∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Fængslende og underholdende.
Identitetstyverier og falske profiler på nettet er blevet hverdagskost. Sagen om storsvindleren Casper Rieper-Holm, som gav sig ud for at være Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus, er blot et eksempel ud af mange af Rieper-Holms identitetstyverier og bedragerier, som han er blevet dømt for ikke mindre end 14 gange.
Dramadokumentaren, En fremmed flytter ind foregår over 10 uger i 2011/12. Den handler om en ung enlig mor fra Hvidovre, Amanda Kastrup, der møder Casper Rieper-Holm på Facebook. Han giver sig ud for at være arving til en af Danmarks rigeste familier. I virkeligheden er han en udspekuleret svindler, der er vokset fattig op i en flække i Nordjylland.
Foto:Camera Film
Amanda Kastrup spiller sig selv overfor skuespilleren Esben Dalgaard som Casper Rieper-Holm. Hovedparten af de personer, der er med i filmen, er de virkelige personer, som er blevet bedraget af Rieper-Holm, et stærkt greb, der giver filmen autenticitet og nerve. Der er også brugt virkelige locations, virkelige rekvisitter og det tøj de medvirkende havde på, da de mødte Rieper-Holm. Alt sammen noget, der med til at styrke det dokumentariske præg. Man tænker, denne mand kunne ernære sig som forfatter til den ene spændingsroman efter den anden. Hans fantasi har ingen grænser. Som Amanda siger: Hans held var, at han var klogere end systemet.
Foto:Camera Film
Det er imponerende, så mange identiteter, Rieper-Holm har spillet. Han har illuderet rigmandssøn, MTV vært, advokat, narkosmugler, officer i Søværnet og racerkører for blot at nævne nogle. Han har forført et væld af kvinder, lovet dem guld og grønne skove, for derefter, efter at have rippet dem for penge, at forsvinde på mystisk vis.
Man kan ikke lade være med at tænke, om man selv kunne være faldet i fælden. For manden er charmerende og troværdig.
Foto:Camera Film
En fremmed flytter ind er en dokumentarisk thriller. Hvis man ikke har hørt mediernes udlægning af historien tidligere senest i Third Ear Podcasten I et forhold med… ,sidder man på nåle og følger spændt slagets gang. Filmen strækker sig over de 100 dage i Amanda Kastrups liv, hun bor sammen med Rieper- Holm.
Bag filmen står den prisvindende dokumentarinstruktør Nicole N. Horanyl. Filmen er først og fremmest Amandas og de andre medvirkendes udlægning af begivenhederne i 2011/12. Horanyl siger: I min research til filmen gik det ret hurtigt op for mig, at Rieper-Holm nærmest er et stykke fiktion i sig selv. Han har brugt hele sit liv på at skabe disse fantastiske personligheder, som han har indlevet sig i og brugt til at forføre alle på sin vej- rige som fattige, mænd som kvinder
Tag i biffen og bliv forført af denne fængslende og underholdende film.
Instruktør: Nicole. Horanyl
Trailer: Camera Film
Premiere: 14. september 2017 .