∗∗∗∗
Af TOM HARPØTH
”Det er dejligt at høre at I har det godt.” ”Man skal ikke klage. Der er dem der har det værre.” To centrale replikker fra den svenske filminstruktør Roy Anderssons seneste film.
Men vi ser hverken dem der har det godt, eller dem der har det værre, i Roy Anderssons seneste bud på hvordan menneskene har det. Dem vi ser, har det ikke godt. De er stille eksistenser i et statisk univers. De er filmet med et fastlåst kamera, der fokuserer på et tableau af fastlåste personer og inventarer uden fortid og uden fremtid.
Miljøerne er ens om det er på værtshuset med snaps til salg for et kys til den halte servitrice (som synger guddommeligt), på hospitalet med en døende mor (som vil have tasken med juveler og kontanter med i Himlen til mødet med sin afdøde mand), i skolen med en gruppe vanskeligt stillede børn eller i private miljøer med kulde, ensomhed og tristesse. Der hænger firkantede neonlys i lofterne overalt som et ledemotiv, og kaster deres triste lys over grå gulve og gul-beige vægge uden modspil fra grønne eller røde eller blå farver. Alt er gråt i beige. Alt er åbne døre og vinduer. Intet er varmt og intimt livgivende.
Foto: camerafilm
Miljøerne er svære at tidsfæste; der er mobiltelefoner og pc’er som tyder på samtid, og der er møbler og inventarer som peger bagud til 1950’ernes dystre efterkrigstid. Gustav den XII optræder også med sin hær (og et nederlag i 1709 ved Poltava). Geografisk er vi ligeledes på Herrens mark.
Hovedpersonerne, Sam og Jonathan, fortæller at de sælger spøg og skæmt for at gøre verden til et muntrere sted at leve. Et projekt som efter konteksten virker nødvendigt og godt, men som ikke har nogen gang på jord. Ingen køber deres latterposer, deres masker eller deres vampyrtænder med ekstra lange hugtænder. Selv udstråler de heller ingen glød og energi for projektet.
Foto: camerafilm
Det stillestående kamera og den iterative baggrundsvals der dækker de fleste scener hensætter beskueren i en dyb, dyb tristesse. Livet er ikke for sjov. Livet bliver absurd. Livet er et taberspil. Vi ser ingen vindere eller farvestrålende, lykkelige personer. ”En due der sad på en gren og funderede over tilværelsen” viser sig at være en udstoppet én af slagsen i en glasmontre på det Naturhistoriske Museum, som vi alle besøgte for en menneskealder siden. ”Det er synd for menneskene” skrev Strindberg i 1902, og det er ikke blevet bedre siden, ifølge Roy Andersson. De samme grundvilkår vises her i 37 tableauer, uden at der peges fingre eller kommes med beskyldninger eller forklaringer i dette absurde og flot filmede univers.
Det er et stærkt budskab som Roy Andersson kommer med i afslutningen af sin filmiske trilogi som han påbegyndte i 2000 med ”Sange fra anden sal”, fortsatte i 2007 med ”Du levende” og her afslutter – med modtagelsen af Den Gyldne Løve i Venedig – i 2014 med ”En due der sad på en gren og funderede over tilværelsen”. Se den og bliv grebet.
http://youtu.be/TwftPCV97qE
Trailer: camerafilm
Instruktør: Roy Andersson
Premiere: 12. marts 2015