∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Else Alfelt på Arken.
Med en stor udstilling på kunstmuseet Arken får maleren Else Alfelt en velfortjent revival.
For tiden er det på mode at hive kvindelige kunstnere frem af glemslen eller det mørke, hvor de måske altid har befundet sig. Med Else Alfelt, der døde i 1974, er det anderledes. Hun var markant, da jeg var barn og ung. Fra 1952 lejede hun hvert andet år Den Fries Udstillingsbygning og hængte nye værker op. Og hele tiden var hun myreflittig. På et meget tidligt tidspunkt finder hun sin egen stil, selv om hun er sammen med tidens andre abstrakte og mere surrealistiske kunstnere som ægtemanden Carl-Henning Pedersen, Asger Jorn, Heerup, Eigill Jacobsen, Bille og mange flere.
Else Alfelt var børnehjemsbarn og søgte tidligt ind på Akademiet, men blev ikke optaget. Derfor måtte hun selv tilrettelægge sin kunstneriske uddannelse, som også indbefattede, at hun skulle ud at se verden. Det lå dog ikke lige for i mellemkrigstiden og siden hen under Anden Verdenskrig.
Men Alfelt kom ud og det understøttede hende tankegang. Selv om hun forblev tro mod sit udtryk, kan det alligevel aflæses, når hun påvirkes af kraftige indtryk: Island i 1948, Italien i 1950, Tunesien i 1963 og Japan i 1967.
Udstillingen på Arken er kurateret af kunsthistorikeren Gry Hedin, der bl.a. har nærlæst de fotografier fra Alfelts udstillinger i Den Fries bygning. Fotografierne findes ikke mindst på museet i Herning, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, der åbnede helt tilbage i 1976, to år efter Alfelts død. Derfor er er hele ophængningen gennemført i Else Alfelts ånd.
Mange af værkerne på udstillingen på Arken er lånt fra museet i Herning. Derfor lader det sig gøre at vise, hvordan Alfelt selv ønskede, at vi skulle forstå de ofte mindre forskydninger i hvert billede. For Alfelt malede i serier, og når værkerne samles, bliver oplevelsen meget ”kosmisk”. Ganske interessant.
Også næsten krystallinske bjergtinder træder frem i flere værker. Det er naturen og verdensundere transformeret over til et lærred og siden tilbage igen til vort sanseapparat.
En mindre detalje er bl.a. titlerne på værkerne. De fleste har enten et stednavn eller blot en lokalitet eller genstand som kendemærke, men blandt de tidlige værker, er der et par gange henvisning til musikstykker: Gerswin: ”Rapsodie in blue” ( Alfelt 1938) – og Stravinskys ”Sacre du Printemps”, der siden er blevet husket for at være musikken til en vidunderlig ballet fra Diaghilevs balletkorps – ( Alfelt 1939). Også et par skitser er medtaget fra det samarbejde, som Else Alfelt havde en kort tid via Det Røde Teater ( Arbejdernes Teater) med Bertolt Brecht, da han boede i Svendborg. Alfelt stod for scenografien til ”Fru Carrars geværer” (1937) og havde selv en rolle i forestillingen. En spændende detalje som er med til at vise bredden i Else Alfelts tankesæt.
I kataloget understreges forskellige aspekter til fortolkning af Alfelts formsprog, bl.a. hendes interesse for østens religioner – og det fører videre til Niels Bohrs relativitetsteorier. Hvorvidt Alfelt også studerede det, må stå hen i det uvisse.
Kataloget afslører også, hvordan ikke mindst to kvindelige kunstsamlere købte værker af Else Alfelt, henholdsvis Elise Johansen og Elna Fonnesbech-Sandberg. Her gemmer sig vist interessante udstillingsmuligheder. Begge samlinger bliver siden delvist spredt. Elise Johansen gav 58 værker til Statens Museum for kunst, der med direktøren Leo Swane i spidsen ikke interesserede sig for den abstrakte kunst. Også andre museer modtog værker.
Elna Fonnedbech-Sandberg konsulterede som mange af de store kunstnere psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard. Men desværre kaldte han det for samlermani at opbygge en kunstsamling, hvorefter hun i midten af 1940-erne afhændede sin samling – heldigvis gik mange værker videre til de kunstinteresserede Anna og Kresten Krestensen. Deres samling kom siden til Nordjyllands Kunstmuseum – i dag Kunsten.
Interessante mellemregninger som afgjort viser en spændende epoke i dansk kunst. Udstillinger med disse samleres værker vil være velkomne,
Alfelt-udstillingen er smuk at skue og passer fortrinligt til de ellers svære sale på Arken. Endnu et plus: udstillingen underspiller på alle måder en eventuel feministisk indfaldsvinkel. Tak for det.
Så uanset om Alfelt var ”en bekendt, der bare var røget ud af julekortlisten” eller hun som kunstner må introduceres, så er udstillingen på Arken meget anbefalelsesværdig – inklusive kataloget, der er nyttigt.
Ps Hvis man endelig skal anlægge et mere feministisk syn, så er det imponerende, at Alfelt forblev tro mod sin personlige penselsføring på trods af ægteskabet med en stærk kunstner som Carl-Henning Pedersen og hans konsistente formsprog med fugle og ”smølfere”.
Else Alfelt var en kunstner i egen ret.
Udstilling til og med 18. september 2022.