∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Dukken – et kroatisk spil for to personer.
Bådteatret i København har igennem sommeren haft kortvarige gæstespil – nu gæstespiller det nye Teater Thespis. Manden bag teatret står også på scenen: skuespilleren Elvir Ramovic.
Elvir Ramovic kommer fra Bosnien-Hercegovina, er uddannet skuespiller på Holberg Skolen og introducerer hermed den kroatiske dramatiker Miro Gavran, født i 1961 og ganske berømt i Kroatien og oversat til en række sprog og spillet i det meste af verden fra USA til Indien og meget hyppigt i Østeuropa, bl.a. i Polen.
Det lille stykke for to personer “Dukken” er fra 2012.
En moderne komedie om den komplicerede mand og hans dilemmaer. Hvordan leve og nyde friheden og alligevel have en kvinde ved sin side, som er nem og føjelig?
Løsningen ligger lige for i vor moderne computertid, hvor hele verden kan løbe rundt efter små syntetiske uhyrer gemt på en mobiltelefon. I manden Marcos tilfælde er det naturligvis en dukke i menneskelig skikkelse og sandelig i en meget smuk og veldrejet version – fint spillet af Cille Elite. Barbie har ikke levet forgæves, for dukken Stella ligner til forveksling det amerikanske plasticgespenster, men hun er ikke spor dum. Dukken er nemlig ikke alene konstrueret, så hun kan tilfredsstille manden rent fysisk, men også åndeligt – ved hverken at være dummere eller klogere end ham. Til gengæld kan hun ikke lyve. Derved adskiller hun sig fra både manden og resten af menneskeheden, der ofte kryber til nødløgne for at overleve.
Pointen er altså, at manden, i stedet for at lulles i søvn af den smukke dukke, udfordres og stilles til ansvar for sine handlinger.
Det kunne have været en dobbeltgænger-historie med henholdsvis Dostojevskij eller H.C. Andersen som inspirationskilde. Men filosofi er som sådan udraderet. ”Dukken” som stykke har sin egen stilfærdige morale, som er ret positiv i vores ellers hårdtslående verden.
Et nyt og sjovt bekendtskab med kroatisk kultur. Interessant initiativ. Hvad mon Teater Thespis finder på næste gang? Godt med nye dramatikere og skuespillere på banen. Kan ses indtil d.28.8. på Bådteatret.
Teater Thespis. Medvirkende: Elvir Ramovic & Cille Elite
Instruktion: Elvir Ramovic & Eric K. Ebert
Lys og lyd: Nicoali Valet
Scenograf: Camilla Calundann
Sufflør: Eva Cassandra Winther-Schmidt