∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Eks-mænd” – ny dansk komedie på Folketeatrets vinterturné.
Hvem har ikke stået i en lufthavnskø, hvor det meste er gået galt? Forbyttede sko, aflyste fly og efterfølgende skæv snak med manden eller kvinden foran i køen?
“Eks-mænd” er spækket med genkendelige situationer og endnu mere genkendelige figurer – en situationskomedie om et par ærkedanske midaldrende mænd med masser af problemer og frustrationer skjult i bagagen.
Er man til Cirkusrevyen eller blot til det lettere underholdningsteater, er der ingen vej uden om ”Eks-mænd”. For med de to suveræne skuespillere, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard, i kompagniskab med forfatterparret Vase og Fuglsang, der også figurerer som iscenesættere, er mere end den halve succes hjemme. Teksten glider som et andet langstrakt revynummer, hvor ingen replikker er overflødige. Hvert ord er nøje udvalgt for at lede hen imod en reaktion hos publikum.
Det er fermt teater, og havde instruktionen og scenografien været en smule mere raffineret og evt. dekonstrueret, ville forestillingen ”Eks-mænd” såmænd kunne rangere som et nyt bud på seriøst dansk dramatik.
”Eksmænd” portrætterer på bedste vis modne, halvtrætte danske mand, som her er splittet op i to modsætninger. Den fåmælte, aldrig pralende ingeniørtype, der dog er tandlæge og spillet på kornet med let foroverbøjet hoved af Henrik Lykkegaard. Heroverfor viser Niels den blafrende og bralrende filmmand, for hvem alting synes at være en succes. Hans film, hans damebekendtskaber etc. Men sandheden skal snart vise sig. Pointen er også, at tandlægen faktisk er gift med filmmandens ekskone, så egentlig er de jo i familie.
Ved skæbnens ironi står de to mænd i Santiago de Compostelas lille lufthavn og skal hjem med samme aflyste fly. Det fører de to mænd sammen på en modvillig og akavet roadtrip på op mod 4.000 km. De to mænd ender naturligvis med at komme ret tæt på hinanden, hvor både parader, pral og underlegenhed forsvinder. Santiago de Compostela, der jo er endepunktet for pilgrimsvandringen Caminoen, bruges dog slet ikke dramaturgisk. Færdig efter de første fem minutter.
Mange af situationerne er genkendelige. Den frygtelige ventetid i en lufthavn, besværet med at hitte en udlejningsbil og uovervejede og improviserede stop på vejen. Her fungerer et pariserstop og siden hen en tur rundt i Hamburg overraskende effektivt. En tur forbi et stykke moderne kunst er vittigt. En banan klistret op på et stykke pap. Der er meget fluxus, dada, Warhol og Duchamp over den situation, som begge skuespillere mestrer til fuldkommenhed, så alle, kunstelskere som skeptikere, kan genkende sig selv. For det er pointen. Vi ler ikke ad dem, men af os selv.
I Hamburg vil den tilknappede tandlæge selvfølgelig gerne opleve den pub, hvor The Beatles debuterede, hvorimod den halvgamle libertiner af en filmmand vil besøge Reeperbahn og kommer siden slet ikke hjem om natten. Igen kan mange se spejlinger af sig selv. Sådan fungerer morskabsteater, når det er vellykket.
Men efter turen op igennem Europa findes den nye virkelighed, som ikke skal røbes, da forestillingen skal spille 40 gange rundt i det danske land for at slutte på Hippodromen til april 2023.
Både Lykkegaard og Ellegaard mestrer den muntre og såmænd også alvorlige genre. På et splitsekund kan de etablere karaktertyper og faktisk folde dem ud, så de ikke bliver stereotype, uanset om det er en tjener, der vil sælge dyr vin eller manden i biludlejningen. De to skuespillere får ikke meget forærende af den sparsomme, minimalistiske sorte kassedekoration, der på bedste eller værste børneteatermanér skal illudere både cafeer, museer, bilkabine m.m. Men det hele kører og skal selvfølgelig også kunne pakkes sammen til det roadtrip, som en teaterturné nu engang er.
Hvor mange feministisk orienterede teatereksperimenter ofte handler om, hvor svært det har været at vokse op og finde sig selv, og hvor meget ondt de enkelte kvinde har måtte udsætte sig for, og hvor grim hendes krop i øvrigt synes at være, så bliver dette mandestykke til et venligt og charmerende snapshot af to mænd, anno 2023. Og ganske overraskende, så tager de faktisk ikke sig selv så højtideligt. Det er befriende.
”Eks-mænd” er kort sagt en flink, velsmurt og hamrende velspillet komedie, hvor vi alle kan genfinde glimt fra hverdagslivet.
Manuskriptforfattere og instruktion: Rene Vase og Jannik Fuglsang
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Scenografi og kostumer: Kirsten Brink
Lysdesign: Baard Nilsson
Lyddesign: Michael Roger Henriksen
Videoteknik: Lasse Storm og Baard Nilsson