Menu Luk

Edie

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Livsbekræftende og rørende.

En handicappet ældre mand kører ned ad en trappe på en elevatorlift. Bag ham går hans hustru Edie (Sheila Hancock). I køkkenet, småsnakker hun til ham og mader ham. Hun har passet ham i 40 år. Hun vender sig om et øjeblik. Da hun vender tilbage, er han død.

Ikke just en opløftende start på Edie, hvis hovedtema ellers er positivt, nemlig at det aldrig er for sent. Da Edie i forbindelse med en oprydning på loftet falder over nogle gamle billeder af Mount Suilvan i Skotland mindes hun sin barndom, hvor hun sammen med sin far planlagde en tur op ad bjerget. Den blev aldrig til noget.

Foto: Another World Entertainment

Den 83 årige Eddie mener ikke, at man skal sættes i bås, blot fordi dåbsattesten viser, at man er født i 1936.  Det er nu, hun må realisere alt det, hun har brugt et helt liv på ikke at nå. Jeg har spildt så meget tid på ingenting, siger hun et sted i filmen.

Imod alle odds tager hun toget til det skotske højland. I byen ved foden af bjerget, som hun vil bestige, er der fiskefestival, så alle hoteller er optaget. Hun overnatter hos en ung mand Jonny(Kevin Guthrie), der har en sportsbutik, hvor hun køber udstyr. Begge står ved et vendepunkt i deres liv. For hans vedkommende handler det om, hvorvidt han skal flytte til storbyen, hvor der sker noget hele året, eller blive hos kæresten i den stillestående lille by og udvide forretningen. Edie hyrer ham mod en ublu betaling til at træne sig til at kunne klare turen. Snart opstår der et venskab mellem det umage par. Jeg var et vildt barn, det svært at forstå nu. Jeg plejede at more mig sådan…. Og så blev jeg gift, siger hun lakonisk til Jonny.

Foto: Another World Entertainment

Der er noget rørende ved denne film om at blive gammel og de fordomme, der er omkring det. Er man kommet op i alderen, kan man genkende mange af de eksistentielle tanker, hun gør sig omkring sit liv.

Visuelt tager filmen os med på en rejse i det det skotske frodige højland med bjerge, vandfald og ny udsprungne træer. Nogle gange ser vi Edie i ultranære billeder. Et smukt ældre ansigt, der udtrykker livsvisdom og styrke. Andre gange ser vi hende på så lang afstand, at hun nærmest kun en lille prik i den vilde storslåede natur. Indimellem ser vi hende i nogle kuriøse drømmesekvenser.

Foto: Another World Entertainment

Sheila Hancock er ikke 83 men 86 år i det virkelige liv. Hun har en lang skuespiller karriere bag sig og spiller rollen som Edie med stor følsomhed. Jeg kom til at tænke på dokumentarfilmen The med damerne, som vi anmeldte her på bloggen sidste efterår. Den handlede om de fire powerfulde og knivskarpe kvindelige engelske skuespillere alle i 80erne Dame Maggie Smith, Dame Aileen Atkins, Dame Joan Plowright og Dame Judi Dench. Alder er ingen hindring i hvert tilfælde ikke for visse engelske skuespillere. Meget imponerende.

Edie har modtaget flere priser. Helt velfortjent.  Filmen er lige lovlig sentimental og er næppe en film, der vil appellere til de unge, men vi andre kan glæde os over en opløftende film om at gribe dagen. Det er, hvis man kan, aldrig for sent, at kaste sig ud i nye eventyr. Det er bare om at komme i gang.

Instruktør: Simon Hunter

Trailer: Another World Entertainment

Premiere:29.maj 2010

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *