∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
En folkefjende på Nørrebro Teater – i en kanon underholdende og meget opdateret version.
Inden pausen ler publikum næsten hele tiden. Så sjovt og underfundigt er det. Og visuelt næsten surreelt i lyse farvenuancer uden konkret forankring i hverken en lille norsk badeby, som Ibsen har beskrevet, eller eksempelvis en korrupt danske købstad eller hovedstad. Det kunne være alle vegne.
Tysk tradition
Denne ”En folkefjende” står på skuldrene af nyere tysk teatertradition, hvor man vender klassikerne på hovedet og giver den fuld skrue i pastelfarver og disko-rytmer og glimmerværk. Det er godt gået, for nok er Ibsen tankevækkende, ironisk og til dels lattervækkende, men der skal dog nogle ekstra kneb til for at få os til at le så højt.
Den unge svenske instruktør Victor Tjerneld har bearbejdet teksten og handlingen så hårdt, at flere af personerne ikke alene har skiftet køn og erhverv, men slutningen går faktisk direkte imod Ibsens tekst. Det kan der findes mange gode forklaringer på. Hvis målet, altså latteren og derefter reflektionen, helliger midlet, som her bedst kan karakteriseres som vold mod Ibsens tekst, er det vel ok at applaudere, men alligevel. Det havde været mere imponerende at kunne fastholde Ibsens intentioner helt. Så havde der vanket 6 stjerner.
Forurening – en evig forbandelse
“En folkefjende” med mottoet og slutordene ”Den stærkeste mand i verden, det er ham, som står mest alene”- hylder den modige ener. Tomas Stockmann er nyudnævnt badelæge i en lille by, men inden det store nye anlæg tages i brug, opdager han, at badevandet er forurenet af de nærliggende industrier. Ibsen skrev stykket i 1882! Det var årtier før alle de miljøskandaler verden siden har kendt til. Tænk også på de lokale forureningshistorier, vi har været vidner til bare i Danmark. Tænk på de store katastrofer i udlandet og den langsomme, men fortsatte forurening i industriområder over hele verden. Ibsen så det, beskrev det og verden blev alligevel ikke klogere.
Søren Pilmark og co.
Verden vil ikke lære! Sådan er det også i den nye nørrebroversion med Søren Pilmark i titelrollen som dr. Stockmann og et fremragende hold af skuespillere uden om. Alle yder deres til at give et snapshot af det moderne, pragmatiske samfund, hvor penge og social placering i sidste ende afgør alt. Så må sandheden eventuelt begraves eller gradbøjes. For da Stockmann ser, at badevandet er forurenet, kan den lokale avis’ redaktør og assistent alligevel ikke skrive historien, for avisen er ejet af byens store mand, Aslaksen, der også ejer badeanstalten og meget andet i byen, der snart skal leve af turister.
Byens borgmester, der også er søster til Stockmann, har investeret prestige og penge i den kommende turismeindustri. Hvis badelandet ikke åbner, er både hun og byen færdig.
En mand går i opløsning
Men hvad gør man med sandheden? Stockmann (et symbolsk navn, som dog viser tilbage til Ibsens ophav), må kæmpe for sandheden. Først som den engagerede videnskabsmand, der tror, at alle er interesserede i sandheden. Siden hen i denne nye version bliver han næsten en galning, der sætter sandheden over alt andet og dermed også giver slip på både sin familie og den almindelige velfærd. Han mister alt.
Her på Nørrebro Teater kommer anden del af forestillingen til at vise en mand, som går i opløsning. Han satser alt og taber endnu mere, for han fraskriver sig også både den loyale hustru og datteren. Hos Ibsen i originalteksten er familien trofast til det sidste. På Nørrebro Teater går Stockmann under i en symbolsk styrtregn, alene på scenen – og uden slutreplikken om den stærkeste mand…
Denne fortolkning skal måske understrege, at det moderne menneske i dag, 140 år efter at Ibsen skrev stykket, skulle være mere kompromisløs. Men det tror jeg ikke på.
Heldigt er det, at Søren Pilmark netop i den lange menneskelige nedbrydningsproces under og efter folkemødet viser et imponerende skuespillermæssigt overskud. Det er flot spillet, men viser sig jo ganske nytteløst og fratager os publikum ethvert håb. For hvis det er sådan, at systemet knuser os, er livet jo ikke til at bære.
Associationer til dagens politiske virkelighed
Ibsens tekst giver mange associationer, hvis man har levet et langt liv. Oplevelser på urimelige arbejdspladser, hvor sandheden ikke måtte komme frem, sammenstød med det offentlige, hvor enhver form fornuft er diffunderet bort og først som sidst aktuelle politiske sager. Jeg tænker derfor bl.a. på sagen om Lynetteholmen i København, hvor næsten alle politiske partier partout vil bygge og måske ødelægge den trafikale infrastruktur i Storkøbenhavn i årtier. Der bliver støj og forurening fra i hundredvis af lastbiler i døgndrift. Lynetteholmen vil ødelægge det, som er tilbage af strukturen omkring Københavns havn og indsejling, Der er lignende eksempler fra alle danske byer: politikerne vil fremdrift og velstand, borgerne vil have menneskelige værdier og så lidt sundhedsnedbrydende aktivitet som muligt.
Ibsens ”En folkefjende” er et fantastisk stykke, men hvis konklusionen i denne version er, at man bliver gal af at sige sandheden og ligefrem mister sin familie – er det jo ubærligt.
Jeg så hellere, at man havde beholdt Ibsens slutning, hvor kone og datter slutter op om faderen og giver han lidt styrke til at kæmpe videre mod det politiske system, mod kapitalen og mod pressen.
Nørrebro Teater/Odense Teater 2021
Alle skuespillere på scenen fortjener at bliver rost. Benjamin Kitter er blevet til en moderne, selvcentreret kunstner i stedet for den loyale skibskaptajn. Frank Thiel bliver indbegrebet af en journalist uden holdning, og den unge praktikant spilles sjovt af Patrick Hansen. Githa Lehrmann og Camilla Lau er den støttende familie, som dog også forsøger at give tilpas modstand, mens Tom Jensen med solbriller i panden og t-shirt under habitten giver den som en slesk pengemand. Mest grotesk bliver Marianne Høgsbros figur som svigermoderen med penge. Hos Ibsen er det en stedsvigerfar. Men her er karikaturen næsten for overvældende lige fra den pinkfarvede pels til den højt opsatte frisure og trutmunden. Men sjovt er det. Mere uhyggelig er Malene Melsens kvindelige borgmester og Stockmanns lillesøster, hos Ibsen er det byfogeden og storebroderen. Malene Melsen skaber et frastødende og genkendeligt portræt af en kvindelig politiker, der næsten i hver en replik indrømmer, hvor meget hun har måttet ofre for at nå og siden fastholde magten. Det er set mange gange på TV i de senere år.
Den tyskinspirerede scenografi er skabt af Franciska Zahle og Peter Schultz. Velfungerende, men ikke så original, hvis man er vant til at se teater.
Ibsen anno 1882
Ser man på Henrik Ibsens personlige situation i perioden omkring 1882 er det interessant. Ibsen var år tilbage taget til udlandet med familien, fordi han ikke kunne skrive hjemme i Norge. ”Et dukkehjem” havde urpremiere og succes i 1879 på Det Kongelige Teater og andre steder, derefter fulgte ”Gengangere”, som Det Kongelige Teater afviste. Stykket skabte i øvrigt furore på grund af den tydelige henvisning til syfilis som en nedarvet svøbe. Men da den modstand opstod, var Ibsen allerede i gang med ”En Folkefjende”. At han på genial vis genoptog arbejdet, mens han selv følte modstand er bemærkelsesværdigt. Siden er ”En Folkefjende” blevet betegnet som det meste ibsenske stykke af Ibsen – den stærkeste er ham, der står mest alene.
En Folkefjende er underholdning, der lægger op til masser af eftertanke – og sådan skal teater være. Midt i latteren skal man standse op….
Først spilles i København – siden i Odense. Det er godt med samarbejder.
Medvirkende
Søren Pilmark, Patrick A. Hansen, Marianne Høgsbro, Tom Jensen, Benjamin Kitter, Camilla Lau, Githa Lehrmann, Malene Melsen, Frank Thiel
Instruktion og bearbejdelse: Viktor Tjerneld
Konceptuerende scenograf: Franciska Zahle
Realiserende scenograf: Peter Schultz
Komponist: Daniel Fogh
Manuskript: Baseret på Henrik Ibsens skuespil En Folkefiende
En co-produktion med: Odense Teater
Oversættelse: Peter Dupont Weiss