Menu Luk

Ellers Mange Tak på Republique.

Anbefaling til feminister – af Ulla Strømberg.

Ellers Mange Tak på Republique.

Hallo hallo!

Ellers Mange Tak. Teater Republique. 2022. Jeanett Albeck. Foto/ Sara Galbiati.

Her er en forestilling, som er skræddersyet til dem, der kæmper for kvinder og kvinders ret til at være kvinde. For Jeanett Albecks nye one woman show er et opråb til dem, der allerede ved det i forvejen, men nyder at blive erindret om kvindens særegenhed, både mentalt og udtryksmæssigt.

Jeanett Albeck er gennemmusikalsk. Hun kan synge, komponere, spille på de fleste instrumenter og bevæge sig som den rockstjerne, hun også er. Dertil er hun velskrivende og har en masse på hjerte – primært om at være kvinde.

Ellers Mange Tak. Teater Republique. 2022. Jeanett Albeck. Foto/ Sara Galbiati.

Hvor hun tidligere hos De sorte Spejdere har været sjov sjov, på TV meget velsyngende i forskellige programmer og i Brøgger-monologen tekstforankret, er Albeck nu begyndt at se indad.

Det er ikke så ”hyggeligt”, for baggrunden og udgangspunktet er faktisk, at hun har en bogstavsdiagnose og har talt med en læge.

Der står vi på showet. Det hele er sjovt og lidt provokerende i starten. Siden bliver hendes fysiske og verbale beretning uhyggelig, da en Tinder date ender som en uanmeldt voldtægt, der fører frem til forestillingens sidste store nummer. Det staves L…  Nu er teksten til gengæld ganske ulækker og bliver ikke bedre af de chokoladekager, Albeck fortærer de næste10-15 minutter. Forstår ikke pointen.  Andre har været der på mere raffinerede måder, hvis det er et forsøg på at tangere det freudianske og overskride pænhedens grænser. Tænk blot på Alfred Jarry, der i 1896 opfinder Ubu Roi, der forvarsler både dada og siden absurdismen.

Ellers Mange Tak. Teater Republique. 2022. Jeanett Albeck. Foto/ Sara Galbiati.

Fra min lille tilskuerstol ødelagde denne langstrakte, ulækre scene desværre lidt for meget. Pokkers også. For der var lagt op til noget ganske imponerende.  Scenografien ved Victoria Lind er smuk i ikke midnst brune og lilla nuancer. Rummet er stærkt inspireret af den brasilianske billedkunstner Ernesto Neto. En fin halvcirkulær sceneopbygning er flankeret af nedhængende ”strømper”, der ender i nogle gevækster, som hvis man tager en nylonstrømpe og hælder ris eller lignende ned i den. Her er der måske hundrede i forskellige længder. Med en meget spændende, skiftende lyssætning, bliver hele det visuelle univers ganske fascinerende og lægger vel også op til freudianske fortolkninger.

Med sig har Albeck musikeren GRO i baggrunden, der betjener forskellige instrumenter og især imponerer, når hun ondulerer trommer og percussion.

Vi lever i en tid, hvor mange diskuterer køn og livsvilkår. Her placerer denne forestilling sig lige midt i debatten og forståelsen. Vi er tilsyneladende endnu ikke færdige med at finde balancen, hvor der er plads til og respekt for alle.

Ellers Mange Tak. Teater Republique. 2022. Jeanett Albeck. Foto/ Sara Galbiati.

Arrangement, produktion og musikere/ Jeanett Albeck & GRO aka Julie Møller Christiansen

Instruktør/ Gunilla Lind

Tekster/ Jeanett Albeck

Komponist og musiker/ Jeanett Albeck

Instruktørassistent/ Josefine Elna Ibsen

Scenograf og kostumedesigner/ Victoria Lind

Lysdesigner/ Balder Nørskov

Konsulent/ Emma Holten

Foto/ Sara Galbiati

 

Spilles fra 1 september t til 8. oktober, 2022.

www.osterbroteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *