∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ebberød bank 2.0 på Det Kongelige Teater.
Mødet med den nye Ebberød Bank er en positiv og glædelig overraskelse. Ikke alene genåbner teatrene, men vi får sandelig også lov at more os og for en tid glemme alt det svære, som vi har levet med en rum tid. Samtidigt bliver der rusket op i vores indignation, for Ebberød Bank og Ebberød Bank 2.0 handler jo om nogle personager, der lader hånt om andres økonomiske ve og vel. Ringer der en klokke? Hvidvask, gebyrer, ekstra gebyrer, importerede bankdirektører, nulrenter ved udlån, men renter ved indlån og et statsligt overforbrug?
For få måneder siden blev der kulturpolitisk åbnet for, at Det Kongelige Teater i fremtiden må spille flere musicals og dermed formodentlig blive mere ”folkelig”.
”Ebberød Bank 2.0” kunne såmænd have været en del af den nye aftale. Og tillykke med det. Hvilken god folkelighed. Derimod har forannonceringen været lidt skæv, for teatret har tilsyneladende villet score billige point ved at sætte to kendte radiotalkshow-værter på scenen. Men takket være instruktøren og manuskriptforfatteren Heinrich Christensen er Ebberød Bank 2.0 gået hen og blevet til meget mere og er ikke mindst en stram, semidadaistisk wanna be Brecht-parodierende samfundskritik.
Skuespillerstaben, uddannede som ikke-uddannede, er fænomenale over hele linjen lige fra Karen-Lise Mynsters bredrumpede kromutter og skævryggede parodi på Fru Violet fra Matador til Den Korte Radioavis’ to irriterende gamle stjerner, Rasmus Bruun og Frederik Cilius. For det er her instruktøren trumfer. Han holder alle stramt og lige til manuskriptet og har formodentlig afkrævet spejdered hos de nytilkomne for at ingen skulle forfalde til at improvisere. Det er befriende og også nødvendigt med den delikate scenografi af norske Gjermund Andresen og det raffinerede lysdesign af Ulrik Gad. Det hele balancerer i bogstavelig forstand med en skånende neonkantet halvkubistisk scene – og kostumer med gode mindelser til 1930erne og 1950erne.
Teksten er sjov, grum, vulgær og plat, men også isprængt den forventede samfundsanalyse. Ellers kunne det jo være ligegyldigt. Men der er nok færre hip til dagens politiske situation end forventet. Måske fornuftigt og det gør stykket lidt mindre revyagtigt og mere langtidsholdbart. Eller også er det, fordi Det Kongelige Teater er en statsinstitution, og man skulle nødigt trække tæppet væk…?
De fleste kender begrebet Ebberød Bank, for Ebberød Bank var en dansk folkekomedie i kølvandet på Landmandsbankens krak i 1922. Siden blev det en film i 1943 med Osvald Helmuth i hovedrollen og tillige hans eneste filminstruktion. Ebberød Bank har i årtier været synonym med dårligt bankarbejde, hvor bl.a. udlånsrenten var lavere end indlånsrenten. Her i den nye 2021-version er der slet ingen dækning for de penge, som banken låner ud – og så begynder det jo at ligne den virkelighed, vi lever i fortiden. For slet ikke at tænke på den danske stats gældsstiftelse for at holde det store coronacirkus i gang. Man kan blive helt svedt og nervøs. Og det er vel også tanken bag.
Uden Brecht og Dario Fo ville Heinrich Christensen næppe have fundet sit eget teatersprog. Men han manøvrerer suverænt imellem Dada, Brecht og gammel folkekomedie. Det synes også plausibelt, at han vælger at åbne med Money-sangen fra musicalen Cabaret for dermed at introducere en uhyggelig mellemkrigstid. Samtidigt lægges op til en effektiv og velfungerende musikalitet hele vejen igennem. Skuespillerne kan synge med Karen-Lise Mynster i spidsen og Mads Rømer Brolin-Tani og Nicolai Jørgensen på sidelinjen. Andreas Jebro står for den helt store parodi på en bankmand, så krum i ryggen og så kalveknæet, at det halve kunne være nok. Stine Schrøder Jensen hopper resolut rundt som kvinden, der elsker sin mand højere jo flere penge, der kommer på bordet, mens Christine Gjerulff viser en overdådig kraft som den hjemvendte søster fuld af gode ideer. Her er den evigt frastødende maskulinitet serveret med humør og ynde af en kvinde. Og så er der de to radiofolk, som klarer sig imponerende godt. Rasmus Bruun er suveræn som den lille mand, Peter Vipperup, der skaber Ebberød Bank, fordi han er flad og fattig, mens Frederik Cilius får lov at divertere en række musikinstrumenter og tillige er forestillingens raisonneur. Klogt nok har Heinrich Christensen givet ham en tysk accent. Det fungerer godt og verfremdungsagtigt. At Cilius har fået et kostume, som afviger lidt fra de andres, han er i kort kimono over shorts, hawaii-skjorte samt ørkenstøvler og sportsstrømper, skal jeg undlade at fortolke. Men måske er han antropologen, der ser på os, borgerne i Ebberød og publikum i salen.
Uanset nogle løse ender så er Ebberød Bank 2.00 bedre end sit rygte – både det gamle fra 1920erne og det, som PR-afdelingen har udsendt senest. Så forestillingen kan varmt anbefales i en tid, hvor en del af de københavnske teatre spiller et repertoire med dommedagsprofetier og undergangstoner.
Ebberød Bank 2.0 er måske også et nødskrig, men heldigvis står humoren lidt i vejen.
Medvirkende:
Rasmus Bruun, Stine Schrøder Jensen, Christine Gjerulff, Frederik Cilius, Mads Rømer Brolin-Tani, Nicolai Jørgensen, Karen-Lise Mynster, Andreas Jebro, Thomas Hamilton (musiker)
Iscenesættelse og manuskript: Heinrich Christensen
Scenografi og kostumer: Gjermund Andresen
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Jonas Vest
Komponist, arrangør og musiker: Thomas Hamilton
Udviklingskonsulent: Frederik Cilius
Udviklingskonsulent: Rasmus Bruun
Udviklingskonsulent: Karen Lundsby Andersen
Udviklingskonsulent: Ole Bjerg
www.kglteater.dk