Menu Luk

Ekstrabladet – uden for citat.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

 En seriøs beskrivelse af et formiddagsblads deroute.

Ulla Strømberg.

En langsom, seriøs og grundig dokumentarfilm om Ekstrabladet. Det var ikke lige, hvad man havde ventet. Men sådan er indtrykket af Mikala Kroghs 95 minutter lange dokumentar ”Ekstrabladet – udenfor citat” – som for øjeblikket går landet rundt, ikke mindst i lukkede fora.

Se den endelig, hvis lejligheden byder sig, for flere af ens fordomme om formiddagsbladet afmonteres.  Filmen vrimler med mænd, der synes ganske reflekterede over det, de gør, skriver og sætter i avisen. Men i de seneste år har hele bladet kæmpet mod den tendens, der går i retning af digitale medier. Her hjælper hverken nøgne damer eller bizar petitjournalistik. Nu gælder det livet for papiravisen, der er nede på ca. 41.000 eksemplarer om dagen –i velmagtsdagene var det over 200.000.

Hovedpersonen i filmen, og sikkert også i det daglige, er chefredaktør Poul Madsen. Han gør sig langt bedre her, end når TV-aviser og debatprogrammer appellerer til hans værste gadedrenge manerer og får svar på tiltale.

Filmen følger ikke mindst Ekstrabladets engagement i gidseltagningen af to danske sømænd. Det var en sag, som bladet senere fik megen kritik for. Men filmen synes langt hen ad vejen at være objektiv – næsten på bladets (ofrets) præmisser.

Filmen lægger mindre vægt på den overfladiske del af bladet med sex og tåbelige personhistorier. Det eneste, man virkelig savner, er tilblivelseshistorien for nogle af de gode forsider. Hele vejen igennem fortælles det nemlig, at forsiden er alt, men vi ser den bare aldrig blive skabt.

I øvrigt er filmen smukt fotograferet og harmonisk klippet. Som håndværk er det til ug, selv om det vel er lidt sjovt, at en film om Ekstrabladet næsten lunter af sted.

Dokumentarfilm

Producent: Danish Documentary

Instruktør og fotograf: Mikala Krogh

Hovedperson: Poul Madsen

95 minutter

Premiere: 1.10.2014