∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Elsk mig i nat, dansk musical i Scandic Falkoner og siden i Holstebro og Vejle.
Tilbage i 2009 indtog denne musical med sange fra 1980-ernes danske popscene Østre Gasværk. Jeg så ikke forestillingen, så der er ingen sammenligningsmulighed. Men nu har One and Only Musicals med Jesper Winge Leisner i spidsen sat den gamle historie op igen, dog med mange nye folk på de fleste poster.
Sangene er mere end genkendelige og nogle er næsten blevet evergreens – også via andre musikteaterforestillinger, bl.a. Anne Linnets ”Det er ikke det du siger”, Sanne Salomonsens ” Den jeg elsker elsker jeg” og Thomas Helmigs” Det er mig der står herude og banker på” – samt titelsangen af Jesper Winge Leisners ”Elsk mig i nat”.
Det er simple kærlighedssange, som er båret af ikke mindst en velklingende popmelodi, som er blevet langtidserindring.
Publikum kan huske sangene, og de nye sangere på scenen er fortræffelige, alle som en. Selv om en mand som Jimmy Jørgensen snart blot agerer Jimmy Jørgensen, så er han dog solidt plantet i scenegulvet og har tæft og udstråling, så det basker.
Men ”Elsk mig i Nat” er en musical og ikke blot en teaterkoncert. Det er faktisk ærgerligt i denne omgang, for det betyder, at det hele skal hænge logisk sammen og være ”teater”, hvor de agerende ikke skal optræde som sig selv og være musikere, men aktører, der spiller roller. Det lyder helt banalt, men er alligevel lidt komplekst.
Instruktøren Thomas Agerholm er kendt som instruktøren, der har banket en række succes’er op på det hedengangne musicalteater i Fredericia. Dermed skulle meget være sikret. Og havde sangerne fået lov blot at synge i nogle tableauer, kunne det måske have været godt og godt nok.
Men tager man de enkelte elementer ét for ét, er der problemer: Først og fremmest er manuskriptet, skrevet af Ina Bruhn og Ida Maria Rudén, både banalt og tårepersende. Historien, som skal sammenkæde en lang række ørehængere om kærlighed, er et miskmask af ideer. Det er blevet til en sentimental historie om et band, der mødes 21 år efter, at forsangeren blot over night forlod gruppen og tog til USA og blev en succes. Nu mødes de igen, for det viser sig, at hun er dødeligt syg og skal have klinket nogle skår. Datteren på 21 år skal have en far, og de andre bandmedlemmer nogle penge. Men historien falder på gulvet og føres ikke i mål. Meget mærkeligt. Abba-musicalen “Mamma Mia” og Susanne Bier-filmen ”Efter brylluppet” har været ude for gravrøveri, så det kan høres over hele Frederiksberg.
Om noget er ændret fra 2009, ved jeg ikke, men da alle sangene handler om kærlighed, kan de bruges overalt, og en vilkårlig historie kunne være anvendelig, selv om det faktisk indimellem virker kikset, når de elsker og hader inden for få sekunder.
Denne gang er den interessante scenograf Benjamin La Cour hyret. Det var ham, der trumfede med ”Klokkeren fra Notre Dame” i Fredericia. Her har han uden at være i samklang med resten af forestillingen skabt en symbolladet scenografi. Først er scenen et telt eller udestue på det postulerede gods eller konferencecenter. Lidt efter lidt forsvinder loft, vægge og stolper, og det ser ganske flot ud. Scenen ender som ren og tom. Fortiden er vasket og spulet, selv om der på scenen stadig står nogle tilforladelige sangere i deres hverdagstøj suppleret med noget billigt glimmerværk på kordanserne.
I øvrigt skal alle løbe langt hele tiden, for scenen er bred. det fungerer ikke helt!
Samtidig skal alle huske at agere inden for den ret banale karakterinddeling: hård negl, effektiv forretningsdame, forvirret kvinde, blød mand, og småsexet mand etc. Det kan da godt være, at det giver overskuelighed at dele verden op, men det kan nemt blive både banalt og vulgært.
Dertil må lægges, at kostumedesigneren Grith Deleuran har skabt de mest kedsommelige kostumer til danserne og til damerne nogle mærkelige buksedragter, som er svære at tidsfæste. Men lysdesignet kan noget, her er der drøn på, ikke mindst når lyskeglerne af og til ryger ud i rummet, dog uden indlysende grund.
Koreografien trækker også i den negative og vulgære retning. Stereotype armbevægelser skabt af Anja Gaardbo. Og det har jeg faktisk bemærket på det seneste, eks. i C.V. Jørgensen-teaterkoncerten, hvor Anja Gaardbo også stod for koreografien. Men en teaterscene er fordringsfuld, det et ikke et tv-show vist på en lille skærm, hvor et musiknummer varer tre minutter og er færdigt arbejde. Teaterkoreografi kræver en overordnet idé osv.osv.
Synge kan de alle, her kan ikke sættes en finger, men skuespilleren Julie Agnete Vang lyser igennem, fordi hun også kan agere og ikke kun som sanger.
Så det er ikke den store fest på scene og i sal, selv om ganske mange og meget professionelle folk er involveret. Noget er gået galt. Måske skal One and Only Musicals næste gang huske på, at godt teater kræver en vandtæt tekst og skuespillere til at forløse den – og så må man aldrig snobbe nedad. Et show må ikke ligne en tur i Bilka eller i Lalandia.
Sui – Szhirley
Frederik – Jimmy Jørgensen
Pia – Julie Agnete Vang
Iben – Lea Thiim Harder
Otto – Mads Knarreborg
Henrik – Joakim Tranberg
Rita – Xenia Lach-Nielsen
Maja – Maria Corydon
Sanger/swing – Line Krogholm
med fl.
Instruktør – Thomas Agerholm
Manuskript – Ina Bruhn og Ida Maria Rydén efter idé af Jesper Winge Leisner
Koreograf – Anja Gaardbo
Scenograf – Benjamin la Cour
Executive Musical producer og kapelmester – Joakim Pedersen
Executive producer – Jesper Winge Leisner
Produktionsselskab – One and Only Musicals
Alle rettigheder – Only Rights ApS