Anbefaling af Ulla Strømberg.
En gang til for Prins Knud. En biografi om Birgitte Reimer. Ny bog.
En stor, velresearchet biografi om skuespilleren og revystjernen Birgitte Reimer (1926-2021), der allerede i 1964 sagde farvel og tak til showbiz. Hun var blevet forelsket i en ny mand, som ville bosætte sig i Frankrig. Det passede godt, for hun var kørt træt i det lette repertoire, som teaterdirektører og filminstruktører tilbød hende.
I Brian Petersen og Hans Skaarups venlige bog om den engang så charmerende skuespillerinde beskrives det meste i hendes professionelle og til dels private liv.
Bogen synes at køre ad to spor: Borgerdatteren, der bliver skuespiller og siger ja til at alle tilbud og derfor viser sit uomtvistelige talent inden for de fleste genrer: film, tv, radio, revy og det lettere teaterrepertoire. Der seriøse teater står derimod som noget næsten uopnåeligt. Mærkeligt. Samtidigt giver bogen et portræt af en smuk, munter kvinde, der er født i mellemkrigstiden og lader sig føre af impulser, frem for nøje overvejelser. Her kommer det andet ægteskab ind som et skræmmeeksempel.
Myten
Selv om mange yngre mennesker kun kender hendes navn fra gamle film, er det lykkedes at bevare legenden om denne tilsyneladende muntre kunstnerinde med de lange, flotte ben og charmerende smil. Men hun har også været pakket ind i en myte. For hvad skete der med den interessante, succesfulde skuespiller efter exit’en fra Danmark?
Det var noget med en restaurant i Sydfrankrig, ved Vence, og var man journalist skulle man holde sig langt væk, sagde alle.
Meget fornuftigt indleder de to forfattere med at tage udgangspunkt i myten og forklare, hvordan de næsten korporligt blev angrebet af Birgitte Reimers danske ægtemand, Ole Bornemann.
Kronologi
Så er brikkerne lagt frem, og bogen kan med god, gammeldags kronologi berette om bankdirektørdatteren fra Nykøbing Falster, der tidligt får smag for teater og dans – og i øvrigt er god til at spille Tennis. En ganske bemærkelsesværdig detalje synes at være Birgitte Reimers faders privatliv, før han mødte moderen. For bankmanden var forlovet og stod til at skulle gifte sig med Danmarks store skuespillerinde og instruktør Bodil Ipsen.
Men skæbnen ville det anderledes, og Birgitte Reimers moder er meget ung, da hun bliver fru Reimer, og 23 år gammel får hun Birgitte.
Efter endt studentereksamen kommer den smukke Birgitte på Det Kongelige Teaters elevskole i første forsøg, men bliver aldrig ansat på teatret. Til gengæld er hun meget hurtigt efter debuten i 1948 et kendt ansigt, også hos teateranmeldere og siden filmanmelderne, der oftest skriver pænt om Birgittes udstråling og kokette smil, som kan virke lokkende.
Hun får mange tilbud om at medvirke i revyer, film og roller inden for det primært lettere repertoire på privatteatrene. Endelig bliver instruktøren Søren Melson teaterdirektør og har en drøm om et moderne mere, intellektuelt repertoire end normen i den post-krigstid som prægede 1950erne. Men publikum vil slet ikke på den galej. Efter få måneder må Søren Melson opgive at drive Alléscenen (nuværende Betty Nansen Teatret). Året er 1963, og Birgitte Reimer, som er blevet lovet spændende udfordringer af Melson i både Ionescos ”Stolene” og Edward Albees ”Den amerikanske drøm” får ikke mulighed for at vise sine evner i den absurde genre.
Mange opgaver
Men ellers var der mere end travlt for den unge skuespillerinde, der præcis som sine mange kolleger måtte springe rundt imellem radio, tv, film og de såkaldte secondteatre for at tjene penge og i øvrigt måske også for at holde ”navnet” varmt.
Det hektisk liv på scenen og foran kameraet gav ikke megen tid til at være en god moder for datteren, som Birgitte Reimer havde med Preben Neergaard, skuespiller og instruktør. Men de borgerlige og gedigne forældre hjemme fra Nykøbing Falster støttede og passede barnebarnet både før og efter skilsmissen.
Kjeld Petersens død
Bogen beskriver ikke den daværende teatersituation i fugleperspektiv, men kommer dog ind på tidens største revystjerner, som Birgitte Reimer spilede sammen med, bl.a. Dirch Passer og Kjeld Petersen. Som i den nyligt udkomne biografi om Judy Gringer bliver også Birgitte Reimer påvirket af Kjeld Petersens død. Han var kun 41 år gammel og en gudbenådet skuespiller, begavet og en god kammerat, men med et mørkt sind, og som så mange andre, blev også han afhængig af alkohol. For Birgitte Reimer gjorde hans alt for tidlige død et uudsletteligt indtryk. Var det værd at ofre sit liv blot for at underholde og tækkes publikum og i sidste end teaterdirektørerne, der tog profitten?
Erindringerne og privatliv
Kun via ægtemanden kunne bogens to forfattere kontakte Birgitte Reimer. I en årrække arbejdede de på at få lov at gennemføre et interview. Først da Bornemann er død, kan hun tale frit og fortælle detaljeret om, hvad hun kan huske, og hvad hun ønsker at have med i bogen, som hun desværre ikke nåede at se før sin død i Sydfrankrig, 2021, 95 år gammel.
Ægteskabet med Preben Neergaard var ophørt år tilbage, og i 1964 er datteren blevet 18 år. Professionelt havde Birgitte Reimer haft konkurrence af bl.a. den lidt ældre Bodil Kjer, Bodil Udsen og senest også Ghita Nørby, men der havde jo været plads til alle. Men desværre var der ingen instruktører, der nåede at ”løfte” Birgitte Reimer over i et mere seriøst rollefag. Det var synd, for hun havde kunnet klare det. Derfor var det for den 38 årige skuespillerinde tillokkende at begynde på et nyt liv i Frankrig.
Livet med Bornemann
Den sidste fjerdedel af bogen beskæftiger sig med den danske ægtemand, Ole Bornemann, og hans faste greb om Birgitte. Hun tvinges til at sige nej til alle tilbud om at spille teater og medvirke i film.
I begyndelsen af ægteskabet går det godt, for han har penge, som bruges hurtigt. Men så er kassen tom, og Bornemann, der var uddannet jurist og bl.a. havde fungeret som journalist, åbner et traktørsted i den lille by Saint-Jeannet højt oppe over Nice. Der var ikke råd til at ansætte personale, så Birgitte Reimer måtte gå i køkkenet. Det var meget uvant for borgerdatteren, der aldrig havde ført en husholdning, men det lykkedes.
Efter mange år flytter ægteparret nogle kilometer væk, i nærheden af St. Paul, til en ny restaurant. Udefra blev der skiltet med et dansk flag, men vé den dansker, der vovede sig ind og ville tale med den smukke skuespillerinde.
Et par af de trofaste venner fra den danske teatertid, bl.a. Bodil Udsen og Lise Ringheim, forsøgte at ”befri” Birgitte og den lille søn Michael. Men det viste sig, at Bornemann på bedste ganstermanér havde taget Birgittes pas.
Ugebladet ”Se og Hør” havde tilbage i 1974 trykt en stort opsat artikel med overskriften: ”Birgitte Reimers ”fængsel” – ussel tilværelse som vaskekone og kromutter”. Fra da af var ægteskabet nærmest ødelagt, og kun få gamle venner måtte Birgitte Reimer være i kontakt med.
Først da Bornemann efter flere års sygdom dør omkring 2010, er der fri bane for både denne bogs forfattere og alle de gamle venner, som endnu levede.
Med detaljerne fra livet i Frankrig bliver bogen til en tragisk beretning om et lyst talent, der stækkes og næsten i bogstavelig forstand holdes indespærret. Det er ikke til at bære, men det synes, som om den aldrende skuespillerinde mentalt har klaret det, og bogen ender med at være et portræt af en fantastisk overlever.
Morale
Set udefra er der en del, som gik galt i det livsforløb, som ellers tegnede så godt.. Hovedskurken er den danske ægtemand, men selvfølgelig burde Birgitte Reimer havde taget hånd om sit eget liv! Og således bliver det også en meget moralsk bog.
Udkommet i maj 2024
forlaget Multivers.dk www.multivers.dk