En gammel borger-krig i den københavnske kulturverden er brudt ud igen.

Kommentar af Ulla Strømberg.

En gammel borger-krig i den københavnske kulturverden er brudt ud igen.

Designmuseum Danmark smider Grønnegårds Teatret på porten 7 måneder før prøvestart på en jubilæumsforestilling.

Designmuseum Danmark, tidligere Kunstindustrimuseet, har for en uge siden sagt, at Grønnegårds Teatret ikke kan vende tilbage til den smukke gård midt i det gamle Frederiks Hospital i Bredgade i København, hvor teatret oprindelig blev grundlagt i 1982.

Nu melder Grønnegårds Teatret direktør, Steen Stig Lommer omsider officielt ud. Teatret er overrasket over den hovsamelding, det har modtaget forud for fejringen af 40-års jubilæet, sommeren 2022, på det sted, som har givet navn til teatret: grønnegården i Museets have i Bredgade.

Måske husker mange, at der allerede i sommeren 2006 var uro om den grønne oase. Den daværende direktør på Kunstindustrimuseet, Bodil busk Laursen, havde orkestreret en plan, der med skitser fra en kendt arkitekt skulle give museet i det fredede rokokohus mere end 1500 ekstra underjordiske kvadratmeter til at udstille i. Det ville betyde, at Grønnegaards Teatret ikke kunne være der under byggeprocessen og heller ikke efterfølgende skulle regne med at vende tilbage til arnestedet. Historien var plantet i Weekendavisen.

Dengang i 2006 havde museet tilsyneladende ikke gjort forarbejdet godt nok, for allerede i februar 2007 meldtes det ud, at Kunstindustrimuseet skrinlagde planerne, og teatret kunne vende tilbage.

Siden da har teatret på grund af forskellige renoveringsprojekter på museet i nogle år været henvist til området bag Odd Fellow Palæet – ligeledes i Bredgade.  Men stedet er mindre og har på ingen måde den charme, som Grønnegården udstråler.  Grønnegårds Teatret bygger i øvrigt økonomien på, at der kan sidde op mod 1000 mennesker hver aften på græsset.

Kunstindustrimuseet fik siden hen nyt navn til det lidt brutale Designmuseum Danmark, og museet har også en ny kvinde i direktørstolen, arkitekturhistorikeren Anne-Louise Sommer.

Grønnegårds Teatret blev oprindelig skabt af en række unge kræfter fra Odense Teater med Søren Sætter-Lassen, Christian Steffensen og Lars Liebst i spidsen. Teatret blev hurtigt et både elsket og veletableret udendørsteater med et repertoire primært byggende på tekster af Holberg, Moliere og Shakespeare. Landets bedste skuespillere har spillet på den udendørs scene. Oprindelig skabte den franske scenograf Bernard Daydé de smukkeste, næste usynlige omgivelser for teaterløjerne. Siden har flere scenografer bygget store podier, men altid med reverens for Grønnegården og arkitekterne Eigtved og de Thurahs omkringliggende bygninger.

Teatret var fra første færd støttet af private sponsorer og fonde, og det københavnske borgerskab har været henrykt for stedet og forestillingerne.  Premiererne har altid været spækket med gode samfundsstøtter, for at tale Ibsensk.

Også Designmuseum Danmark har siden etableringen i 1892 været borgerskabets museum. I 1926 flyttede museet til Det tidligere Frederiks Hospital, fordi etatsråd E. Glückstadt havde erhvervet ejendommen og i 1919 donerede bygningerne til Kunstindustrimuseet.

Begge kulturinstitutioner, teatret og museet, er kort sagt sprunget ud af det private initiativ og har siden konsolideret sig med bestyrelsesformænd, der ikke nødvendigvis er specialister på de specifikke områder, men derimod ”names”. Designmuseet har ny formand, tidligere direktør i A.P. Møller Fonden, Henrik Tvarnø, – og også Grønnegårds Teatret har en ny bestyrelsesformand, tidl. miljøminister Connie Hedegaard. 

Noget tyder på, at den institutionelle magtkamp skal stå imellem de to formænd og ikke imellem direktørerne, der sidder med det daglige ansvar.    

Jeg er kommet i Grønnegårds Teatret siden første sæson og har glædet mig over den beundringsværdige blanding af kontinuitet, tradition og gå på mod for i alle årene at skabe det bedste teater med nogle af landets mest velanskrevne instruktører, scenografer og skuespillere. Derfor har Grønnegårds Teatret været i en fortsat udvikling, i traditionens ånd, lidt på linje med den måde bl.a. Royal Shakespeare Company har forvaltet sin arv på.

Designmuseum Danmark var under det gamle navn mit yndlingsmuseum, da jeg var ung designstuderende. Jeg kom der ofte, og der var ganske tyst. Siden har museet ændret sig  og    ført en løssluppen udvikling, ikke mindst i de seneste årtier. Det har ikke altid været lykkeligt, for muset har måske leflet lidt for meget for tidsånden og ungdomsfascinationen.  Dvs. at selv om museet har haft til huse i nogle af de smukkeste 1700-tals rum i København, har flere udstillinger i angsten for ikke at være moderne, spillet imod rummene og dermed kommet i disharmoni med de nære omgivelser og måske også museumsånden. Til gengæld er besøgstallet steget betydeligt igennem de allerseneste år.

Det er en kompliceret magtkamp, vi er vidner til: Skal Designmuseum Danmark have lov at sætte Grønnegårds Teatret på døren, hvilket måske kan betyde teatrets lukning. Med 6-7 måneder til prøvestart på jubilæumsforestillingen kan det være mere end svært at etablere et nyt sted.

I 1970erne og 1980erne var Kunstindustrimuseet meget opmærksom på teaterscenografi og indkøbte skitser og udstillede dem. Interessen stilnede i 1990erne af.   Der har i de seneste mange år heller ikke været stemning for om sommeren at udnytte og formidle den unikke symbiose imellem kunsthåndværk, god arkitektur, modedesign, scenografi, kostumedesign og stor teaterkunst repræsenteret ved den årlige sommerproduktion.  Her taler jeg faktisk af erfaring!  Og både Museet og teatret kunne have gjort en fælles indsats.

Vi lever i en tid, hvor det som oftest er det offentlige, der har eller ønsker at tage magten. Her står vi over for to ”private” kulturinstitutioner, der burde kunne se nytten af naboskab og samarbejde.  Men denne strid er måske et trist eksempel på den manglende respekt i Danmark kunstarterne imellem.

De to institutioner burde kunne nå frem til en acceptabel løsning i og med museet som institution også har en forpligtelse til at sikre fortiden, og fordi teatret har opbygget en ganske unik status i hovedstaden.