulturministeriet redder Den blå Planet på Amager på målstregen med 11,5 mill. kr, for Coronaen har i den grad undermineret det driftsdyre Akvarium. Ligeledes får Den Gamle By i Aarhus og AROS i Aarhus nogle få millioner kroner. Der er flere penge til udvalgte institutioner i provinsen, bl.a. Statens Museum for Kunst i Thy. Som rygtet siger, er det mere end tiltrængt med penge der, for der er ikke meget at se, selv om der tages entré. Jeg har ikke selv været der.
Råd, nævn, udvalg og institutter
Det mærkelige ved finanslovsvedtagelsen er de mange skrivebordsprojekter, der etableres inden for flere genrer:
Arkitekturen skal have sin egen nationale politik, nu udformet af eksperter. God dav do. Vi er mange borgere, der har kæmpet imod Lynetteholmen, imod højhuse i Aarhus og frygtelige nedrivninger, der overalt erstattes af discountbyggerier, enten med boliger eller overflødige kontorer. Alt sammen blåstemplet af de nuværende forligspartier bag finansloven. Og det er også sket på rådhusene i København og i Aarhus. Men internettet er spækket med begavede protestbevægelser bestående af IKKE-FAGFOLK, der kæmper imod dårlig arkitektur, ringe byplanlægning og ødelæggelser af kulturarv og natur på grund af byggeivrige politikere og investorer eksekveret af FAGFOLK.
Der nedsættes en ekspertgruppe, hvis formål er at udforme en national arkitekturpolitik og i den sammenhæng skabe debat om arkitekturens rolle og funktion i vores samfund. Der afsættes 19,5 mio. kr. i 2022-2024.( Pressemeddelelse, d.6.12.2021. KUM.)
19,5 mill. Kr over tre år, dvs. lidt over 6 millioner pr. år til nogle af Tordenskjolds Soldater, som enten vil være de arkitekter, som tegner de nye monstre – eller de lærerkræfter, som har været med til at uddanne de arkitekter og byplanlæggere, der i den grad tonedøvt er ved at ødelægge vore byer. Her er penge nok til nogle få årsværker til skrivefolk og så midler til rejser og forkromede møder, hvor fagfolk kan udtale sig. Men egentlig troede jeg, at Kulturministeriet for lang tid siden havde udliciteret alt, hvad der hedder arkitekturpolitik, til den rige fond Realdania.
Hvad er kunst og kultur?
Og så er der det evindelige om, hvad kunsten og kulturen kan: nu skal der bruges 20 millioner kroner over 3 år til et nyt institut!
Kulturens Analyseinstitut. Instituttet skal understøtte mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgernes trivsel bl.a. med afsæt i evidens- og forskningsbaserede undersøgelser. Kulturens Analyseinstitut etableres som et uafhængigt institut, står der i pressemeddelelsen fra Kulturministeriet. Endnu engang: God dav do. Er det ikke lige netop det, vi uddanner spandevis af humanister på universiteterne til. Og de skriver afhandling efter afhandling om kunstens og kulturens betydning. Men har nogen, udover censor, læst afhandlingerne?
Kort sagt, hvorfor tro, at man overhovedet kan opfinde noget nyt, når det hele eksisterer. Man kunne såmænd starte med at læse den gamle kulturpolitiske redegørelse fra 1969 under kulturminister K. Helveg Petersen. Man kunne også blot se på tal fra Danmarks Statistik eller læse de utallige rapporter, som hver ny kulturminister igennem årene har igangsat, og som efterfølgeren aldrig har villet røre ved. Tænk blot på Peter Duelunds mange, mange bind under Jytte Hildens regime. Hvem har læst dem? Man kunne jo også, som vi andre gjorde, da vi var unge og videbegærlige og skrev om kunstens og kulturens nødvendighed, se til udlandet. Franske, svenske, engelske og norske afhandlinger var allerede i 1970erne det sted, hvor forligspartierne nu tror, de går ud på ubetrådt jord. Ok. Det skal være evidensbaseret, står der! Men igen: Vi har været der!
Og så har teaterområdet fået sit nu blåstemplede ”Applaus”, selv om ”Applaus” allerede er i gang. Nu er der 15 millioner kroner til publikumsudvikling over tre år og …til en fortsættelse af analysearbejdet på scenekunstområdet samt en udvidelse af Applaus’ aktiviteter med henblik på at understøtte publikumsudvikling på tværs af flere kulturområder, citeret efter pressemeddelelsen. Det er mange penge til et par skriveborde, som vil producere noget, der nok allerede findes iboende hos de talrige teatermennesker, som arbejder i hele landet. For uden publikum intet teater. Det ved alle.
I øvrigt: Hvis teaterområdet skal have ændret sin publikumssammensætning, så sker det nok snarere via KUNST og KVALITET end ved snik, snak og skemaer.
Det er trist, at kulturpolitikerne fra forligspartierne er så uvidende om den kulturpolitiske udvikling, der har fundet sted siden oprettelsen af ressortministeriet i 1961 med Julius Bomholt. De burde have læst på lektion. Men hvis de har haft for travlt, så kan man vel kræve, at de læser den netop udkomne om bog om dansk kulturpolitik skrevet af den loyale embedsmand Poul Bache. ( Se anmeldelse: https://www.kulturkupeen.dk/finkultur-og-mangfoldighed-ny-bog/ )
Det meste er prøvet, og kulturpolitikken kører faktisk i ring. Og således ville vi kunne spare en masse penge, som i stedet for at blive brugt til gruppearbejde kunne gå direkte til kunsten og skabe gode og store oplevelser.
For én dårlig teater-, kultur- eller kunstnerisk oplevelse tager lang tid at fordøje og siden glemme. Også dér har vi været.
…..
Godt brølt løvinde! Ulla, du har så fuldkomment ret i stort set alle dine anfægtelser. Det hele går op i “cigarrøgfyldte udvalgsværelse” hvor røgsløret spærrer for et kulturelt ud- og selvsyn. Se blot på mit eget
felt:det turnerende børne- og
Ungdomsteater. Det er nærmest sultet til døde. Alle de tidligere eksperimenterende grupper er stort set væk og nu er det blevet til at egnsteatrene egne børneteater produktioner ligger og udveksler mellem hinandens produktioner, selvfølgelig billige kommuner og amter imellem.
Jeg taler her ikke kun for mine egne vegne, men på en mængde andres vegne inden for det ellers progressive børne – ungdomsteater i Danmark.
Man behøver bare at spørge: hvad er der sket med alle de y
tidligere frie og institutions-uafhængige grupper? Mange er gået nedenom og hjem fordi der blev skåret i den direkte produktionsstøtte. I stedet blev midlerne ført over i amtslig støtte, og amterne førte selvfølgelig støtten videre til deres egne teatre som så kunne købe forestillinger af hinanden på området. De frie grupper havde stort stort set ikke en chance i konkurrencen.
Føj for en udvikling! Dansk børneteater, som ellers indtil for få år siden blev betragtet som unik på globalt plan er nu gennem mange års borgerlig kulturdominans blevet bragt i defensiven, ligesom iøvrigt tidligere humanistisk verdensborgerorientering (ref:flygtningepolitikken) og det er som kulturnation noget så skammeligt. Som “halvgammel knark” ønsker og håber jeg blot, at der kommer nye og opløftende tider (og det vil der komme!) men indtil da ånder og lever vi da stadig nogle for de levende kultur. Kærlig hilsen fra Erling Weise i Valby, København